Karen Marie Jensen Ll Linde Hårløv * omkring 1870 - hvad blev der af hende ?

Startet af Peter Pedersen, 05 Sep 2013 - 21:43

Forrige emne - Næste emne

Peter Pedersen

Hej,,,
Ikke en ane, men et hverdagsdrama fra Stevns i 1888.

En af mine aner Christian Pedersen (ham jeg oprindeligt kaldte banditten og noget var der om snakken) er i 1888 i retten for vold mod gårdmand Jens Nielsen. Historien er, at Christian var kæreste med den i 1888 18 årige Karen Marie Jensen. Jens havde forbudt sin datter at være kæreste med Christian. Efter et bal i Enderslev hvor Christian følger Karen Marie hjem til gården i Lille Linde og hvor Maren Maries stedmoder øjensynligt også har været med, opstår et mundhuggeri, der resulterer i håndgemæng. Jeg har uden held prøvet at spore Karen Marie for at se hvad der blev af hende, men kan ikke finde hverken frøkenen eller faderen i folketællingerne. Så hvis der skulle være behjælpelige sjæle, der måtte fatte interesse for historien og kan finde Karen Marie, ville det være dejligt.

mvh Peter Pedersen
Peter Pedersen

Søren Juul Mikkelsen

Hej Peter,

Mon ikke dette er familien i 1880:

Præstø, Bjæverskov, Haarlev, Lillelinde By, et Huus, 111, FT-1880, C5847
Navn:    Alder:    Civilstand:      Stilling i husstanden:      Erhverv:      Fødested:
Jens Nielsen   46    Gift   Huusfader og Kjøbmand      Haarløv Sogn, Præstø Amt
Ane Jensen   43    Gift   Huusmoder      Ulsøe Sogn, Præstø Amt
Hans Peder Nielsen   13    Ugift   deres Barn      Terslev Sogn, Sørø Amt
Karen Marie Nielsen   9    Ugift   deres Barn      Terslev Sogn, Sørø Amt

og i 1890 men uden datteren Karen Marie:

Præstø, Bjæverskov, Haarlev, Lille Linde, hus, 17, FT-1890, C5972
Navn:    Alder:    Civilstand:      Stilling i husstanden:      Erhverv:      Fødested:
Jens Nielsen   56    Gift   Husfader   Kjøbmand   Haarlev
Ane Jensen   53    Gift   Husmoder   Kjøbmand   Olsø
Marie Jensen   29    Ugift      Sypige   Hellested

Mvh. Søren

Søren Juul Mikkelsen

#2
Karen Marie Nielsen fra Lille Linde er konfirmeret i Hårlev, KB 1868-1891 opslag 132 no. 1 i 1885.

Heraf fremgår det at hun er født 29 Okt 1870 i Bjerrede (Terslev sogn, stemmer med FT1880).

Det kunne så være hende her fra Politiets Registerblade:

http://www.politietsregisterblade.dk/component/sfup/?controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=1726716&searchname=polit_adv

Fødestedet er godt nok transkriberet som Bjenede, men det kan sagtens være Bjerrede.
Der står også at hun i 1892 har meldt bopæl til Haarlev sogn, så det passer fint.

Mvh. Søren


Søren Juul Mikkelsen

FT 1901 bor de i København, Saxogade 57 3. sal (opslag 185).

Der er også en datter Ingrid Petersen født 24. okt 1898.
Gift 1895, et dødt barn i ægteskabet.

Mvh. Søren

Søren Juul Mikkelsen

Jeg kan se at datteren også fremgik af det tidligere nævnte registerblad:

http://www.politietsregisterblade.dk/component/sfup/?controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=2316074&searchname=polit_adv

Her står hun som: Inger Jensine Johanne født 24-10-1894, altså inden ægteskabet hvis FT 1901 er korrekt.

Mvh. Søren

Søren Juul Mikkelsen

Nu bliver det sjovt  :)

I Ft 1906 bor hun i Oehlenschlægersgade 40, st. th. i forhuset (opslag 92)

Nu er der 3 døtre: Ingrid, Astrid, og Agnes

Fødselsår: 1897, 1902, 0g 1904.
Dato: 24 oktober for alle 3  :o

Jeg gad godt vide om det er sandt.

Mvh. Søren



Søren Juul Mikkelsen


Peter Pedersen

Kære Søren Juul Mikkelsen

Jeg er dybt imponeret og takker mange gange.

Interessant, at Karen Marie rent faktisk flytter og opholder sig i København på samme tidspunkt (1892) som min ane Christian Pedersen født 10/6 Baarup, Hellested, Stevns med hvem hun jo var kæreste i fire år tidligere. Ikke mindst da samme Christian er udlagt far til min farfar og først i 1901 afkræves alimentationsbidrag og samtidigt efterlyses.

Tak nok engang og med venlig hilsen
Peter Pedersen
Peter Pedersen

Søren Juul Mikkelsen

Astrid og Agnes er rigtigt nok også født 24. oktober men samme år 1902, de er tvillinger.

København, Apostelkirken 1900-1908 opslag 178 no 131+132.

Mvh. Søren

Søren Juul Mikkelsen

Peter,

i følge folketællingerne, både 1901 og 1906, tager hun ophold i København allerede i 1887.

Så episoden i 1888 må være under et besøg hos forældrene.

Mvh Søren

Peter Pedersen

nu breder mystikken sig. Iflg Vallø Birks Politiprotokol 1887 - 1889 er Karen Marie Jensen i oktober 1888 i tjeneste hos gårdejer Peder Nielsens enke i Hellested. Det kunne være Ellen Marie Sørensen. I FT 1880 optræder en Peder Nielsen gift med Ellen Marie, I FT 1890 er samme Ellen Marie enke og gårdfæsterske i Hellested gård 116. Nu var der mig bekendt jo betydelig trafik fra land til by og tilbage op til århundredeskiftet, så det kan jo ikke udelukkes, at hun er pendlet frem og tilbage mellem jobs.

mvh Peter Pedersen
Peter Pedersen

Søren Juul Mikkelsen

Peter,

har du den præcise ordlyd fra Politiprotokollen?

Jeg har antaget at bruget af patronymet Jensen blot er en fejl hos politiet, da hun alle andre steder er benævnt Nielsen.

Som du kan se af folketællingerne i 1880 og 1890 er Jens Nielsen i Lille Linde en købmand - står der noget om det i politiprotokollen?

Når der i folketællingerne står at hun første gang har taget ophold i København i 1887, skal det måske tages med et gran salt. Det kan jo være et ophold af kortere varighed, og er vel baseret på hendes mundtlige svar når adspurgt. Politiets Registerblade har ihvertfald først registreret hende fra 3/6 1892.

Mvh. Søren

Inge Hedal

Hej
Der er nu noget, der ikke stemmer.
Ved Karen Maries dåb i Terslev kirke (Sorø amt, Terslev 1867-1892, opslag 107) står der, at forældrene er Kjøbmand Jens Nielsen og Hustru Ane Jensen af Bjerrede, 34.

I både FT-1880 og FT-1890 hedder Jens Nielsens kone Ane Jensen, men du skrev på baggrund af politirapporten: og hvor Maren Maries stedmoder øjensynligt også har været med.
(Jeg går ud fra, at du mente Karen Marie, ikke Maren Marie).
Men Karen Marie Nielsen havde ingen stedmor i 1890, så Karen Marie Nielsen og Karen Marie Jensen må være to forskellige kvinder. Det understøttes også af, at Karen Marie Nielsens far benævnes købmand i alle de kilder, vi har set. Politirapporten kalder ham tilsyneladende gårdmand.

Mvh. Inge

Peter Pedersen

Hej,,,

Jeg er bange for, at det er mig der har været upræcis i mine data.

Der står i politirapporten, at Jens Nielsen er gårdmand i Endeslev Gammelsø (Gammelsø er jeg ikke helt sikker på).

Det er Christian Pedersen, der er tjenestekarl i Lille Linde.

Omtalen af Karen Maries stedmoder er fra selve dommen. Jeg har ikke kunne finde nogen selvstændig afhøring af hende. 

mvh Peter

Peter Pedersen

Søren Juul Mikkelsen

Kære Peter,

har du ikke en kopi af politirapporten, så vi ved selvsyn kan se hvad der står?

Nå, men det var jo en sjov rejse vi kom på fra Bjerrede til København.

Så, lad os prøve igen med denne familie:

Præstø, Bjæverskov, Endeslev, Enderslev By og Sogn, En Gaard, 104, FT-1880, C5195
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Nielsen 42  Gift Husfader, Arvefæster  Endeslev Sogn Præstø Amt
Ane Thomasen 41  Gift hans Hustru  Endeslev Sogn Præstø Amt
Karen Marie Jensen 9  Ugift deres Barn  Endeslev Sogn Præstø Amt
Ane Sophie Jensen 7  Ugift deres Barn  Endeslev Sogn Præstø Amt

Mvh. Søren

Inge Hedal

Hej
Da denne Karen Marie bliver konfirmeret i 1884 i Endeslev, er hendes mor, Ane Thomsen, opført som afdød.
Desværre er FT-1890 ikke på ddd.dda.dk.
Mvh. Inge

Peter Pedersen

Hejsa,,,

I FT 1890 Endeslev optræder

Gårdejer Jens Nielsen nu 52 år sammen med
Husmoder Ane Marie Jensen 28 år, så noget yngre end Jens og vel medvirkende til at hun ville med til bal.
Ane Marie Larsen 77 aftægtskone
Ane Sophie Jensen 17 år barn
Anna Jensen 4 barn
Marie Jensen under 1 år
Inger Jensen 16 tjenestetyende
Ole Olsen 24 samme og
Jens Peder Andersen 16 samme.

Men ingen Karen Marie Jensen, der jo også allerede i 1888 tjente hos gårdejer Peder Nielsens enke i Hellested.

mvh Peter Pedersen
Peter Pedersen

Søren Juul Mikkelsen

Hej Peter,

der er en Karen Marie Jensen, 19 år, født i Endeslev på opslag 16, nederst i FT 1890.
Hun bor hos Ole og Ane Nielsen og er ikke anført som deres barn, måske er det en farbror og tante.

Hvis ellers alderen er anført korrekt kan det kun være hende.

Den nærmeste anden kandidat er Karen Marie Jensen født 7. februar 1872, men hun burde være anført som 17 (eller 18) år gammel.

Mvh
Søren

Inge Hedal

Hej
Viede den 30. oktober 1895, AO Præstø, Endeslev 1892-1908, opslag 144 nederst:
Ungkarl, Uhrmager Niels Nielsen,
født i Enderslev Sogn, Bjever-
skov Herred 6 Januar 1864;
opholder sig i Haarlev.
Forældre: Gaardmand Niels
Hansen og Hustru Mette
Poulsen Jensen af Enderslev
Holteland.

Pige Karen Marie Jensen,
født i Enderslev Sogn,
Bjeverskov Herred 15 Juni
1870; opholder sig i Enderslev
Forældre: Gaardmand Jens
Nielsen og Hustru Ane
Thomasen af Enderslev
Gammelsø.

De to fædre er forlovere.
Mvh. Inge

Peter Pedersen

Kære Søren og Inge,,,

Mange tak for jeres hjælp med at opspore Karen Marie Jensen.
Historien taget i betragtning kan det ikke undre, at der ikke blev noget par ud af min ane Christian og Karen Marie, hvilket jeg jo på sin vis skal være taknemmelig for, da der ellers ikke var bleven lille mig  :)
Man må så håbe, at urmageren i højere grad, var efter Jens Nielsens smag og det efterfølgende gik Karen og familien godt.

Med venlig hilsen og tak nok engang
Peter Pedersen