FINDES DER ETIK I SLÆGTSFORSKNING??

[Erik Boysen]

Foranlediget af de to artikler i sidste nr. af  Slægt & Data angående DNA profiler, og som giver et udmærket

indblik i DNA tests og hvordan ultimative slægtshistorier kan fremskaffes; fint og flot det kan laves,  men

hvad med den etiske side af den sag?

Er det i grunden det vi slægtsforskere vil? Finde Homo sapiens ved hjælp af gener og kromosomer?

Skal slægtsforskning til at være en hobby hvor forfædres psyke, sygdomme m.m. bliver fremdraget og

offentliggjort? Indsend en pibe, brev, eller hårlok fra hedengang tid og alt kan fremtrylles ved hjælp af dna,

Efter min mening uæstetisk! Er det ikke de mere håndgribelige historier i form af de skriftlige kilder vi

ønsker, for at finde den identitet på aner og efterkommere? Er det slægtsforskning for almindelig

mennesker, at der oprettes baser, hvor almindelige mennesker kan opbevare familiers mutationer ? Har vi

glemt moralen?

Måske skal vi snart til at tage stilling til den slags slægtsforskning her i Danmark? Jeg ved hvor jeg står i den

sag.

[Peter Paluszewski]

Hej Erik,

Jeg forstår din bekymring, men jeg tror den bygger mere på en frygt for den nye teknologi, end reelle etiske konsekvenser.

Husk på at vi allerede med glæde finder retssager, fængselsophold, unddragelse af militærtjeneste, skilsmisser, uægte børn, offentlige bekendelser i kirken, sygdomsforløb, alt for tidligt døde børn mm. hos vores aner - og lægger dem til skue. Måske er det allerede uetisk at lave de grundige slægtstræer laver. Vores aner har jo ikke bedt om at blive registeret.

DNA i slægtsforskningen rykker efter min mening ikke ved det.
I dag bruges i slægtsforskningen næsten kun de dele af DNA'et, der er ligegyldigt i medicinske sammenhænge. Der er altså ikke mere hemmelig information end i et slægtsnavn.

Derudover bruger man nulevende personers DNA, så hvis man skulle finde en sygdom hos en forfader, så er det fordi man også selv bærer den - og må tage de etiske overvejelser ved at offentliggøre det.

I fremtiden bliver det mere almindeligt med DNA-test til medicinsk brug. Enkelte firmaer udbyder det allerede, men det er ikke relevant i slægtsforskningssammenhænge. Der er voldsomme etiske overvejelser ved disse test. Dels om man ønsker at kende forhøjede og formindskede risici for forskellige sygdomme. Dels problemet i, at man ofte ikke får lægelige vejledning med resultaterne - og det er der brug for, før man reagerer.

Med andre ord:
Jeg ser ikke, at DNA i slægtforskningen kan give værre oplysninger, end vi kan hent frem i arkiverne. Så må det være op til den enkelte forsker, hvad der er uetisk at fortælle verden.

Til gengæld kan få bevist nogle af de anelinier, hvor der er sparsomt med kilder.

Mvh Peter Paluszewski

[Christian Konstmann Autzen]

Det synes jeg da, er et utroligt godt emne at få belyst, og vel egentlig ikke blot set DNA-mæssigt.

Og jeg kunne da godt se at der blev opstillet en form for etiske regler for slægtsforskning; - og så kunne den enkelte slægtsforsker jo sådan generelt tilslutte sig en sådan etik, og andre kunne så heri lægge, at de oplysninger, som nu en sådan "etisk slægtsforsker" lægger frem, har en vis tyngde og rigtighed. Der findes jo idag mange oplysninger om personer på nettet - og i bøger og andet - hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved rigtigheden. Er oplysninger lagt frem af en person, som tilslutter sig etikken, så ville andre bedre kunne gøre brug af disse oplysninger.

- Men det har selvfølgelig ikke noget med DNA at gøre. Men jeg ville nu ikke have betænkeligheder med at få foretaget en DNA-test for at kunne sikre en forbindelse til samme person århundreder tilbage i tiden.

Jeg har netop et tilfælde, hvor jeg har en ane, som måske/måske ikke er efterkommer af herredsfoged Troels Winther på Astrupgård i Brøns sogn, Tønder amt, født omkring år 1425. Og denne tilknytning påtænker jeg netop at undersøge via en DNA-test. En opgave til her i vinterhalvåret. Jeg har en TW-efterkommer (via min svogers datters datters ægtefælle) som jeg kan teste op imod, og jeg skal så blot have fat i vedkommende.

Jeg har afdækket begge familier fuldt og helt (håber jeg da på), og der kan ikke være andre "indblandinger".

Hilsen
Christian

[Erik Boysen]

Hej Peter,
Selvfølgelig skal lægevidenskaben ikke lukke øjnene for de sygdomme der kan opstå gennem de arvemæssige gener, der kan forårsage skadelige påvirkninger af vores afkom og eventuelt forebygges for kommende generationer. Ej heller når dna bruges i kriminelle sager.

Der hvor jeg vil hen med det uæstetiske er, når vi som i dag, ser databaser skyde op på de elektroniske medier, internet, facebook osv. i fuld offentlighed. Et par eksempler; En amerikansk jøde har foretaget undersøgelse af navnegivne polske jøder med sygdommen Beta Thalassemia (blodsygdom) og  lagt ud til fri afbenyttelse, også i slægsforkningens navn.
Medicinske fakultet på et universitet i Lousiana, har lavet færdige slægtstavler på stammefolket Acadians.
Der har været ide fremme om en dna-database over ca. 700.000 islændinge tilbage til 1100 århundrede og finde mutivationer?
Du kan i dag købe en kit til ca. 200 kr foretage din egen DNA, lægge det ind i slægtstavler, blive høstet på nettet af slægtsprogrammer, som vi ved nogen programmer er særdeles dygtige til. Mon det er den vej vi tænker slægtsforskning på i fremtiden?
MVH
Erik

[Erik Boysen]

Hej Christian,
Nu er etik jo mange ting, men etik er vel noget som hver enkelt gør som individ, dels overfor andre mennesker og dels over for  samfundet, så jeg ved ikke hvordan man skulle kunne opstille etiske regler for slægtsforskning og hvordan skulle man kunne tilslutte sig de regler og hvem der skulle udpege regler i den retning.
Hvad angår dine DNA må du jo gøre dig dine egne overvejelser og etiske regler
Mvh
Erik

[Christian Konstmann Autzen]

Hej Christian,
Nu er etik jo mange ting, men etik er vel noget som hver enkelt gør som individ, dels overfor andre mennesker og dels over for  samfundet, så jeg ved ikke hvordan man skulle kunne opstille etiske regler for slægtsforskning og hvordan skulle man kunne tilslutte sig de regler og hvem der skulle udpege regler i den retning.
Hvad angår dine DNA må du jo gøre dig dine egne overvejelser og etiske regler
Mvh
Erik

Hej Erik

Først stiller du spørgsmålet - ""Findes der etik i Slægtsforskningen ?", og så giver du så nu selv svaret, at det gør der ikke, idet det helt vil være op til hver enkelt slægtsforsker selv.

Så har du jo selv svaret - og al diskussion, f.eks. på denne tråd, er vel så afsluttet.

PS: Jeg har ikke endnu læst de pågældende artikler i "Slægt & Data".

Hilsen
Christian

[Egon Hansen]

Ja så kommer jeg vel for sent?
Jeg har ladet mig fortælle, at det er sket flere gange, når der har været tale omtransplation, at dry har vist sig at "ægtemanden ikke er far til et barn født i ægteskabet".
Jeg mener at almindelige retsprincipper siger at ægtemanden er far til alle børn født i ægteskabet, indtil det er bevist at han ikke kan være det, og det er vel det princip vi også anvender i vores slægtsforskning, men skal det være på basis af dna tests er der vist mange slægtsbøger der skal skrives om !
Men så kunne vi måske få stanset diskusionen om hvem der er far til "Maren Nielskone" (herredsfoged Niels Lassen kone!)
Mvh Egon

[Henrik Krohn]

Findes der etik i slægtsforskning? Ja selvfølgelig, men som jeg ser det så handler det ikke om hvilke værktøjer vi bruger til at komme til "sandheden", men om at de resultater vi finder er korrekte og kan efterprøves af andre.
Vi har alle set de mange gamle stamtræer der er lavet hvor man selvfølgelig kan spore sin slægt tilbage til Gorm den gamle. Vores etik siger os idag at det er forkert at opfinde slægtninge, bare for at ens træ skal være fornemt eller spændende. Vi vil have sandheden, ligegyldig hvor kringlet og kedelig den så end måtte være.

DNA giver os godt nok svaret på hvem vores biologiske ophav var (eller ikke var), men er det det samme som vores familie?  Bliver vi klogere af at finde udaf at der har været et par sidesping hist og her som ingen har kendt til før nu?

Jeg ser på det sådan at værktøjet DNA testning kan give et kilde resultat og som med alle andre kilder så er det den enkelte slægtsforsker eget valg hvilke der skal fremlægges offentligt.

[Christian Konstmann Autzen]

Ja så kommer jeg vel for sent?
Jeg har ladet mig fortælle, at det er sket flere gange, når der har været tale omtransplation, at dry har vist sig at "ægtemanden ikke er far til et barn født i ægteskabet".
Jeg mener at almindelige retsprincipper siger at ægtemanden er far til alle børn født i ægteskabet, indtil det er bevist at han ikke kan være det, og det er vel det princip vi også anvender i vores slægtsforskning, men skal det være på basis af dna tests er der vist mange slægtsbøger der skal skrives om !
Men så kunne vi måske få stanset diskusionen om hvem der er far til "Maren Nielskone" (herredsfoged Niels Lassen kone!)
Mvh Egon

Hej Egon

Du har givet ret - at ægtemanden er far til alle de børn, som nu er født inden for dette ægteskab.

Men der er selvfølgelig tilfælde, hvor ægtemanden rent faktisk ikke kan være faderen. - F.eks. har jeg forsket i en familie, hvor ægtemanden (sønderjyde) var fransk fange under 1. verdenskrig, og da han vender tilbage til hjemmet efter krigen, ja så er der pludselig en søn mere - og som han faktisk ikke kan være far til. Præsten har så (under forældre) klogeligt i kirkebogen skrevet moderens navn først og "gift med ....". Præsten har så faktisk gjort opmærksom på, at her var en "urigtighed".

Denne søn er så efterkommer af Troels Winther, og i 14. generation, og hvor Svend Jacobsen og Hans-Ole Mørk vel så har et problem - sætter de ham som søn af den sønderjyske krigsfange, eller bliver han opført for sig med en ukendt far.

Hilsen
Christian

[Henrik Krohn]

Hvordan forholdt den sønderjyske krigsfange sig til barnet? Hvis han har taget barnet til sig, så ville jeg indsætte ham som faderen, og så kan man jo i en noten til barnet skrive sine observationer og tanker.
I Legacy kan du kan du du selv skifte linie alt efter om det er biologisk familie eller ej. Må man også kunne i andre programmer.

[Christian Konstmann Autzen]

Hvordan forholdt den sønderjyske krigsfange sig til barnet? Hvis han har taget barnet til sig, så ville jeg indsætte ham som faderen, og så kan man jo i en noten til barnet skrive sine observationer og tanker.
I Legacy kan du kan du du selv skifte linie alt efter om det er biologisk familie eller ej. Må man også kunne i andre programmer.

Knægten blev behandlet fint og som de andre børn - og uden problemer. Sagen som sådan blev givet næppe diskuteret meget - og hvorvidt hans børn reelt kender til de rette forhold, kan da være et godt spørgsmål.

Han er død i dag, og det er hans hustru også.

Jeg har noteret ham, som du så også ville have gjort; (med hans far som polak og i tysk krigsfangenskab - som det er blevet nævnt i familiekredsen uden omkring sønnens egen familie).

Hilsen
Christian

[Kenneth Knudsen]

Jeg læste for nyligt en artikel om en amerikansk mand, som er adoptivbarn og ikke kendte sine biologiske forældre. For nogle år siden lavede han en DNA-test og indsendte den til en hjemmeside, der gemmer oplysningerne og løbende parrer dem med andre, som får foretaget den samme test. Efter utallige frugtesløse arkivbesøg var tanken, at DNA-testen måske kunne hjælpe ham til at finde sit biologiske ophav.

Et års tid senere er der en kvinde, også amerikaner, som finder den samme hjemmeside, får lavet en test og indsender den. Kvinden var vokset op i en typisk kernefamilie med far, mor og to børn og lavede kun testen for sjov.

Det viser sig så, at kvindens mor, inden hun blev gift med kvindens far, fik en søn, som blev bortadopteret straks efter fødslen. Den bortadopterede søn er ham, der godt 50 år senere får fortaget en DNA-test i håbet om at finde sin biologiske familie - og finder en halvsøster.

I artiklen giver kvinden udtryk for, at hun er glad for at have fundet en ukendt halvbror, som hun i dag mødes med regelmæssigt. Men oplevelsen har samtidig betydet, at hun har måttet opsøge en psykolog for at håndtere den familiehemmelighed, hun uforvarende fik afsløret. Hun fortæller også, at selvom hun er glad for sin halvbror, så ville hun alligevel ønske, at hun aldrig havde indsendt den vatpind.

Jeg vil prøve, om jeg kan genfinde den oprindelige artikel. Jeg synes, den var tankevækkende.

Det var måske et sidespor til Eriks oplæg, men rummer dog nogle etiske aspekter omkring DNA-slægtsforskning. Med DNA får vi uigendrivelige fakta og vi bør nok hver for sig overveje, om vi faktisk er klar til at håndtere fakta - alle fakta.

vh Kenneth

[Peter Paluszewski]

Hej Kenneth,

Jeg har også set artiklen, og den understreger at det er personfølsomme informationer, som vi beskæftiger os med.

Min oldefar er født i 1880'erne som et uægte barn uden angivet barnefader. Ingen i familien har vidst hvem hans far var, indtil jeg i år fandt en ansøgning om forhøjelse af alimentationsbidrag.
Det betød, at jeg kunne idectificere faderen, som var blevet gift få år senere og havde stiftet familie. Jeg fandt en slægtforsker med ham i sit træ, men jeg overvejede kraftigt hvordan jeg skulle fortælle at jeg havde fundet et barn før ægteskabet.

Heldigvis er det så langt tilbage i tid at det ikke gav problemer, men det kunne jo have været så tæt på at de implicerede stadig var i live.

Det er som sådan ikke en ny etisk problemstilling, der kommer frem ved DNA-test til slægtsforskning. Men metoden er så tiltalende (modsat gamle bøger og arkiver) for ikke-slægtsforskere, at det er nye mennesker, der risikerer at blive konfronteret med at virkeligheden blandt deres forfædre ikke var så sukkersød, som man forestiller sig.

Mvh Peter

[Aase Madsen]

Hej alle.

Ja DNA kan afsløre ting, som oldeforældre eller tip-oldeforældre, med hænder og fødder forsøgte at skjule.

De kunne jo ikke vide alt om den teknik der ville komme i de næste hundrede eller 200 hundrede år.

Alt dukker op nu om dage, på grund af både DNA og internettet.

Som slægtsforsker, synes jeg de ting er spændende, men det er ikke alle som der synes det er spændende, at deres families "hemmeligheder" således bliver blotlagt.

Aase

[Leif Sommerdal]

Hvis vi endelig taler etik:

Man råber ikke i forum.
Dvs. undlad at skrive budskaber med versaller - medmindre du virkelig mener det.

Etik er i øvrigt en disciplin der ændrer sig over tid.

En fastholdelse af at udelade DNA analyser er i mine øjne en fastholdelse af at legalisere tidligere usandheder, som er foranlediget af tidligere tiders etik.

Tidligere tiders etik påbød også, at man tog andres børn og lyste dem (så vidt jeg husker) - i arv og kuld, hvis man havde den mindste relation til dem.

Det er jo heller ikke ukendt, at mange regenter er fædre til børn, som senere er blevet udlagt som børn af andre. Hvor er etikken i dette.

En fastholdelse af at udelade DNA analyser i slægtsforskning er at træffe et endegyldigt valg af, hvad der betyder mest: Arv elleVille du virkelig r miljø!!!!!

Den beslutning har jeg ikke truffet endeligt endnu - men jeg vil indtil videre fastholde mit frie valg.

Skulle andre derefter vælge at høste mine data ukritisk - er det et etisk ansvar, som de selv vælger at lægge på egne skuldre.

Moral er derfor en usikker klippe at basere sin forskning på. Biologien lyver ikke.
Ville du virkelig - ud fra et moralsk og etisk synspunkt - stille dig tilfreds med at et par etniske europæiske forældre naturligt fik et mørkt barn med tydelige negroide eller asiatiske træk, og basere din forskning på dette.

[Jørgen Sørensen]

Det er vist "Gammelt Latn" en tommelfinger regl, at hver tiende far er forkert.

BT Nyheder - www.bt.dk
https://www.bt.dk › nyheder › hver-tiende-far-er-forkert
17. apr. 2003 - Ti procent af os har en helt anden far, end vi går rundt og tror.

Det er vist ganske få promille af jordens befolkning der aner noget om DNA. Og de er totalt ligeglade.
Der findes folk, som gerne vil have viden om noget, som DNA kan svare på. Og de er glade.

Det er også helt sikkert, at hvis man holder sin viden for sig selv. Så aner resten af jordens befolkning intet om resultatet.
Ønsker man ikke selv vide noget, er det helt legalt, at afstå fra at bruge det.

Og det er 117% sikkert, at smider du en sten ind i en flok hunde, hyler den der bliver ramt, resten tager det mere roligt.

Du lægger ud med at råbe.
(Hvad jeg personligt ikke syntes om. Så der fik du mig)

FINDES DER ETIK I SLÆGTSFORSKNING??.

Hvorfor.
Skulle du måske bare tænke, findes der overhovedet Etik ?
Ja det gør der heldigvis. Bare mere for nogle end for andre.

Lige til sidst, hvis jeg er ligeglad med om det er mælkemanden, eller far, der er min far.
Hvorfor så overhovedet slægtsforske ??

[Hans Rosendal]

Måske skal vi passe lidt på her: Uden umiddelbart at kunne finde en reference mener jeg at kunne huske, at der senere kom en tilføjelse til tesen:

Ti procent af os har en helt anden far, end vi går rundt og tror

gående ud på, at det var en undersøgelse blandt personer, som på forhånd var i tvivl om faderskabet - hvor altså 10% havde ret i tvivlen - undersøgelsesresultatet kan altså ikke umiddelbart bruges om den almene befolkning.

Hvis jeg har ret, bør vi ikke bidrage til at udbrede en misforståelse!

Kommentarer?

Mvh.
Hans

[Søren Agersnap]

@ Leif Sommerdal: "Tidligere tiders etik påbød også, at man tog andres børn og lyste dem (så vidt jeg husker) - i arv og kuld, hvis man havde den mindste relation til dem." Det er ikke rigtigt, så vidt jeg huske. Fædre kunne på tinget lyse deres egne børn, født uden for ægteskabet, i kuld og køn og dermed give dem arveret på linje med sine andre børn. Der var som regel et udbredt slægtsfølelse, der gjorde, at man tog familiens børn til sig, hvis de manglede forsørger. Det krævede ingen offentlig markering, men står ofte i skifter. Hvis der opstod et stærkt gensidigt forhold mellem barn og plejeforældre, kunne arvespørgsmålet ordnes med et testamente. Det kan også nævnes, at velhavende, måske gifte, mænd, som var på vej til at få et uønsket barn, kunne finde på at bestikke en anden til at gifte sig med pigen for at undgå faderskabssag og skandale. Det måtte af den grund foregå i det absolut skjulte og fremgår ikke direkte af kilderne. Det har dog givet anledning til mange rygter og familiehistorier, som ofte er meget romantiske; men romantikken kan hurtigt fordampe, når man finder andre kilder om de pågældende personer.

Nu tilbage til DNA. DNA-tests kan få betydning på en måde, som endnu ikke er beskrevet - og i enhver henseende kan stå sig ved en etisk bedømmelse. Min yngste søn tog en test, fordi han som forsker lever af sin nysgerrighed. Ud over oplysninger om mulige arvelige sygdomme var der også omtale af beslægtede personer. Den kunne udpege min søsters søn, der havde taget den samme test, som hans fætter. Der var andre fjernere slægtninge, som jeg ikke fæstnede mig ved. Senere tog min kone testen, fordi hun er på vagt over for arvelige sygdomme. Hun fik mange oplysninger om halvfætre og halvkusiner og beslægtede i fjernere led både i Danmark og USA. Hvis jeg havde tid til at arbejde med hendes slægtshistorie, ville jeg kontakte hendes slægtninge for at få at vide om de havde viden om deres aner. Det kunne give et tilskud til anetræet.

[Erik Rødsgaard Jensen]

Når vi snakker etik, er der vel også en anden problemstilling, som ikke omhandler DNA. Det er hvordan vi slægtsforskere agerer i forskellige situationer. Det kan være en person, der søger hjælp til at finde bestemte aner, hvor forskeren opdager ting, som giver ham eller hende tvivl om, hvorvidt visse ømtålelige informationer skal videregives råt for usødet.
Et andet eksempel, mange forskere har deres slægt omtalt i flotte forkromede hjemmesider. Når man så finder ud af, at mange af oplysningerne er behæftet med fejl og måske er ren afskrift fra andre hjemmesider  - og dermed overhovedet ikke efterkontrolleret i de forskellige kilder, retter man en høflig henvendelse til den pågældende der har forfattet hjemmesiden. Her har jeg oplevet flere ubehagelige reaktioner og sure svar med antydninger om, at dette kan jeg ikke bevise. Trods det at jeg har fremsendt dokumentation for de påståede fejl. Henvendelsen fra min side er sket på baggrund af at vi jo har en fælles interesse for den pågældende slægt, og at jeg i venlighed vil være behjælpelig med at oplyse fejl, hvis jeg uden videre kan se det ud for egne oplysninger, der er kontrolleret.

[tove agerskov madsen]

Jeg har det af og til mærkeligt med oplysninger, jeg finder i gamle arkiver. Når jeg roder i menneskers hemmeligheder. Jeg fandt, at én gik fallit som storkøbmand i 1795, én begik selvmord i 1909 med ubehagelige detaljer på medico attesten, én fik karakteren 'antagelig' ved sin konfirmation i 1856, én kom i gæld og måtte pantsætte hele bohavet i 1896, én står ved død i 1911 som 'forladt kone', én enkemand måtte bortadoptere sine små børn inden ægteskab med den nye kone, mange endte som fattiglemmer, én var spiritist, én var 'uden for trossamfund', én blev bisat 'uden kirkelig medvirken' (men bagerforbundets fane var til stede iflg. mediestream) osv. osv.
De mennesker ville måske ikke have syntes om, at jeg roder i deres sager.
Jeg forsøger, når jeg skriver sammen på historierne, at behandle mine personers data respektfuldt. Det er bestemt ikke alt, som skal med.
Mvh Tove