Hej,
Jeg har en drilagtig ane, som hedder Christopher Hendrich Wedeler.
Han må være født omkring 1747 (hvor?) og døde i Fredericia 1799.
Handskemager.
Han blev viet i Vejle (min egen fødeby) den 16. maj 1782 med skrædder-enken og skrædder-datteren Anna Johanna Endresdatter Ring. Hun var datter af Endre Sigvardssøn (Skræder) Ring, som kom fra Norge og døde i Vejle 1771.
De norske aner i denne familie har jeg store vanskeligheder med at spore længere bagud.
Hidtil har jeg antaget, at min ane, Christopher Hendrich Wedeler var tysker.
Han har formentlig også tysk oprindelse, MEN, nu har jeg måske et interessant spor i NORGE.
Jeg er hoppet på den nye vogn inden for slægtsforskningen: DNA-tests.
Her får jeg via noget der hedder FamilyFinder en række match med andre i databasen, mest amerikanere og canadiere p.t., da de jo tit er de første fremme i rækken med alt hvad der er nyt.
Det er sikkert også mere oplagt for efterkommere af europæiske udvandrere at ty til denne metode for at afdække deres oprindelse. Og hvorfor ikke bruge de værktøjer man har?
Jeg undrede mig så over en lang række matches, som jeg fik i systemet med folk, som har aner tilbage i tiden på Hjørring-kanten.
Og i aftes hoppede jeg så en smule i stolen da jeg tjekkede et af disse match efter, ved at gå ind i vedkommendes slægtstræ på Ancestry. Vil I tænke jer hvem der optrådte i dette træ: En hr. Christen Pedersen Wedeler fra Hjørring. Eller rettere, fra Vennebjerg Sogn.!
Der er umiddelbart ikke andre grene i dette slægtstræ, som virker relevante for mig.
Wedeler er et ganske unikt navn i Danmark, så jeg er ret sikker på at jeg her har fat i familie.
Ikke mindst fordi jeg også matcher genetisk. Matchet foreslår at jeg og Christen Pedersen Wedelers nulevende slægtning i Canada er 5. kusiner. Dét svarer udmærket til forholdet, hvis Christen og min egen Christopher var brødre. Faktisk fik jeg et ret markant DNA-match, som med sikkerhed indikerer fælles aner inden for anslået 5-6 generationer.
Da jeg så går ind i Vennebjerg Sogns kirkebog, Hjørring Amt, og tjekker Christen Pedersen Wedelers død og hans børns dåbsindførsler, ser jeg at ikke bare navnet Wedeler er skrevet med dobbelt-w, men også sognets navn, Wenneberg.
Dét fik mig til at overveje, om jeg burde søge generelt efter en Vedeler-slægt i stedet?
Og søreme, om der ikke eksisterer en sådan i Norge på dén tid, hvor jeg eftersøger min Christopher Hendrich Wedelers ophav.
Der er sågar skrevet en slægtsbog om Vedeler, fra 1925. Dén vil jeg nu forsøge at skaffe.
Men problemet er nok, at der findes en række ret markante personer i denne slægt, som fortællingerne på nettet er koncentreret om. Kun enkelte personer i søskendeflokkene er nævnt. Jeg antager at der må have været flere søskende.
Jeg antager også, at min Wedeler-slægt må være at finde i den norsk/tyske Vedeler-slægt.
Jeg kan ikke finde ophavet til mit DNA-match, Christen Pedersen Wedeler, heller.
Hans far må jo dog have heddet Peder Wedeler???
Kan han eventuelt spores i Norge, sammen med andre personer i slægten, som kan have relevans for min slægtsgren?
Da min ane, Christopher Hendrich Wedeler, får børn med min ane (med norsk far), Ane Johanne Endresdatter Ring, sker det i Fredericia, og vi har måske nogle spor i børnenes navne. Ingen af dem hedder tilsyneladende Wedeler, men det er svært at sige, for i denne kirkebog skriver man kun børnenes fornavne, og må selv tænke sig til patronym og slægtsnavn.
Børnene får sære navne, idet de sammen med fornavnene opkaldes efter andre med et helt andet slægtsnavn - formentlig venner og naboer i Norgesgade, Fredericia. Jeg har fundet mulige personer i dén forbindelse i folketællingerne, som børnene kan være opkaldt efter.
Børnene hed (til fornavn):
Jens Bergendal
Karen Eleonora (dør som lille)
Hans Pedersen
Jacob Jochumsen
Jeg stammer fra Jacob Jochumsen, som vel rent faktisk hed Jacob Jochumsen Christophersen Wedeler. Men desværre kaldte han sig fremover stort set udelukkende for Jacob Jochumsen, og hans egne børn kom til at bære efternavnet Jochumsen! Ret mærkeligt, synes jeg.
Kunne vi have en familie-opkaldelse i "Hans Pedersen"?
Eftersom mit DNA-match hed Christen Pedersen Wedeler?
Kunne det eventuelt lede os på sporet af Christens og Christophers formentlig fælles ophav i Norge (og før det sikkert i Tyskland også)?
Christen Pedersen Wedeler i Vennebjerg Sogn skal være født ca. 1746, hvor min egen Christopher Hendrich Wedeler skal være født ca. 1747.
Det bestyrker mig i antagelsen om, at de kan være brødre.
Kan nogen hjælpe mig med at finde ud af, om de ER brødre, om de KOMMER FRA NORGE, og om de er af dén norske VEDELER-SLÆGT, som man kan finde på nettet og i den gamle slægtsbog?