Hvordan fandt man sin kæreste, ægtemand- og kone?

Startet af Tommy, 14 Jan 2014 - 15:51

Forrige emne - Næste emne

Tommy

Jeg er i gang med at skrive om mine aner og har tænkt meget over, hvordan de forskellige mødte deres kæreste, kommende mand og kone

Kan nogen hjælpe med eller fortælle hvor jeg kan finde nogle oplysninger - hvordan fandt man sin kæreste og sin kommende mand og kone i 1700 og 1800-tallet både på landet og i byen??

Jeg har søgt flere steder uden resultat.

Mikkel Eide Eriksen

Hej Tommy

Måske kan denne lille historie fra min egen slægt belyse det lidt - der var både fornuftsægteskaber og de mere romatiske af slagsen:

Mine tip3-oldeforældre Jens Christian Pedersen (1815-1903) og Christine Caroline Christensdatter (1816-1881) kan ses i folketællingen 1834 hos gårdmand Anders Larsen på Søgaard i Vils i Vejerslev sogn.

Citat
Thisted, Morsø Sønder, Vejerslev, Vils Bye, Søegaard, en gård, 64, FT-1834, B6271

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Anders Larsen Søegaard 60 Gift  Gårdmand
Birte Catrine Christensdatter 46 Gift  Hans kone [Anders Larsen Søegaard]
Elisabeth Jensdatter 10 Ugift  Deres plejebørn [Anders Larsen Søegaard, Birte Catrine Christensdatter]
Christen Laustsen Riis 5 Ugift  Deres plejebørn [Anders Larsen Søegaard, Birte Catrine Christensdatter]
Peder Christensen Svane 23 Ugift  Tjenestefolk
Jens Christian Pedersen 18 Ugift  Tjenestefolk
Christine Caroline Christensdatter 18 Ugift  Tjenestefolk

Jeg har fulgt dem i kirkebøgernes af- og tilgangslister og har stykket følgende sammen:

Den 1. Juni 1838 rejste Christine Caroline højgravid fra tjenestestedet Søgaard. Hun fødte Anders Jensen 20. Juni i huset hos sin stedfader Jens Olesen Houe i Gullerup i Bjergby sogn. Jens Christian Pedersen var den udlagte barnefader. Først 21. Juni henvendte hun sig til præsten som noterede tilgangen til sognet.

Christine Caroline var dog ikke længe hos sin stedfader, allerede 10. Juli 1838 rejste hun tilbage til Vejerslev hvor hun indtegnes 18. Juli - nok for at arbejde på Søgaard igen. Hun blev dog hurtigt gravid igen, og den 2. Juni 1839 blev hun gift med den 15 år ældre enkemand Anders Pedersen Dam fra Ovtrup sogn. De rejste fra Vejerslev mod Ovtrup den 8. Juni, og Christine Caroline fødte en datter 30. september der døbtes Birthe Cathrine Jensdatter (J. Chr. er igen udlagt barnefader, så de må have været sammen igen omkring årsskiftet 1838/1839).

Jeg kan ikke vide det, men jeg forestiller mig at ægteskabet har været arrangeret af forældrene, de har måske ikke syntes at Jens Chr. Pedersen var et godt parti (han var bare gårdkarl uden fæste).

Anders Pedersen Dam og Christine Caroline bor i Ovtrup indtil hans død 5. juni 1853, de fik ingen børn. Den 17. januar året efter giftede hun sig endelig med Jens Christian Pedersen! Jeg ved ikke hvor han har været henne i al den tid (16 år!), men han havde tilsyneladende ikke glemt hende -- ved ægteskabet er han stadig ungkarl.

I mellemtiden var deres første søn Anders Jensen kommet i pleje hos Anders Larsen på Søgaard i Vejerslev sogn, hvor han findes 1845, og hos enken i 1850. Den 18. April 1853 tager han til Mollerup sogn, hvor han ankommer 6. Maj 1853. Han forlader dog Mollerup allerede 2. November 1854 for at tage til Ovtrup, velsagtens fordi han har hørt at hans forældre er blevet gift. Han er hos dem ved folketællingen 1855.

25. Marts 1858 rejser familien fra Ovtrup til Gullerup i Bjergby sogn, hvor de også findes ved folketællingen 1860 -- minus Anders Jensen, som selv er i gang med at stifte familie.

mvh
Mikkel
Interesse: alt Gilleleje plus Lindberg/Humble (SE/DK) Svane (Mors) Behringer (Alsace/DK/NO) Bortvig/Fleischer (Lolland)

Hjælper gerne med Sverige: https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,153986

Tommy

Det var en god opsætning så den model vil jeg overveje. Tak for hjælpen.

Inge Nissen

#3
Hej

En af mine tiptipoldefædre fra Als var soldat i 1810 og traf i København en pige fra Hollænderbyen, som han tog med til Als, (ifølge traditionen gik de hele vejen, bortset fra turen over bælterne og hun medbragte en rose og forskelligt grøntsagsfrø), de giftede sig i Lysabild og overtog slægtsgården i Lysabildskov. Hendes mor var fra Bornholm og hun havde som barn boet på Bornholm.

Ellers er de fleste at min forfædre gift med en fra samme sogn, så de har vel kendt hinanden fra skolen, truffet hinanden til bal på kroen eller til familiefest, eller tjent samme sted - ofte har forældrene, andre familiemedlemmer eller bekendtskabskreds vel hjulpet med passende emner, især når det var ægteskab nr. 2, ofte gik der jo kun få måneder fra den ene ægtefælles død til den efterlevende giftede sig igen, måske med en søster eller bror til den afdøde. I hvert fald på landet, der var en gård, der skulle drives og børn, der skulle passes, det var ikke let som enlig.
Jeg kender ikke så meget til byerne, men det kunne jo f.eks. være en datter af en håndværker, der gifter sig med svenden, der så måske overtager svigerfaderens værksted.

En af mine 3xtipoldefædre døde ung, enken giftede sig hurtigt igen og da hun efter få år døde, giftede hendes mand sig med en søster til sin første kones første mand - det hele vel for at kunne passe slægtsgården indtil sønnen af 1. ægteskab blev gammel nok til at overtage gården.

Hilsen Inge