meget erfaren slægtsforsker søges til råd/hjælp

Startet af Katharina Louise Janhøj Jensen, 27 Jan 2014 - 17:53

Forrige emne - Næste emne

Katharina Louise Janhøj Jensen

Hej

Følgene har jeg kopieret fra andet forum da der ikke var nogen der kunne hjælpe.
Jeg mangler hjælp til forslag til hvor jeg kan søge (nærmeste sogne) og friske øjne til at se om jeg har overset noget i skifte fra 1733 Amt Frederiksborg Amt/Amtstue Jægerspris Amt.
Evt foreslag til hvor jeg kan lede videre bliver modtaget med kyshånd.



Jeg leder efter en fødsel af Hedevig Kirstine Nielsdatter.

Hun blev gift med Christian Frederik Meyer født 1728 i Kbhvn.

Ifølge "Sjællands Stifts Degnehistorie" Gadstrup-Syv, Ramsø herred side 43.
citat:
"Gift 13.11.1761 med Hedevig Kirstine Nielsdatter. f. 9.2.1736, død 19.4.1797. Datter af møller på Jægerspris, Niels Andersen og Anne Eller."

Ægteskab mellem Niels Andersen, møller på Jægerspris mølle og Anne Magdalene Eller
Juni 18, 1735, Frederiksborg, Horns, Dråby opslag 156, kolonne 3.

Det ser ud til at Niels og Anne forlader Dråby efter vielsen og at Niels overdrager Jægerspris mølle til sin søn af første ægteskab Anders Nielsen

Ihvertfald optræder hverken Niels eller Anne i kirkebogen efter deres ægteskab, før Niels´s død i 1739 opslag 112, kolonne 3. Nels Andersen, den gl. møller begravet.
og Anna er ikke nævnt før hun gifter sig igen i 1741 opslag 157 - Afg. Niels Andersens enke Ane Magdalene trolovet/viet til Peder Mortensen.

Jeg tænker at de måske er flyttet ud af sognet, hvor de har fået datteren Hedevig, men jeg kan ikke finde nogle optegnelser.

Jeg har været igang med at søge længe, da det har stor betydning om Sjællands Stifts Degnehistorie har ret og det er denne Hedevig han er gift med, eller om det måske er en fejl og det i virkeligheden er Helvig Nielsdatter som Niels får med sin kone nummer to (Christina Grahner) i ca. 1726. For at gøre forvirringen komplet, får Niels´s søn Anders, en pige kaldet Helvig med sin kone Sophie Graner i 1736.

Det er et par års slægtsforskning der står på spil, tilbage i rækkerne, og rigtig mange menneskers stamtræer der er forkerte hvis dette ikke holder vand.

Så alt på et bræt. Stammer jeg fra Grahner eller Eller grenen?

På forhånd tak for hvilket som helst forslag til/forsøg på hjælp

Mange håbefulde hilsner
Katharina Jensen

Ole Munk

Hej Katharina

Jeg går ud fra, at dit indlæg skyldes, at du ikke kan finde "din" Hedevig i kirkebogen i Draaby sogn i 1736?

For at kunne rådgive dig, kunne jeg godt tænke mig nogle flere oplysninger:


Alle de oplysninger, du har om "din" Hedevig. Det vil sige: Indførsel i kirkebog ved hendes død, alle oplysninger fra hendes husstand i folketælingen 1787, hendes vielse med Christian Meyer, andre oplysninger om hende
dåbsindførsel fra Dråby kirkebog fra alle de Helvig, der kan være tale om
Hvad står der i det skifte, du omtaler?

Umiddelbart synes jeg ikke, at der er noget ved dine oplysninger, der indikerer, at "den gamle møller" har forladt sognet. Han bliver gift der i 1735 og dør samme sted (sikkert som aftægtsmand i møllen?) i 1739. Hvor gammel var han? Hvor gammel var hans 2. hustru? Var hun ung nok, til at få børn i 1736?

Det er iøvrigt tankevækkende, hvis "den gamle møller" i 1736 får et barn, der ikke opkaldes efter hans afdøde hustru!

Umiddelbart hælder jeg mest til, at "din" Hedevig er fra 2. ægteskab eller eventuelt er datter af sønnen Anders Nielsen. Man kan sagtens forestille sig, at forfatteren af "Sjællands stifts degnehistorie" har rodet lidt rundt i det.

Men vi skal have lidt flere facts på bordet! Så start med at fortælle, hvad du allerede har af oplysninger!

mvh Ole

Katharina Louise Janhøj Jensen

Hej Ole.
Tusind tak fordi du vil lægge friske øjne til dette.
Alle spørgsmålene skulle være besvaret her.
Skriv endelig hvis jeg kan svare på mere.

Dåben af Helvig Kerstine Andersdatter (datter af Anders Nielsen og Sophie Grahner)
Frederiksborg, Horns, Dråby Feb 29, 1736, opslag 27, kolonne 1. En af fadderne er Niels Andersen, møller

Hedevigs fødsel: Feb 2, 1736 Ifølge "Sjællands Stifts Degnehistorier" forældre, Møller Niels Andersen og hustru Anne Eller (født 1712, så hun kunne sagtens selv have fået et barn med Niels)

Forøvrigt bliver far og søn gift samme år. Anne er Niels´s tredje hustru
Vielse af Christian Mejer og Helvig Christine Nielsen Dråby 1761 opslag 161

Ved kongelig resol. 17/9 1779 blev de separeret og han tilpligtet til at betale hende 40 Rd. årligt, hvilket fremkaldte mange indsigelser fra hans side. Sjællands Degne historier

Folketælling 1787 Gadstrup opslag 2. Christian Meyer  Frasepareret, bor med datteren Anne Dorte Meyer 24år Hedevig/Helvig kan jeg ikke finde (måske datteren er opkaldt efter mormoderen)

Dette har jeg fundet et sted på nettet, har ikke set orginalen.
Ramso Herreds Provisti (Khvn), Skifteprotokol BK 1 1737-1801 - film 41332
Christian Frederich Mejer sognedegn i Gastrup-Syv     21 Aug 1794    pg 425
WIFE:    Kirstine madame Hedevig sal. Mejers  (signed: H.C. Meyer)
CH:      Ane Dorthe Mejer jomfrue (= Jens Jensen Tolstrup i Khvn - married 9 Dec 1795)
?1WIFE:
CH:      Frederich Emanuel Mejer  27
         Andreas Christian Mejer  24
         Jens Wilhelm Mejer       23
curator: Lars Hansen raadmand i Roeskilde & Mads Hansen
wgd: David Pedersen
NOTE: not sure if he had 1st wife or not?
[Ramso Herreds Provsti, Khvn skfpr; Bk 1 1737-1801; film 41332]

Gadstrup, Ramsø, Roskilde. April 13, 1797
opslag 76, Madam Meyer 62 år begravet

Skifte
Amt Frederiksborg Amt/Amtstue Jægerspris Amt
Opslag 292:
Jægerspris Mølle
Anders Nielsen Møller er Formynder for hans halv
Søskende Peder Nielsen og Helvig Nielsdatter for
Deres tilfalden Fædrene og Mødrene arveposter
Efter skiftebreve af 3. Aug. 1733 27. Septb. 1739
Og 10. Decb. 1740 som hand fra Skovridder Grahnes
Stervboe har anmommet 1743 Courant 720 Rd. 7 Sk.

(I skiftet står der alder et sted, så jeg kan regne ud at denne Helvig er født ca. 1726)

Jeg fandt dette i opslag 182 venstre side nederst:
Ved videre dend 3. Aug 1733 holdt skifte i Jægerspris Mølle
Efter Niels Andersens anden afgangne hustru Sal Kirsten Hansdatter Grahne
og børn 2 sønner og 2 døtre tilfalden mødrene arf 665 Rd.

Håber du kan få noget fornuftigt ud af alt dette rod
Mange hilsner fra
Katharina

Ole Munk

Hej igen

Jeg har kigget lidt mere på det og jeg er ret sikker på, at forfatteren til "Sjællands stifts degnehistorie" har blandet tingene lidt sammen:

Der er ikke noget som helst, der tyder på, at møller Niels Andersen og hans 3. hustru på noget tidspunkt skal være flyttet væk fra sognet. Selv om de var, så vil det også være noget af et sammentræf, hvis såvel møller Niels Andersen som hans søn møller Anders Nielsen begge skulle få en datter ved navn Helvig Kirstine i februar måned 1736. Hvis vi antager, at Niels Andersen aldrig skulle være flyttet væk fra sognet, så skulle hans barn ved en fejl mangle i kirkebogen.

Ydermere skulle Niels Andersen vælge at døbe endnu en datter Helvig Kirstine - det normale ville være, at han opkaldt en datter i 3. ægteskab efter sin afdøde kone fra 2. ægteskab.

Jeg tror, at den Helvig Kirstine, der bliver gift med Christian Meyer er datter af Anders Nielsen. At hun kaldes Nielsen ved vielsen kan skyldes at der er tale om fornemme folk (eller nogen, der gerne vil være det) og derfor får hun ikke et patronym, men kaldes Nielsen som sin far (i mangel på et egentligt slægtsnavn). Har du senere mødt hende som Nielsdatter?

Der er også en lille chance for, at det er datteren Helvig af Niels Andersens 2. ægteskab. Her må du finde dåben og se om hun kun hedder Helvig eller hun også hedder Helvig Kirstine? Er hun iøvrigt død inden 1736 - hvis ikke er der slet ingen grund til at opkalde en datter med det navn?

For at være helt sikker, skal du have fundet nogle skifter (eller i der mindste nogen af dem):

1) efter møller Niels Andersen
2) efter hans 3die hustru Anne Eller
3) efter hans søn møller Anders Nielsen
3) efter møller Anders Nielsens hustru Sophie Grahner (mon ikke hun er i familie med faderens 2. hustru?)

Du bør også finde originalskifter efter Christian Meyer - i afskriften står der både Kirstine og Helvig ud for hende, det tyder også på Anders Nielsens datter.

Bemærk iøvrigt, at Christian Meyers datter Anne også kan være opkaldt efter farmor, der også hed Anne.

mvh Ole



Katharina Louise Janhøj Jensen

Hej Ole.
Min logik siger mig også at det må være Anders datter Helvig der er tale om. Meeen.
Der er to ting der støder mig
1. i Sjællands Degnehistorier hedder hun Hedevig
2. i Christian Meyers skifte står hun som Hedevig
Mellem navnet er Kirstine, Niels´s anden hustru hed Kirstine Grahner (som for at gøre forvirringen total er søster til Sophie Grahner som sønnen Anders gifter sig med.
Og så til den flove del.
Jeg kan ikke finde ud af at finde skifter  :-[
Det eneste skifte jeg kan finde er Frederiksborg amtstue som ikke dækker Anne Eller.
Jeg kan ikke finde det fra Christian Meyer.
Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke er betalende medlem nogen steder da jeg desværre ikke har økonomisk mulighed for dette, eller fordi jeg bare er et fjols.
Mange hilsner fra
Katharina

Ole Krog

#5
Katharina - jeg fandt nedenstående via nettet - kan det evt. hjælpe dig ?

Fundet på nettet under dette link:  
http://aurelia-clemons.dk/rak-rerx.htm     (afskrifter af aurelia-clemons)

det samme som du henviser til:

Christian Frederich Mejer sognedegn i Gastrup-Syv     21 Aug 1794    pg 425
WIFE:    Kirstine madame Hedevig sal. Mejers  (signed: H.C. Meyer)
CH:      Ane Dorthe Mejer jomfrue (= Jens Jensen Tolstrup i Khvn - married 9 Dec 1795)
?1WIFE:
CH:      Frederich Emanuel Mejer  27
        Andreas Christian Mejer  24
        Jens Wilhelm Mejer       23
curator: Lars Hansen raadmand i Roeskilde & Mads Hansen
wgd: David Pedersen
NOTE: not sure if he had 1st wife or not?
[Ramso Herreds Provsti, Khvn skfpr; Bk 1 1737-1801; film 41332]

Dråby sogn 1736 opslag 27: Den 29. February Anders Nielsen Møller ved ? Mølle - datters navn Helvig Kirstine m.v.

I øvrigt denne hjemmeside:
http://gavik.net/allepersoner/aqwg237.htm   (Gert Gavik har denne hjemmeside)

Christian Frederich MEYER [Forældre] født i 1728 i København, Sokkelund, København. Han døde den 26 Aug 1794 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde. Christian viet Helvig Kirstine NIELSDATTER den 9 Dec 1761 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Ægteskabet endte med Skilsmisse
Sognedegn i Syv og Gadstrup sogne.
   Helvig Kirstine NIELSDATTER [Forældre] født den 28 Feb 1736 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Hun døde den 13 Jan 1797 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde. Helvig viet Christian Frederich MEYER den 9 Dec 1761 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Ægteskabet endte med Skilsmisse
de har følgende børn.
      F   i      Ane Dorthe MEYER født den 29 Okt 1763 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde. Hun døde.

      M   ii      Frederich Emmanuel MEYER født i 1765 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde. Han døde den 9 Maj 1765 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde.

      M   iii      Frederich Emmanuel MEYER født den 12 Nov 1767 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde. Han døde.

      M   iv      Andreas Christian MEYER født den 17 Jul 1770 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde. Han døde.

      M   v   Jens Wilhelm MEYER født den 10 Jan 1772. Han døde den 6 Aug 1833.

      F   vi      Sophie Helvig MEYER født i 1775 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde. Hun døde den 16 Okt 1780 i Gadstrup, Ramsø, Roskilde.


Hendes forældre:
Anders Nielsen MØLLER født i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Han døde. Anders viet Sophie Hedvig GRAHNER den 18 Sep 1734 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg.
   Sophie Hedvig GRAHNER [Forældre] født den 14 Dec 1716 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Hun døde. Sophie viet Anders Nielsen MØLLER den 18 Sep 1734 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg.
de har følgende børn.
      F   i   Helvig Kirstine NIELSDATTER født den 28 Feb 1736. Hun døde den 13 Jan 1797.

      M   ii      Peder NIELSEN født i 1739 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Han døde i 1739 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg.

      F   iii      Sophie Hedevig NIELSDATTER født i 1740 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Hun døde i 1740 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg.

      M   iv      Niels NIELSEN født i 1741 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Han døde.

      F   v      Birthe Kirstine NIELSDATTER født i 1743 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Hun døde.

      M   vi      Peder NIELSEN født i 1744 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Han døde.

      F   vii      Kirstine NIELSDATTER født i 1745 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Hun døde.

      M   viii   Peder Andersen NIELSEN født i 1747. Han døde før 1801.

      M   ix      Andreas NIELSEN født i 1749 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Han døde.

      M   x      Stephen NIELSEN født i 1750 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Han døde.


Hans forældre
Wilhelm MEYER født i Strassbourg, Frankrig. Han døde i 1736 i København, Sokkelund, København. Wilhelm viet Anna Dorthea Jensdatter TORM.
   Anna Dorthea Jensdatter TORM født i 1695. Hun døde i 1771 i København, Sokkelund, København. Anna viet Wilhelm MEYER.
de har følgende børn.
      M   i   Christian Frederich MEYER født i 1728. Han døde den 26 Aug 1794.
      M   ii      Erik Wilhelm MEYER døde i 1778.

      M   iii      Jens Mejer MEYER døde i 1775.

Urmager i Sankt Pedersborg.

      M   iv      Emmanuel MEYER døde.

Kobbersmed i København.

Sophies forældre:

Hans Stephan GRAHNER født omkring 1675. Han døde i 1743 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Hans viet Helvig PEDERSDATTER den 20 Jan 1701 i Værløse, Smørum, København.


Andet ægteskab/forhold:

HANSDATTER, Maren


Helvig PEDERSDATTER født omkring 1676. Hun døde den 31 Maj 1723 i Jægerspris, Dråby, Horns, Frederiksborg. Helvig viet Hans Stephan GRAHNER den 20 Jan 1701 i Værløse, Smørum, København.


de har følgende børn.

  F i Sophie Hedvig GRAHNER født den 14 Dec 1716. Hun døde.


Du kan evt. kontakte Gert Gavik vedr. familieforholdene - gå ind på hans hjemmeside http://gavik.net/ og her kan du kontakte ham via email.

med venlig hilsen


Ole Krog

Katharina Louise Janhøj Jensen

Hej Ole. Tusind tak skal du have.

Jeg er selv faldet over dette undervejs, men der er også en fejl her.
Christian Meyers far står her til at hedde Wilhelm. Men jeg har fundet faderens og moderens vielse, og der er ingen tvivl her, faderen hedder Friderich Meyer.

Jeg render hovedet imod en mur i forhold til at der er så mange der overtager hinandens oplysninger uden at efterprøve dem (hvad jeg jo også selv startede med).

Jeg ved ikke om jeg kan tillade mig at spørge dig, men jeg gør det altså :-[.

Har du tid og mulighed for at kigge på følgende for mig:
AO skifter Frederiksborg amtstue opslag 179-285

Jeg læser det som at Niels får en søn (Anders) med kone 1 med et navn jeg ikke kan tyde?

Jeg læser at han får Peder og Helvig med kone 2 Kirstine/Christine Grahner.

Jeg læser intet om kone tre Anne Eller som overlever Niels?

Jeg læser et sted at der bliver efterladt 4 børn ( 2 piger og 2 dreng). opslag 182 venstre side nederst
(Betyder det at der ud over Anders er et barn mere af første ægteskab?)

Jeg læser det som at skovridder Grahner starter som formynder for Peder og Helvig, men at Anders overtager efter Grahners død. opslag 285?

Jeg har læst på det flere gange for at lære at læse skriften, men det er mig umuligt at finde de sidste svar.
Har du ikke tid og lyst er det fuldt forståeligt, så skal du i hvertilfælde have tusind tak for at du har hjulpet mig så langt.
Mange hilsner fra
Katharina

Mike Lyng

Hej Katharina



Oplysninger om Jægerspris Mølle.

I slutningen af 1600-tallet blev Anders Arvedsen møller. Efter hans død i 1708 overtog sønnen Niels Andersen forpagtningen. Anders Arvedsens slægt forpagtede møllen i over 100 år. Igennem det meste af 1700-tallet hed møllerne skiftevis Niels Andersen og Anders Nielsen.

Mølleforpagter Peder Andersen døde i 1795. Han fik ikke børn, men havde taget 4 af søsterens børn i pleje. Møllerenken drev møllen nogle år, hvorefter en af Peder Andersens søstersønner, Jens Wilhelm Meyer, overtog forpagtningen i 1802.

Jens Wilhelm Meyer blev i 1816 sat fra bestillingen, fordi han havde ladet de 3 møller, som Jægerspris Mølle bestod af, forfalde.



Kilde: Møller i Horns Herred, revideret udgave


mvh

Mike
Slægtsnavne: Meulengracht, Spliid, Skotte (Gørløse), Veggerslev (Århus), Göring (Rendsburg), Maar (Strøby/Ørsted/Roskilde), Liungh (Præst i Ørsted), Reusler (Tyskland/Frederiksværk)

Katharina Louise Janhøj Jensen

Den version har jeg ikke set før. Havde Anders Andersen på plads, men denne er kort og kontant og ikke mindst god. Tak Mike