Hjælp søges til tydning af tyske tugthusoptegnelser om min 4xtipoldefar C.Cardel

Startet af Peter Michaelsen, 07 Dec 2012 - 00:50

Forrige emne - Næste emne

Peter Michaelsen

Hej,

Jeg har fra Landesarchiv Schleswig-Holstein i Slesvig rekvireret nogle papirer om min 4 x tipoldefar Caspar Cardel, som tilsyneladende har været indsat i tugthuset i Neumünster i Holsten omkring 1745.

Desværre har jeg meget svært ved at tyde, hvad der står i de nævnte papirer, bortset fra nogle enkelte person- og stednavne. Jeg håber, en eller anden synes,det kunne være en interessant udfordring at tyde teksten, som jeg evt. kan sende i mindre bidder pr. e-mail. Der er 17 A4-sider, men ca. halvdelen er stort set blanke.

Det er meget lidt, der vides om Caspar Cardels liv. Han skal have været gårdmand ("Hufner") og landsbyfoged ("Bauernvogt") i Sechendorf, Blekendorf sogn, Futterkamp Godsdistrikt, Plön, Holsten.
Han skal have været gift med Magdalene, og de har formodentlig haft en del børn, at dømme efter de mange Kardel'er på Futterkamp ved folketællingen i 1835. Jeg har kun mere detaljerede oplysninger om et enkelt barn, sønnen Casper Henning Kardel, født 25.12.1758 på Futterkamp, død 9.januar 1841 samme sted.
De nævnte oplysninger stammer formodentlig fra kirkebøgerne for Blekendorf, som en af mine afdøde slægtninge sandsynligvis har konsulteret. Jeg har desværre ikke selv haft lejlighed til at se dem.
Ifølge en internetslægtstavle døde en Klaus Kardel 23.november 1784 i Blekendorf, 74 år gammel. Han kunne måske være en bror til Caspar Cardel.

Med venlig hilsen,
Peter Michaelsen