Hurra. Folketællingen 1880 er nu færdigindtastet

Startet af Svend-Erik Christiansen, 08 Jul 2012 - 13:05

Forrige emne - Næste emne

Svend-Erik Christiansen

Hej med jer

Så er der nået endnu en milepæl i Kildeindtastningsprojektet KIP, idet folketællingen 1880 netop er blevet færdigindtastet for hele Danmark. En lang række af vore slægtsforskerskollegaer har udført dette kæmpe arbejde med at få indtastet de næsten 2 mio. personer, der boede i Danmark d. 1. februar 1880.

Et arbejde som for den enkelte er helt uoverskueligt, men ved fælles hjælp er det lykkedes. Det er historien om de mange bække små, som bliver til en stor å. Nogle har alene indtastet en enkelt gade, mens andre har indtastet en hel købstad eller meget mere. Vi skylder dem alle en stor tak for deres indsats.

Indtastningen giver os en fantastisk genvej til den originale 1880-tælling, og vi - og fremtidige slægtsforskere - vil kunne spare en masse tid på udredningen af slægten takket være denne afskrift. 

Ved sammenligningen med det officielle folketal fra 1880 for hvert sogn og købstad og de tilsvarende indtastede antal vil det hele blive gennemgået de næste par måneder for at sikre, at det hele er med. Bl.a. vil det kunne afsløre manglende sider på mikrokort og Arkivalieronline. Og mon ikke der til efteråret bliver en lille reception i anledningen af den færdige 1880-folketælling.

Siden DIS-Danmark søsatte Kildeindtastningsprojektet i 1992 er de landsdækkende folketællinger fra 1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850 og nu 1880 hermed færdigindtastede. De øvrige tællinger er mere eller mindre på vej. Mere end 1000 frivillige har foretaget disse indtastninger, og i alt er der blevet afskrevet omkring 14 mio. personer - alene i år indtil nu nærmer vi os den ½ mio. personer.

Det er alt sammen frit søgbart i Dansk Demografisk Database (DDD) på adressen:
http://www.ddd.dda.dk
Grafisk er det muligt at se, hvor lang de enkelte tællinger er kommet på adressen:
http://www.dis-danmark.dk/kipkort/index.php
hvor der bag hver firkant for amt/årgang gemmer sig et farvelagt amtskort, som viser indtastnings-situationen lige nu.

Der kan altid bruges hjælpende hænder til indtastninger eller korrekturlæsninger, og vil du give en hånd med, så kontakt Dansk Data Arkiv i Odense. Kontaktperson er der John Gregers Hvidkjær, E-mail: jgh@dda.dk, tlf.: 66 11 30 10.

Mvh.
Svend-Erik Christiansen

Egon Hansen

Tak for det, det glæder jeg mig til at prøve.
Jeg deltog i receptionen for 1845 folketællingen i Odense, hvor en representant for en videnskabelig institution i København bad om at man nu satte alle kræfter ind på 1880 tællingen, som ville have særlig værdi for den demografiske forskning i flyttemønstret for befolkningen efter en menneskealder efter den første tælling med fødested.
Mvh Egon Hansen

Lauge Jensen

Hej Svend-Erik

Det er en fantastisk indsats, over 14 mill. indtastede personer alene fra folketællingerne.

Hvad skulle vi aneforskere gøre uden de mange flittige indtastere og jer der koordinerer hele projektet. Vi er blevet så vandt til, at vi med en par klik kan finde alt på nettet og tænker ikke på det enorme arbejde, der ligger bag.

Tusind tak herfra.

Hilsen

Lauge

Bente Wanning

Tusind røde roser til alle jer indtastere rundt omkring i Danmark, der gør det så nemt for alle slægtsforskerne. Det er virkeligt et uvurderligt arbejde som er udført af masser af frivillige personer.
Venlig hilsen
Bente Wanning 
Hjørring amt <Skæve<Voer<Astrup<Åsted sogne
Hals Arkiv 9370
Medlem af DS Danmark -

Hans Poulsen



Hej Svend-Erik

En kæmpe stor tak til dem, der har brugt timer, dage, uger og måneder til KIP-arbejdet til usigelig stor glæde for os andre, der blot kan sidde hjemme ved pc'en og nyde frugten af andres arbejde.

I barnlig glæde over ft. 1880 på AO prøvede jeg lige at tjekke min egen familie og fandt da en mikroskopisk unøjagtighed, der næppe kan være af interesse for nogen uden for min familie.

Grunden til, at jeg alligevel *træder i unøjagtigheden*, er for at få kastet lys over, præcist hvordan andre, der i modsætning til mig måtte finde væsentlige fejl, bør bære sig ad.

Nu til sagen:

Samtlige personer i husstanden [Nej, jeg udelader her tre tjenestefolk, som de benævnes]

Aalborg, Kær, Hvorup, Nørre Uttrup, en Gaard, 29, FT-1880, c4307
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Niels Jensen Østergaard 61  Enkemand Husfader  Nørresundby [min oldefar]
Sine Nielsen Østergaard 20  Ugift   Uttrup, Aalborg Amt  [min farmors lillesøster]

Sine på 20 år vil jeg ikke kendes ved, men kunne straks se, hvor og hvordan unøjagtigheden er kommet ind]

AO
Folketælling,
Landsogn
Ft. 1880
Aalborg amt
Kær herred
Hvorup sogn
Opslag 10 nr. 5, Gaard

Hvis man sætter skriftstørrelsen op i 100 %, kan man ane, at der står Gine og ikke Sine, men alderen, 20 år, er forkert, da Gine, der ikke er døbt Gine, blev født 16.02.1855 - altså burde der stå 25 år.

Fødslen m.v. er her:

AO
Hvorup sogn
1855 - 1871
Opslag 49 nr. 4

Ingine Hansine Østergaard

[Født 1855 Hvorup sogn
Død 1939 i San Diego, USA]

Ingine, Ingina, Gine, Gina - i familien kun kaldt Gine

=====

Vil du have ulejlighed med at nævne, Svend-Erik, hvordan andre slægtsforskere, der ønsker alvorlige fejl rettet, bør bære sig ad. Jeg er overbevist om, at det står et eller andet sted, men i skyndingen har jeg ikke kunnet finde det.

Skal andre være lige så omstændelig, som jeg her har været i dokumentationen, eller vil de kunne nøjes med at skrive fx

*Sine skal være Gine og ikke 20 år, men 25 år*.

Med venlig hilsen og endnu en gang stor tak til indtasterne og andre, der har medvirket i projektet

Hans Poulsen

Med venlig hilsen
Hans Poulsen
1804 Frederiksberg C

Bliv medlem af DIS-Danmark. Det koster kun 200 kr. pr. år - det vil sige ca. 55 øre pr. dag

Niels Ole Dahl

Et flot stykke arbejde i alle har gjort til glæde for mange ,Tak for det .

Jeg kan godt følge Hans Poulsen i at det skal være muligt at få rettet fejl , hvor der er læst forkert i de originale folketællinger hvor der i dette tilfælde står Gine og ikke Sine , men alderen bør ikke rettes selvom man kan bevise den er forkert , da der jo i Folketællingen står 20 år og man bør vel være tro mod kilderne eller hvad ?
Med Venlig Hilsen
Niels Ole Dahl
Mail : nielsoledahl@gmail.com

Helge Bay

#6
Hej Hans og Niels Ole

Når der i den originale tælling, står at Gine er 20 år, så er de 20 år ikke en fejl i indtastningen. Indtastningen skal være kildetro, det gælder også for "fejl". Hvis man som indtaster bliver opmærksom på den slags "fejl", kan man i feltet "Bemærkninger" skrive en bemærkning herom og helst en begrundelse for, hvorfor man mener, at oplysningen er forkert. Selv hvis man indberetter den slags "fejl", tvivler jeg på, at man i DDA har kapacitet til at indføje den slags bemærkninger i databasen.
Hvis Sine derimod er en fejllæsning af indtaster, skal det naturligvis rettes.

På DDA's hjemmeside findes et fejlmeldingsskema:

http://ddd.dda.dk/fejlmelding.asp

Man kommer frem til den under: Bliv korrekturlæser

Hvis man ikke kan lide skemaet, kan man sikkert også sende DDA en normal mail, men skemaet giver en udmærket henvisning til, hvilke oplysninger en fejlmelding bør indholde.

Skemaet er desværre "gemt" lidt af vejen på hjemmesiden. Når John G. Hjortkjær er tilbage fra en velfortjent ferie, vil jeg foreslå ham, at man laver en link direkte fra forsiden. Helt ideel ville det være, hvis man også der skrev en kort vejledning om hvilke fejl der bør indberettes.



Med venlig hilsen

Helge

Hans Poulsen



Hej Alle i tråden

En speciel tak til Niels Ole og Helge. I har overbevist mig om rigtigheden af, at alderen ikke skal rettes, og at forlæggets data skal respekteres, således at ft. 1880's 20 år nødvendigvis må sluges råt af indtasteren.

Tak for linket, Helge.

*Rapportering af fejl i kildeafskriften* var jeg som nævnt ikke smart nok til selv at finde.

Selv om jeg ikke vil bede om rettelse af Sine til Gine og da slet ikke af de 20 år til 25 år, er jeg glad for, at andre slægtsforskere, der har langt alvorligere indvendinger, nu kender den rette fremgangsmåde, og dermed har jeg nået, hvad jeg ville med mit indlæg.

Tak igen til indtasterne, til deltagerne i denne tråd og til dem, der har læst med.

Venlig hilsen
Hans
Med venlig hilsen
Hans Poulsen
1804 Frederiksberg C

Bliv medlem af DIS-Danmark. Det koster kun 200 kr. pr. år - det vil sige ca. 55 øre pr. dag

Helge Bay

Hej Hans

Et eller andet i baghovedet sagde mig, at jeg en gang for længe siden havde set noget om fejlmelding på DDA's hjemmeside, og efter en systematisk søgning fandt jeg det.

Ordsproget "Søg og du skal finde" har ganske vist ikke ubetinget gyldighed i slægtsforskning, men denne gang passede det altså.

Mvh.

Helge