Registrering af personlige data - hvor går grænsen?

Startet af Gitte Hovedskov, 18 Feb 2011 - 10:15

Forrige emne - Næste emne

Gitte Hovedskov

Er der nogle regler om, hvad det er acceptabelt og/eller uacceptabelt at registrere i forbindelse med sin slægtsforskning?

Jeg spørger, fordi jeg netop er stødt på et stamtræ, der er tilgængeligt online, hvor jeg kan se, at jeg har fælles aner meget langt tilbage. Dette stamtræ er så ført helt op til nutiden, og da jeg jo synes, det er sjovt at se efterkommere af mine 4 x tipoldeforældre, så er det fristenden at registrere så meget som muligt i mit eget stamtræ.

Men er der noget lovgrundlag for, hvad man må registrere, og hvad man ikke må?

Og i den anden ende, er der blandt slægtsforskere en etisk holdning til, hvor mange oplysninger, det er acceptabelt at kopiere fra andre?

Gitte  :)

Alice Oppenheim

Hej Gitte,

Gode spørgsmål! Med hensyn til det sidste: ...er der blandt slægtsforskere en etisk holdning til, hvor mange oplysninger, det er acceptabelt at kopiere fra andre? — så får du nok lige så mange svar/holdninger, som der er slægtsforskere.

Personligt er jeg ligeglad med mængden af oplysninger. Kopier rub & stub for min skyld, hvis det er til din egen skuffe. Men! Hvis du ønsker at lægge det ud på nettet, så kopier gerne, men skriv, hvor du har det fra! Kildeangivelse er alfa & omega — det er troværdigheden af oplysninger, der betyder noget hér.

Og så igen, hvis det var min anetavle, du kopierede, så vil jeg være taknemmelig, om du tilføjede egne oplysninger, inden du lagde oplysningerne på nettet — eller udgav dem andre steder.
Ellers ville jeg foretrække, at du blot henviser til mit værk med et link.


— Med hensyn til dit første spørgsmål: ...er der noget lovgrundlag for, hvad man må registrere, og hvad man ikke må? — så JA! Her gælder Persondataloven. Læs denne aktuelle tråd: http://www.slaegtogdata.dk/forum/index.php/topic,8423.0.html   




MVH
Alice Oppenheim

Gitte Hovedskov

Tak for det Alice

Det er et supergodt tip med at angive kilden, det havde jeg ikke spekuleret på, mest fordi jeg ikke tænker i baner omkring udgivelse eller publicering online. Jeg synes bare, det er sjovt at finde mine aner, og det med nulevende, fjerne slægtninge er kun en biting for mig.

Efter jeg havde skrevet mit spørgsmål, fandt jeg en lignende debat her på Forum, og blev meget klogere på lovgrundlaget.

Min umiddelbare tanke var, at hvis folk gør deres oplysninger tilgængelige, så må de måske også være indstillede på, at andre kopierer dem -  altså den, der lægger oplysninger ud, må bestemme, hvad andre kan se og dermed kopiere?

Alternativt tænkte jeg på, om der måske var en uskrevet regel om, at data, man kan finde i officielt tilgængeligt materiale, er det acceptabelt at registrere, mens andre data, som man kan finde 'uofficielt' online, bør man holde sig fra.

Men jeg kan godt se dit synspunkt, at der nok er mange holdninger til dette.

Tak for hjælpen, jeg må nok finde min egen samvittighedsgrænse. 

Gitte   :)

Christian Konstmann Autzen

Hej Gitte

En ting, som jeg synes du skal være meget opmærksom på er, hvad der gøres tilgængeligt via internettet.

Og her er i hvert fald min opfattelse, at man skal have hver enkelts personlige tilladelse (for nulevende selvfølgelig), hvis et navn skal kunne ses i slægtssammenhæng - hverken mere eller mindre.

Og så bør man vel helt undlade biografi for nulevende personer hhv. inden for de seneste 100 år.

Hilsen
Christian
Min slægt: Autzen, Konstmann, Nansen, Hegelund, Sønberg, Matzen, Schmidt, Kruse, Wolf. Min hustru's slægt: Mærsk, Fogh, Møller, Hark, Lund, Aaskou, Blom, Dethlefsen, Beyer, Troels Winther.

Gitte Hovedskov

Hej Christian

Tak for kommentaren.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad der forstås ved publicering på nettet. Jeg anvender fx Family Tree Builder, og dertil er der knyttet en hjemmeside, der løbende opdateres. Men denne kan mig bekendt ikke fremsøges direkte fra nettet (eller kan den?). Jeg inviterer kun direkte slægtninge ind som medlemmer, men så er der jo lige det med Family Tree Builder's Smart Matches, der finder matchende aner i forskellige sites, hvorved også ikke-slægtninge kan havne på min familieside. Så vidt jeg har forstået, kan de dog ikke se data om nulevende personer, og så er man vel på den 'sikre' side?

Men det er da noget af en gråzone. Jeg var frejdigt gået i gang med at kopiere data fra en andens slægtsside ind i mit slægtstræ, indtil jeg kom til en angivelse af et barn, der var dødt i 6-års-alderen inden for de seneste år. Det var det, der fik mig til at stoppe op, for det var alt, alt for tæt på, til at jeg ville bryde mig om at risikere, at en anden families ulykke kunne aflæses fra min hjemmeside. Jeg besluttede mig for ikke at inkludere 'efterlevere' efter mine 4 x tipoldeforældre flere generationer tilbage fra i dag, selv om disse data var frit tilgængelige online.

Jeg er nået frem til, at jeg må gå ud fra min egen samvittighedsgrænse, også selv om det er 'helt lovligt' at angive navne, fødsels- og dødsdatoer, hvis man kan finde dem.

Gitte  :)

Anne Mortensen

Nu er jeg ikke den bedste til at give dig et råd - har ingen hjemmeside.

De oplysninger jeg har fået fra andre er altid blevet checket i kirkebøger - folketællinger inden de er blevet skrevet ind i mit slægtsprogram.

Hvis du checker alle de oplysninger du har læst og kopieret må det vel være det samme som om du selv har fundet dem ???

Jeg kan heller ikke se fordelen/glæden ved at kopiere andres oplysninger direkte til ens hjemmeside - er det ikke lidt "snyd" eller hvad ?
Venlig hilsen
Anne Mortensen - 2770

Gitte Hovedskov

Hej Anne

Jow, det er lidt 'snyd', og man får bestemt ikke den samme hurra-fornemmelse ved 'bare' at slå noget op på en bestemt side i en bestemt kirkebog, fordi andre siger, at der kan man finde oplysningerne, som når man selv ved genialt detektivarbejde ;D har fundet frem til den rigtige ledetråd.

Men er der forskel på at få et tip fra en ukendt person online i forhold til at få et tip fra en slægtning eller fra data fundet ved hårdt arbejde? Målet er jo det samme: at finde sine aner og flest mulige oplysninger om dem.

Jeg gør lige som dig, jeg tjekker alt, inden jeg giver det 'fluebenet' i mit slægtstræ. Men lige netop data om nulevende personer kan jo som regel ikke tjekkes i kirkebøger. Det kunne så måske være ens 'pejlepind'? Altså, hvis man ikke kan verificere oplysninger om fjerne slægtninge, så skal man måske undlade at tage dem med? Med mindre, selvfølgelig, det er ens mål at finde nulevende personer, som man er beslægtet med (hvilket ikke er MIT mål).

Gitte  :)

P.S. Jeg har heller ingen hjemmelavet hjemmeside som sådan, men fra Family Tree Builder kan man acceptere, at der bliver genereret en side, der ligger online, uden at man skal gøre noget som helst for det ud over det, man selv laver med programmet, så det er vel en slags familiehjemmeside?