Søger personlige oplysninger om landsoldat fra begyndelsen af 1700tallet

Startet af Aage Willy Hansen, 08 Jun 2012 - 07:17

Forrige emne - Næste emne

Aage Willy Hansen

Hej

Se venligst mit indlæg på Markedspladsen torsdag 07 06 2012, 11:24.

Mvh Willy

Hans Poulsen


Hej Aage

Det er sommetider lidt vanskeligt at bestemme, om et indlæg hører hjemme i den ene eller anden DIS-gruppe.

Dit indlæg fra 07.06.2012 bør stå her i Aneefterlysning. Nu fører jeg det lige over i sin fulde ordlyd fra DIS-gruppen Markedspladsen og prøver derefter at besvare det. Du skriver:

==========

Søger personlige oplysninger om en landsoldat fra begyndelsen af 1700tallet

Hej

En af mine aner ved navn Hans Mortensen var bosat i Lynge sogn ved Sorø, der i 1700tallet hørte under Sorø Akademis Gods.

Ifølge kirkebogen for Lynge sogn 1628-1731 har han i 1721 en søn til dåben, hvor det er anført, at han er soldat ved Dronningens Regiment.

Det, jeg er ude efter, er eventuelt via hans status som soldat at få bekræftet hans fødsel og faderens navn.

I kirkebogen er der umiddelbart 2 muligheder.

1. Hans Mortensen, født 1689 som søn af Morten Hansen.

2. Hans Mortensen, født 1691 som søn af Morten Ibsen.

Jeg tror mest på den første, men kan jo ikke være sikker.

Mvh
Willy

==========

Hans Mortensen boede i Lynge sogn ved sønnens dåb i 1721; men det er ikke givet, at Hans selv blev født og døbt i samme sogn - måske boede Hans' forældre i et andet sogn og amt, da Hans blev født og døbt.

Har du faste holdepunkter for, at Hans Mortensen blev født og døbt i Lynge sogn, må jeg spørge, hvorfra du véd, at han blev født 1689 eller 1691?

Det eneste, du muligvis véd, er, at faderen hed Morten til fornavn.

Navnene Hans og Morten var almindelige også på den tid, så det er med at passe på at gribe den rigtige person.

Uden faste holdepunkter er det muligt, at Hans blev født og døbt fx 1683.

Og så lige en ting mere:

Morten Ibsen kan du *risikere* at finde som Morten Jeppesen, Morten Jepsen og Morten Ibsen - lad dig ikke forvirre af det. Jeg har samme patronym blandt mine 2xtipoldefædre og véd, at navnet kan *skifte*.

I dit tilfælde ville jeg køre parallelløb mellem Morten Hansen og Morten Ibsen, indtil du får sikkerhed for, at du kan udelukke den ene af dem.

Prøv, om du kan finde deres søskende og se, om nogen af disse søskende eller deres ægtefæller optræder som faddere ved sønnens dåb i 1721.

Den metode viser sig sommetider at være brugbar.

Har du fundet sønnens konfirmation i 1736 eller nogle få år senere? Konfirmationen blev indført i 1736.

Venlig hilsen
Hans


Med venlig hilsen
Hans Poulsen
1804 Frederiksberg C

Bliv medlem af DIS-Danmark. Det koster kun 200 kr. pr. år - det vil sige ca. 55 øre pr. dag

Aage Willy Hansen

Hej Hans

Tak for din henvendelse.

Jeg har ikke noget fast holdepunkt (bevis) for, at min ane Hans Mortensen blev født og døbt 1689 eller 1691, udover at der de pågældende år blev døbt 2 drengebørn ved navn Hans Mortensen i Lynge sogn. Det er blot 2 muligheder.

Du har ret i, at man skal passe på at gribe den rigtige person.

Det er jo sommetider det store problem på den tid med de mange ens navne på samme tid og sted.

De faste holdepunkter omkring Hans Mortensen og hans familie er som følger:

Hans Mortensens ældste barn er højst sandsynlig Bertel Hansen, født 1721 i Lynge sogn.

Den næste er Morten Hansen, født 1723 ligeledes i Lynge sogn.

Han er min ane.

Der er ingen børn at finde før 1721, ej heller kan jeg finde nogen børn efter 1723, men det skyldes nok, at der er et hul i kirkebogen fra og med 1725 til og med 1730.

Hustruens navn er Else Bertelsdatter, der ikke er født i Lynge sogn, hvorfor jeg indtil nu heller ikke har fundet deres vielse.

Navnet har jeg fra skiftet efter hende.

Hun dør i 1742.

Her omtales Hans Mortensen som indsidder.

Efterladte foruden ægtemanden er deres eneste levende søn Morten Hansen.

Når jeg får tid vil jeg kikke efter faddere.

Sønnernes konfirmation findes desværre ikke, da konfirmationsindførslerne først begynder i 1743 for Lynge sogns vedkommende,

Mvh
Willy