FT1901: 'Træskomand' Kristen Pedersen i Ry (Dover sogn)

Startet af Rune Stjernholm, 15 Feb 2011 - 15:20

Forrige emne - Næste emne

Rune Stjernholm

AO, Folketælling 1901, Dover sogn, opslag 870:
Træskomand Kristen Pedersen og hustru Mette Marie Eriksen i Ry Stationsby.

Et spørgsmål til antallet af deres børn:
'Hvor mange levende Børn i Ægteskabet' angives at være 6.
'Hvor mange døde Børn i Ægteskabet (indbef. dødfødte)' angives at være 3.

Jeg er i tvivl... hvordan skal det tolkes?
At de indtil 1901 har fået i alt 6 børn, hvoraf de tre på daværende tidspunkt er døde?
Eller at de har fået sammenlagt 9 børn, hvoraf i 1901 de 6 endnu lever, og 3 er døde?

... og i øvrigt: Betegnelsen 'Træskomand', er det det samme som træskomager, eller dækker det over noget andet? Når jeg kigger i kirkebøgerne for Dover og omkringliggende sogne, forekommer der mig at være ualmindeligt mange 'Træskomænd' på den egn!

Tak for enhver hjælp!

Med venlig hilsen,

Rune Stjernholm
Vind pr. Holstebro

Peter Kristiansen

Eller at de har fået sammenlagt 9 børn, hvoraf i 1901 de 6 endnu lever, og 3 er døde?
Sådan tolker jeg det.
M.v.h. Peter Kristiansen

Steen Møller Pedersen

Hilsen
Steen Møller Pedersen
http://www.steenmp.dk/family

Rune Stjernholm

Jeg tolker selv angivelsen som sammenlagt 6+3 børn, men står i den spidsfindige situation, at jeg i kirkebøger og tidligere folketællinger kun kan spore netop seks børn, hvoraf de tre dør inden 1901: (1869), (1872-1877), (1874), (1878), (1881-1883) og (1883-1895).

Så jeg er ikke rigtig sikker på, hvilket svar jeg havde håbet ville være det rigtige...  ;)
Med venlig hilsen,

Rune Stjernholm
Vind pr. Holstebro

Peter Kristiansen

HVIS der er tale om dødfødte børn - så kan de i enkelte tilfælde være anført et separat sted i kirkebogen.
M.v.h. Peter Kristiansen

Leif Thor Olsen


Om de mange træskomænd. Det er kendt, at der især i det skovrige Lover syssel var mange dygtige træskomænd, de såkaldte skovlovringer. Man sagde, at de var dygtige til tre ting: At lave træsko, at bjerge træ og at drikke brændevin.

Mvh. Leif

Rune Stjernholm

Det er selvfølgelig en mulighed, Peter, og jeg har også tænkt lidt i de baner... Men med tre eventuelt dødfødte børn og tre børn, der beviseligt er døde, så burde regnestykket jo se modsat ud: Tre levende og seks døde børn. FT siger seks levende og tre døde!?

Og tak til Steen og Leif for jeres bidrag!
Med venlig hilsen,

Rune Stjernholm
Vind pr. Holstebro

Thestrup-Bjørn

Jeg har mange træskomænd/træskomagere fra Gl. Ry og Them sogne - en naturlig beskæftigelse ved de mange skove.
Dem fra Lovdal, Them sogn kaldtes, så vidt jeg husker, for lovringer. Navnet Lauring kommer efter sigende derfra.

---

Med hensyn til antallet af levende og døde børn.
Som regel er anførelsen korrekt - men af og til har jeg set, at beboeren åbenbart har misforstået spørgsmålet, for i nogle tilfælde har jeg heller ikke kunnet få oplysningerne i FT1901 til at stemme.
Betydningen (hvis det er oplyst korrekt) er, at parret har fået i alt 9 børn.

Parret kan jo være flyttet lidt rundt gennem årene, så nogle børn er født i andre sogne end der, hvor du har ledt.
v.h. Thestrup-Bjørn, Sjælland
Medlem af DIS-Danmark siden 1994
Registreret bruger af Brother's Keeper siden 1998