Om at kontakte fjerne slægtninge

[Pernille Rosenberg Nielsen]

Jeg kunne trænge til lidt input her:

Jeg har tænkt mig at tage kontakt til nogle fjerne slægtninge i håb om at de kan bidrage med eksempvis billeder af vores fælles aner eller andre spændende oplysninger. Der er tale om så fjerne slægtninge, at vi ingen viden har om hinandens eksistens (før nu).

Jeg foretrækker at tage kontakten skriftligt, da det på mig virker mindst anmassende.
Men hvad skriver man i sådan et brev? Det skal både være kort, præcist, levere sit budskab, og uden at virke for påtrængende. Brevet skulle gerne samtidig vække en vis interesse hos modtageren, således at vedkommende får lyst til at svare.

Puha, og så gik jeg i stå!

Er der nogle af jer som har skrevet sådan et brev, og som vil dele ordlyden med mig? Og ledte brevet til kontakt?

Andre erfaringer på området som I vil dele ud af?

Et andet problem er, at jeg ikke kan finde mine fjerne slægtninge på degulesider, eller lign.
Jeg har dog med stor sikkerhed identificeret dem på Facebook, men jeg er ikke sikker på at Facebook er god i denne sammenhæng. Jeg ville foretrække et fysisk brev.
Hvad ville I sige til at blive kontaktet på Facebook?

Men først og fremmest søger jeg inspiration til et pænt første-kontakt-brev.

[Lene Søgaard Pedersen]

Hej Pernille
Nu ved jeg jo ikke hvor "fjerne" og gamle dine slægtninge er, men vist der ikke har været nogle konflikter i slægten, tror jeg da at det vil blive positivt modtaget, prøv at forestille dig at det var dig der modtag sådan et brev (du har ret, et brev er det bedste) ville du ikke blive overrasket og glad?, men nu skal vi slægtforskere jo huske på at ikke alle er lige interesseret i slægten, men min erfaring siger mig at vist man viser dem en lille bid af kage, så vil de vide mere.
Når du skrive skal du ikke lyde "bedrevidende", men bede om deres hjælp fordi det betyder noget for dig.
Jeg sender dig en mail privat med et brev som jeg skrev til min kusine efter at jeg ikke havde set hende i 40 år, desværre svarede hun ikke, men det nok pga. af en sag mellem vores fædre, men måske kan det inspirere dig, det er ikke fordi andre ikke må se det, men jeg ved ikke hvordan man vedhæfter det her.
Held og lykke til dig, håber det lykkes.
Venlig hilsen Lene

[Kenneth Knudsen]

Hej Pernille

Det skal både være kort, præcist, levere sit budskab, og uden at virke for påtrængende. Brevet skulle gerne samtidig vække en vis interesse hos modtageren, således at vedkommende får lyst til at svare.

Puha, og så gik jeg i stå!

Har du evt. nogle gode historier om anerne, du kan friste med? Det kan være en detaljer, som du kun kender, fordi du har været igennem interessante arkivalier. Måske er der en vandrehistorie i din familie, som du kan dokumentere er usand, eller du kan fortælle, hvordan det i virkeligheden hang sammen.

Du kan også overveje, hvad du kan give igen for et få fotos. Fx lave et fotoalbum på nettet, som du kan invitere dine slægtninge til at bladre i - måske få dem til at hjælpe med at identificere nogle for dig ukendte personer.

jeg er ikke sikker på at Facebook er god i denne sammenhæng. Jeg ville foretrække et fysisk brev.
Hvad ville I sige til at blive kontaktet på Facebook?

De fleste Facebook-brugere er vel hoppet med på vognen fordi, de gerne vil finde folk fra deres fortid og gerne selv vil findes. Så, jeg tænker, at det vil være helt i Facebooks ånd, hvis du vælger det medie til at kontakte din slægtninge.

Jeg er et par gange blevet kontaktet af fjerne slægtninge på Facebook og jeg synes, det er helt fint. De har som regel fundet mig via min hjemmeside om slægtsforskning og har så efterfølgende kontaktet mig på Facebook i stedet for at sende en e-mail eller skrive i hjemmesidens gæstebog.

Du skal også overveje, hvordan du helst vil have, at de svarer. Det kan virke lidt fjollet, hvis du bruger energi og porto på at sende et brev med fodpost og samtidig lægger op til, at de skal svare dig via e-mail.

vh Kenneth

[Christian Konstmann Autzen]

Kontakt via brev !?

Min mor gav mig for nogen tid siden et brev om slægtsforhold, som hun og min far havde fået - engang i 1950'erne. Hun havde nu fundet det frem, og så fik jeg det.

De havde så ikke besvaret brevet - og jeg har så heller ikke svaret, nu 50 år senere. Det var så ikke om vores familie, men om en person med efternavnet Outzen (med O), som så havde boet i samme landsby, som mine forældre.

Personligt foretrækker jeg at ringe til folk - og hermed får en god snak om det, som jeg ønsker. Hvis de er en del af den slægt jeg arbejder i, så får de også en udskrift, når jeg er kommet så langt  - ganske gratis selvfølgelig.

Hilsen
Christian

[Hans Poulsen]

Der er som bekendt mange faconer på knaphuller. Hvad den ene finder er rigtigt, forekommer en anden at være problematisk, og det er umuligt at gøre sig til dommer over, hvad der er at foretrække.

Et par gange har jeg henvendt mig til fjerne slægtninge eller blot nogen, som jeg formodede måtte være slægtninge. Absolut kun én vej er farbar for mit vedkommende:

- Henvendelse må og skal være skriftlig, og jeg er næsten på grænsen af at overdrive, når jeg præsenterer mig selv, men jeg gør det udelukkende for at levne brevmodtageren lejlighed til at tjekke, at jeg nu også er den, jeg udgiver mig for

- Sagsfremstilingen må gerne være relativ lang, så den nærmest oser af redelighed og vidner om, at henvendelse er gennemtænkt og alvorligt ment

- Brevene har jeg sendt i to eksemplarer og opfordret brevmodtageren til blot at skrive kommentarer ude i margen på det ene eksemplar, hvis denne nemme udvej foretrækkes

- Brevmodtageren skal straks have at vide, at han eller hun skal give sig god til til at svare og

- Der skal selvfølgelig følge en adresseret og frankeret svarkuvert med, så modtageren ikke får udgifter

- De par gange, jeg for en del år siden skrev til disse fremmede slægtninge, kom e-mail-svar ikke på tale, men jeg gjorde opmærksom på, at vedkommende gerne måtte ringe tilbage til mig - en del mennesker er kede af at skulle formulere sig skriftligt.

Det er hændt, at jeg selv er blevet ringet op af mig ukendte person er, som mener, at der var familiebånd mellem ham/hende og mig.

Vedkommende har forberedt sig og rabler i en fart en masse af, som jeg ikke er begavet nok til at fange, og tidspunktet har været ubelejligt for mig, da jeg lige har sat en souflé i ovnen eller står med barberkrem over hele hovedet.

I de tilfælde har jeg undskyldt mig med, at jeg lige er på vej til en familiefest i Døllefjeldemusse, men opfordret personen til at skrive to ord til mig.

Venlig hilsen
Hans Poulsen
- stundom omstændelig

[Jørn Christiansen]

Hej Pernille

Jeg har haft stort held med at kontakte mulige slægtninge, og jeg har skrevet til dem, som også Hans foreslår. Jeg har sendt dig en mail med mine skriblerier.

[Lene Astrup]

Hej Pernille

Jeg fandt for et par år siden nye slægtninge. Du kan læse, hvad jeg gjorde i artiklen, som linket fører frem til:

http://www.christrup.eu/Dokumenter/Carla/min_hidtil_ukendte_faster.htm

Jeg sender dig privat det brev, der omtales i artiklen.

Jeg har også selv modtaget såvel opkald pr. telefon som mail fra personer, der via hjemmesiden havde fundet vort slægtskab.

Den ene, en grandkusine (ja, ja, vi har fælles 2x tipoldeforældre) og jeg har stadig kontakt, ligesom jeg også har det til hendes mor.

Men jeg giver Hans ret, man kan godt være ret så udførlig.



Med venlig hilsen

Lene Astrup

[Kim Melchior]

Hej,

Jeg er kommet i forbindelse med flere "nye slaegtninge. I de fleste tilfaelde saa har jeg fundet ud af hvem de var og saa enten fundet et telefon nummer og ringet eller ogsaa en addresse og saa taget til addressen og ringet paa doren.

Jeg kendte ikke min far, men paa et tidspunkt fandt jeg hvem jeg mente var hans foraeldre og ringede til dem. Heldigvis var det min farfar, der svarede telefonen. Da jeg fortalte ham hvem jeg var, blev jeg inviteret til at komme og besoge dem. Havde min farmor svaret telefonen tror jeg ikke forbindelsen ville have blevet etableret. Jeg tog ned og besogte dem den samme dag og blev et par dage. Jeg fandt ud af at min far var dod et aar tidligere. Min farfar og jeg blev virkelig gode venner. Desvaerre saa dode han mindre end seks maaneder efter vi modtes.

Jeg fandt ogsaa ud af at min farfars far stadigvaek levede, saa jeg besogte ogsaa ham. Der blev jeg accepteret den forste dag jeg traadte in af doren og vi holdt forbindelsen ved lige indtil han dode som 94 aarig og vi havde mange gode stunder sammen. Jeg modte ogsaa alle min farfars soskende undtagen en der var rejst til udlandet.

I forste gang saa ville min farmor ikke rigtigt have noget med mig at gore. Jeg har faaet det indtryk at hun forst troede at jeg var en "guldgraver" og kun kom for at se om der maaske var en arv at hente. Det var ikke noget okonomisk jeg sogte, derimod var det et tilhors forhold til min familie. Jeg fortsatte med at besoge min farmor naar jeg havde mulighed for det. Seks aar efter mit forste besog emigrerede jeg til USA, men jeg forsogte stadigvaek at holde forbindelse med hende enten gennem breve eller telefon opringninger og jeg besogte hende hver gang jeg kom tilbage til Danmark paa besog og langt om laenge accepterede hun mig som sit barnebarn. Hun dode 14 aar efter jeg var emigreret.

Jeg har siden vaeret i forbindelse med mange slaegtninge paa min fars side af familien og er stadigvaek i forbindelse med mange af dem. Det er den bedste ting jeg nogensinde har gjort. Jeg har mere til faelles med disse slaegtninge end jeg har med de faetre og kusiner ( fra min stedfaders familie) som jeg voksede op med.

Men for at komme tilbage til det originale sporgsmaal. Jeg tror ikke at jeg ville vaere kommet i forbindelse med disse slaegtninge hvis jeg havde skrevet til dem, saa jeg er glad for at jeg bare ringede eller tog ud og ringede paa doren og derefter fortalte om hvem jeg var og hvad jeg sogte efter.

Jeg tog altid familie gruppe skemaer, stamtavler og billeder med naar jeg kom som kunne efterlades hos dem som jeg besogte. Et af mine forste sporgsmaal var om de havde nogle familiebilleder som jeg kunne tage billeder af. Et andet sporgsmaal var om der var andre slaegtninge som maaske har andre familie billeder. Jeg har paa den maade vaeret i stand til at finde mere end 700 familie billeder.

Held og lykke med foretagenet hvad enten du vaelger at skrive, ringe, banke paa doren eller sende elektroniske meddelelser.

mvh,

Kim Melchior (USA)

[Inger Huus]

hej Pernille

Jeg sendte en efterlysning ind til ugebladet Hjemmet,med de oplysninger jeg havde om mine bedsteforældre og deres søskende ,snart kom der mails og opringninger fra flere af mine forældres fætre/grandfætre og kusiner/grandkusiner,det har været en stor hjælp ,et par af dem har jeg mødt og fået en del billeder af og mange oplysninger,jeg bruger My Heritage ,her kan de følge med i hvad jeg finder,her finder jeg også fjerne slægtninge .
Mine forældre døde for mange år siden ,så jeg måtte jo gå andre veje,en af mine fætre er også begyndt at forske ,så vi hjælpes ad.
Jeg tog kontakt til en kusine for nogle år siden,som jeg ikke kunne huske at have set,nu har jeg lige haft besøg af hende og hendes lillesøster ,det var bare hyggeligt at snakke sammen og se billeder.
Mine svenske slægtninge har jeg fundet ved hjælp af Dis og Face Books slægtsforskningsgruppe

Mvh Inger Huus

[Helle Rossini Hansen]

Hej Pernille

Jeg har skrevet til et par fjerne slægtninge, du vil blive forbavset over hvor flinke folk kan være. Jeg havde held med de to breve jeg har prøvet at sende. Jeg valgte at skrive et personligt brev, og opgav bl.a. min e-mail for svar. I dag skriver jeg jævnligt med begge slægtninge, og her til foråret når jeg kommer til Danmark, så har vi aftalt at mødes. Vi har sikkert vekslet alt hvad der er at veksle af informationer, men nu får vi mulighed for at udvide vores forhold, og begge er meget interesseret i min slægtsforskning.

Vær ikke bange for at give dem lidt informationer du allerede har, måske vedlægge en kopi af et billede, det var hvad jeg gjorde, og det hjalp mig.

Held og lykke.

Mvh
Helle