Konfiskation af tysk ejendom i Danmark efter 1945

[Inger Buchard]

Jeg faldt over en konfiskation på Als 1946:

I søskendeflokkken delte man i 1932 arven efter min oldefar sådan, at de to ugifte søstre fik livsvarig (gratis) bopælsret i forældrenes hus, mens de øvrige 4 søskende overtog huset i lige store dele.

Men een af disse søskende var tysk statsborger med bopæl i Kiel; hans arveandel blev beslaglagt i 1946 af den danske stat i henhold til lov nr. 132 af 30. marts 1946, hvorpå staten solgte denne andel til de øvrige 3 ejere af huset.

Købmanden i Kiel var ikke krigsforbryder el. lign., han var blot tysk statsborger; desuden var han omkommet under bombningen af Kiel, men havde to voksne sønner.

Spørgsmål:
- hvor længe gjaldt lov nr. 132 af 30. marts 1946? Til Bonn-aftalerne i 1955?
- det undrer mig, at en arvedel af en værdi på kr. 2100.- falder ind under loven om beslaglæggelse af tysk og japansk ejendom i Danmark; jeg troede, loven skulle ramme de store kapital- og jordejere, men her var der tale om arv fra far til søn i småtingsafdelingen
- kunne de to sønner i Kiel (een var stadig i russisk krigsfangenskab, mens den anden vist nok var hjemme igen efter krigstjeneste) have forhindret beslaglæggelsen, hvis de havde vidst, hvad der foregik?

Den historie har jeg ikke kendt før i går, da jeg nærlæste http://www.jessenb.dk/OksboelSogn/Broballe/Siderne/Spangsmosevej/AP_SPANG_06.htm
men jeg tror, den forklarer, hvorfor min fars fætter i Kiel havde et anspændt forhold til dele af sin sønderjyske familie.

Inger

[Kaj Arne Jørgensen]

Loven https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66261

Lovens ophævelse 2. maj 1990  
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=66326

[Inger Buchard]

Tak, Kaj.
Det var klar tale, selv om reglerne opblødes noget efterhånden

Inger

[Hans Poulsen]

Moralen må være, at man læser tråden og samtlige indlæg grundigt igennem, inden man selv kaster sig ud i emnet.

Spørgsmåler i den grad fængede hos mig, så jeg gik i gang, da jeg havde læst trådstarterens indlæg, og da jeg skulle til at skrive mit svar, så jeg, at Kaj Arne allerede ved middagstid havde svaret det, som også jeg havde fundet frem til, men først ved 18.30-tiden.

Venlig hilsen
Hans

[Inger Buchard]

Tak alligevel, selv om du sikkert lige skulle have 'een på den anden side' mellem 12 og 2

Inger

[Christian Konstmann Autzen]

Denne historie er jo god at få forstand af.

Det efterfølgende har absolut intet med Inger og hendes familie at gøre, men er alene et tænkt eksempel.

Nu foregår den jo i Sønderjylland (på Als), og hvis vi går tilbage til før 1920, så var Sønderjylland jo under preussisk styre. En del hjemmetyskere fra Sønderjylland var jo dengang, efter 1920 og til og med i hvert fald 1945, meget tyskvenlige, og herved kunne det jo have været sådan, at de arvinger, som rent faktisk fik penge udbetalt, var mere tyskvenlige end manden fra Kiel.

Havde han ikke boet i Kiel, men i f.eks. Sønderjylland eller det øvrige Danmark, og været meget tyskvenlig, så ville han jo vel have fået pengene udbetalt.

Hvis det havde været i det øvrige Danmark, det var foregået, så ville vi (jeg) vel aldrig nogensinde have haft en sådan tanke.

Lovgivningen er jo som regel af det gode, men kan give besynderlige udslag.

PS: Min tante var gift med en hjemmetysker, men jeg synes aldrig overhovedet at have hørt noget ufordelagtigt i familien desangående eller om problemer af nogen art iøvrigt i relation hertil. Deres børn gik i tysk skole og også deres børnebørn - men vi snakkede og snakker altid dansk/sønderjysk sammen.

Hilsen
Christian

[Inger Buchard]

Loven af 1946 var vel i orden, selv om den som så meget andet i den umiddelbare efterkrigstid kan forekomme eftertiden vel harsk. Den bliver da også blødt op i 1950'erne, bl.a. på området arv.

Og Christian har ret: eksemplet 'hjemmetyskere' skal ikke bringes i sammenhæng med min familie. Enten forblev de gode (danske) sønderjyder eller også havde de før 1914 søgt derhen, hvor udviklingen gik stærkere end i forkomne Nordslesvig; de sidste eller deres børn blev med tiden tyskere. Min slægtning fra Kiel var ud af en nordalsisk håndværkerfamilie, hvis medlemmer åbenbart ville frem i verden - een bror var (kortvarigt) borgmester i Sønderborg efter genforeningen og blev hele sit liv betragtet som en 'god dansk mand', mens lillebroderen altså var købmand i Kiel. Deres børn mødtes regelmæssigt uden sprogproblemer; jeg har som barn oplevet, at jeg snakkede sønderjysk til min fars kusine, hun svarede (vistnok) på plattysk eller noget, der var iblandet sønderjyske stumper - og vi forstod hinanden på et ganske højt niveau; det endte med at jeg også forstod hendes pap-børnebørn, der kun snakkede tysk. Så helt ned i min generation var 1920-grænsen ikke noget, der brød sammenhængen indenfor familien.

Det puslespil er 'vi sønderjyder' vokset op med, og som Christian oplever jeg kompleksiteten som noget meget positivt.

Inger

[Niels Ole Dahl]

Hej

Jeg kan også komme med et eksempel.

Jeg har stødt på en tysker( han forblev tysk statsborger, han var jo tysker og ville ikke ændre på det ) som var gift med en dansk kvinde, han havde et maskinværksted i Esbjerg og var efter sigende ret dygtig , da tyskerne besatte Danmark krævede de at han arbejdede for Tyskland , han kunne vælge imellem Østfronten eller makke ret. Han skrev sirligt ned alt hvad han lavede for Tyskland og hvad han tjente og gemte det på en særskilt konto og afleverede beløbet til den danske stat, men dette var ikke nok han blev arresteret og hans ejendom konfiskeret, hvorefter han blev sendt til Tyskland i fangelejr. Senere efter omkring et års tid kom han dog tilbage til familien i Esbjerg igen, men måtte økonomisk starte på forfra.

Nogle mener det var en hårdhændet behandling og ja måske det var, det er et svært spørgsmål, for hvis nu Tyskerne havde vundet krigen, havde han så også afleveret fortjenesten ?

Men der er jo ikke nogen af os der er i tvivl om at krigen kunne have store konsekvenser for den almindelige borger uanset hvilket land man var statsborger i.