Peder Pedersen Læssøe Høegh

Startet af Allan Søgaard Andreasen, 11 Jun 2012 - 17:38

Forrige emne - Næste emne

Allan Søgaard Andreasen

Hej alle.

Jeg har tidligere skrevet om Peder Pedersen Læssøe Høegh, sognepræst i Louns fra 1576-1624. Jeg har fået nye oplysninger i sagen.

På Det kongelige Bibliotek i håndskriftsamlingen (Ny kgl. Sml. 1192, kvart) findes en manuskript med titlen "Historiske efterretninger om præsterne og præstekaldene i Viborg stift".

Under Louns sogn hedder det følgende:
"hr. Peder Pedersen Lessøe, fød paa Lessøe af Bondefolk, var tillige provst i herredet, havde til hustru Karen Høg af Wiborg".

Se dette forklarer en del:
For det første er Peder ikke søn af lector theologiae ved Viborg domkirke Peder Jensen Høg og hustru Anne Pedersdatter (Løvenbalk), sådan som jeg tillige med en del slægtsbøger har ment.

For det andet, så giver det mening, at der, mig bekendt, ikke findes nogle samtidige kilder, der kalder ham andet end Peder Pedersen, med en enkelt undtagelse (rettertingsdommen fra 1606, hvor han homtales som "Peder Pedersen Lessøe"). Han underskrev sig ikke Høegh, fordi han ikke hed det.

For det tredje, så ligger det nu fast at børnene har taget navn efter moderens slægt. Hvilket ikke er usædvanligt, hvis den har en højere social status end faderens.

Nu denne Karen Høg fra Viborg, er der nogen der kender hende?

Jeg har allerede for nuværende et par betragtninger. Da Peder fik embede i 1576, var han ikke gift. Han ville ikke gifte sig med formandens enke, hvorfor sognefolkene alligevel ikke ville kalde ham til embedet. Sagen endte på Frederik IIs bord.

Peder er dog formodentlig blevet gift kort tid efter, nu da han havde embede. Så kommer min bekymring: Hvis han har giftet sig med Karen Høg på dette tidlige tidspunkt, er det så ikke usædvanligt, at hun får børn så sent som i 1608 (Peder Pedersen Høegh, købmanden i Viborg). Måske endte striden om præsteenken alligevel med, at han giftede sig med hende, og Karen Høg er hustru nr. 2. Det ville vel forklare, at Peder fik børn 32 år efter han fik sit embede, en ung kone??

Jeg hører meget gerne fra alle, der måtte have en mening emnet.

Annette Damgaard Hansen

#1
Kære Allan og alle andre.

Dette er ganske vist en gammel tråd, men da ingen har reflekteret og indlægget er interessant, tager jeg tråden op igen alligevel.

Jeg har tidligere selv haft et indlæg, hvor jeg leder efter forbindelsen mellem slægten Lundsgaard til Lergrav i Aulum og slægten Høeg (Banner) til Lergrav i Aulum.

Slægtsforsker og forfatter til "Stamtavle og efterslægtstavle for Peder Lundsgaard Damgaard og hustru Petrine Pedersen Gade" Bind I - Gert Ravn Nørgaard - påpeger følgende:

"...og Lergrav har tidligere end vi kan læse det i Konrad Understrups beretning været i slægtens eje, nemlig da adelsmanden Erik Høeg ejede denne i 1400'tallet".

Hvis Gert har ret, må man kunne linke nedenstående sognepræst i Lovns Peder Pedersen Lessøe og hustru Karen Høeg af Viborg til de tidligere ejere af Lergrav, som var:

*Erik Eskildsen Høeg (Banner) til Leergrav i Hammerum H. (1501)
*Jacob Eskildsen Høg, til Leergrav (1525 ( Eriks broder)
*Anne Jacobsen Høg (Jacobs datter) gift med Hans Rostrup død 1545
*Jacob Rostrup (deres søn), der var ugift.

Jacob Rostrup flyttede Lergrav til en mose eller sump og anlagde volde og vold grave, men det gjorde ham fattig, hvorefter han drog rundt i Europa, fik kaperbrev og blev sørøver. 1. juni 1594, dømtes han til Halshugning i Aarhus.

Efter Jacob Rostrup overtages Lergrav af Albert Skeel og Birthe Friis, Herefter har lergrav skiftende ejere indenfor Skeel, Rosenkrantz og Ramel slægterne. Herefter overgår den til forskellige borgerlige ejere indtil Mads Optiz sælger Lergrav til forpagter Conrad Christensen Lundsgaard i 1758 - hvor den måske er tilbage til efterkommere af Høeg slægten.

Conrad Christensen Lundsgaard er søn af Christen Nielsen Lundsgaard præst i Hjermind og Karen Thomasdatter Høeg fra Viborg.

Karens aner ser vist nok sådan her ud:
Far: Thomas Christensen Høeg, Viborg
Farfar: Christen Pedersen Høeg, Viborg (Måske)
Oldeforældre: Peder Pedersen Læssøe og Karen Høeg (ifølge ovenstående indlæg)

Der er måske nogle familiære ledetråde, men de er dog usikre:

FRIIS

Jeg har nævnt at Lergrav overgik til Albert Skeel og Birthe Friis af Hasselager efter Anne Jacobsen Høegs søn Jacob Rostrup. Jacob Eskildsen Høegs bror (Annes farbror) Thomas Eskildsen Høeg havde datteren  Anne Thomesdatter Høeg (Banner) gift med Niels Andersen Friis af Haraldskær. Jeg ved ikke om, der kan være en slægtsforbindelse mellem disse Friiser?

HOSTRUP

Endvidere ved jeg at Karen Thomasdatter Høeg døde på Hostrup 1728, der tidligere var ejet
Mogens Høeg (Banner) et sted mellem 1610 - 1661.

Hvis nogen har en indfaldsvinkel, der kan linke Høeg-slægten i Viborg sammen med Hørg (Banner) - til Lergrav, så hører jeg gerne nærmere.

vh. Annette Damgaard

Allan Søgaard Andreasen

Hej Annette,

tak for din mail og dine tanker. Jeg har selv overvejet Høeg (Banner) muligheden, men mener ikke den er en mulighed, i hvert fald ikke i første omgang. Der findes en rådmand Jens Jensen Høg, død 1574 i følge en nu tabt gravsten i domkirken. Han var gift med en Anne Pedersdatter, død 1577.

det er min antagelse, at Karen Høegh er den datter eller barnebarn af dette par, men jeg har intet faktuelt til at underbygge min teori med. Viborg er temmelig svær at arbejde med før den store brand, hvor både rådstue arkivet og bispearkivet brændte.

Jens blev begravet i domkirkens nordre skib og en stor sten med følgende inskription blev lagt over ham:
"Her under Hviller Erlig/ og Velagtige Mand Jens/ Jensen Høg fordum Raad-/mane her i Viborg Som døde/ Aar 1574. med sin Kierre/ Hustrue Anne Pedersdatter/ som døde, Aar 1577. Gud/ give dennem en Glædelig/ opstandelse med/ alle Guds/ udvalgte.

På toppen af stenen ses et bomærkevåben, som formentlig er Jens'. Stenen er dog ikke bevaret, men gengivet i en tegning af Chr. Gullev.

Jeg formoder at Gullevs tegning findes i hans manuskript, som i dag findes i Viborg Byarkiv, men jeg har endnu ikke selv haft lejlighed til at kontrollere det.

Mvh.

Allan

Annette Damgaard Hansen

#3
Hej Allan

Det ser spændende ud og kunne være en mulighed, og måske har du ret i, at der ingen forbindelse er til Høeg (Banner) slægten - og dog!

I "Stamtavle og Efterslægtstavle for Peder Lundsgaard Damgaard og hustru Petrine Pedersen Gade boende i Oksbøl i Aal sogn" udarbejdet af Gert Ravn Nørgaard, Slagelse 1978, står der følgende om Karen Thomasdatters far: Thomas Christensen Høeg:

"...... Han menes, at være af den adelige slægt Høeg, hvis stamtavle kan føres tilbage til Kong Gorm den Gamle af Danmark. - Han var Procurator og Borger udi Viborg. ......"

Et andet sted skriver han som tidligere nævnt følgende:
"...og Lergrav har tidligere end vi kan læse det i Konrad Understrups beretning været i slægtens eje, nemlig da adelsmanden Erik Høeg ejede denne i 1400'tallet".

Så vidt jeg ved, er det ikke endelig bevist at Christian Pedersen Høeg er Thomas Christensen Høegs far. Jeg mener, der er en formodning? Dermed bliver Peder Pedersen Læssøe og Karen Høeg vel også en formodning?

Gert skrev i 1978 at: Hun (Karen Thommasdatter Høeg) fik en stor begravelse (gravstenen findes stadig bevaret).

Jeg har skrevet til Gert, der måske kan henvise til de kilder, han har brugt, men det er jo mange år siden, så vi må se.

vh.
Annette








Annette Damgaard Hansen

Hej igen Allan

Der findes åbenbart en Rådmand i Viborg ved navn Jens Høeg med nogenlunde tilsvarende årstal, som dem på gravstenen, men i følge linket her, så hed faderen Niels Jensen Høeg.

http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I17905&tree=2

vh Annette

Allan Søgaard Andreasen

Hej igen Annette

men afskriften af gravstenen er ret klar Jens Jensen Høg, så kan faderen vel ikke hedde Niels.

Det lyder jo fint at skrive at nogen nedstammer fra en slægt, der kan føres tilbage til Gorm. Jeg er sikker på at det kan betyder at bogen bliver lidt dyrere, men som du selv skriver, der er ingen kilder, hverken i den bog, eller mig bekendt i øvrigt.

mvh Allan

Annette Damgaard Hansen

#6
Hej Allan.

Ja, gravstenens afskrift er der jo ingen tvivl om. Det jeg spekulerer på er, om der har været to rådmænd i Viborg med efternavnet Høeg: Jens Jensen Høeg og Jens Nielsen Høeg - eller om Jens Høeg i linket har fået tildelt en forkert far?

Hvis der har været to, så kan der jo være to potentielle fædre til Karen Høeg (g.m. Peder Pedersen Læssøe).

Jeg ved ikke om Høeg (Banner) slægten kan føres tilbage til Gorm den Gamle, det er heller ikke så vigtigt. Det der interesserer mig er, om Karen Thomasdatter Høegs aner kan føres op til Erik og Jacob Eskildsen Høeg (Banner), der ejede Lergrav i 1501 - 1525. Det er jo det, der antydes.

Karen Thomasdatter Høegs søn Conrad Christensen Lundsgaard blev ejer af Lergrav i 1758, og gården var i slægtens eje helt til min oldefar Jens Peter Damgaard døde i 1907. Min bedstefar Christen Skjærlund Damgaard er født der, og var forvalter på Lergrav i en kort periode.

Det er derfor interessant for mig at finde frem til, om Herregården har været i slægtens eje tidligere, eller om der ingen forbindelse er mellem Karen Thomasdatter Høeg og Erik og Jacob Eskildsen Høeg (Banner) ???

Gert, der skrev slægtsbogen er en seriøs slægtsforsker, der brugte megen tid på bogen den gang, så hans udsagn tager ikke udgangspunkt i penge, men i den viden, der var at hente i midten af 1970'erne. Men meget er sket siden den gang, så vi må se om ny forskning kan be- eller afkræfte noget.

De bedste hilsener
Annette Damgaard

Lise Østerberg Bahr

#7
God morgen.

Ad tidl. tråde som du - Annette Damgaard, har været så sød at  hjælpe mig med, reflektere på- inden jeg måtte have en tiltrængt pause i slægtsforskningen:

Jeg er lige herinde for en kort bemærkning, i sommerperioden - jeg mener at have set på en norsk ? webside, disse nævnte slægter på en anetavle tilbage til Gorm den Gamle ja og endnu længere tilbage - så vidt jeg husker - blev jeg selv lidt overrasket da jeg så den.

Jeg blev nysgerrig ad Høeg / Banner, idet jeg ved jeg er stødt på disse selv, og har beskrevet / haft tråde med dem, uden helt at fors tå sammenhængen selv (endnu) men vil dog reagere med at sætte min tråd ind her:

og pga. Høegs tætte bånd mellem mølle"folkene" i Flensburg og omegn,  Bahr slægtens.
bl.a. denne

https://slaegtogdata.dk/forum/index.php?topic=60051.0;wap2

håber linket virker, ellers mangler der html eller htm eller man kan forsøge at tage www væk.

Ad mine tråde omkring PLATEN und HALLERMUND og VIETINGHOFF som Schwabe slægten jo er indgift i og von Bahr slægt kommer af, se GUBI ...

måske kan man få noget ud af disse - jeg havde jo også en tråd om LUNDSGAARD - men jeg husker den ikke helt her og nu, har ikke dok. her ! Vil dog ikke undlade at skrive nu.

Bemærk ad.:  Høg / Rød / (Roth) og Frost.

den anden af mine tråde handlede om:
Bahr/ Landt/ Krebs tråd og SWABE tråden var om Frederik af BARBAROSSA (Schwabeslægt)
ad.,: den sydtyske slægt WELF - (nedstammer fra Burgund og Arelat) (se også ad. hertugdømmet Kärnten) (hertug Henrik Løve af Sachsen også se ad. Hohenstaufen m.v. og ad. Karolingerne - fransisk og austrasisk stormandsslægter omkring 800 tallet - og Capetingerne.

Håber dette kan bruges ?
Med venlig hilsen
Lise Østerberg Bahr

Lise Østerberg Bahr

#8
fik ikke med:

Konrad den 3. dattersøn af kejser Henrik den 4. (Welf slægten) ad. Hohenstaufen (Henrik den Stolte)..., men det varer nok lidt i slægtsforskningen, inden man når dertil..... :)

God sommersolrig weekend.

mvh
Lise

Allan Søgaard Andreasen

Men har du nogen samtidige kilder på en Jens Nielsen Høg? Jeg er ikke klar over det, men rent metodisk ville det være en god ting, så du ikke kun sidder med senere fremstillinger.

mvh Allan

Annette Damgaard Hansen

Hej Allan.

Jo da, jeg kender skam proceduren :) Men problemet med Viborg aner er jo, at mange kilder er gået tabt, så det er jo noget vanskeligt at finde originalkilderne, synes jeg. 

Den mest originale kilde - ind til videre - er nok den gravsten over Jens Jensen Høeg, du selv har gjort opmærksom på, og som i mine øjne er meget interessant.

Men hvad Jens Nielsen Høeg angår, så ser jeg ikke, at der henvises til ældre kilder. Der henvises Anetavler for berømte danskere af Carl Langholz, så den har jeg nu bestilt på biblioteket.

Finder jeg noget interessant, skal jeg nok give besked.

vh Annette

Allan Søgaard Andreasen

jeg har den, hvilken side?

mvh Allan

Annette Damgaard Hansen


Her er en kopi af kildehenvisningen:

Anetavler for berømte danskere, 1. saml., Carl Langholz, (Dansk Historisk Forlag), side 244
Anetavler for berømte danskere, 1. saml., Carl Langholz, (Dansk Historisk Forlag), side 312

Vh. Annette

Allan Søgaard Andreasen

I index er der 4 henvisninger: 244, 255, 312 og 373:

244: Karen Michäelis' tip-9-oldefar, der står: "4194: Jens Høg. F. (ca. 1500). D. 15.. Borger i Viborg (n. 1538)." I generationen før var det Christen Jensen Høg.

255: Valdemar Rørdams tip-8-oldefar, der står: "2112. ? Jens Høeg. F. (ca. 1500). D. 15.. Borger i Viborg (1538).". I generationen før var det måske Christen (Jensen ?) Høeg.

312: Hans Hartvig Seedorffs tip-8-oldefar, der står: 3334. Jens Høeg. F. (ca. 1510). D. 15.. Rådmand i Viborg.". I generationen før var det Anna Jensdatter Høeg.

373: Der står ingenting, men på s. 375: Tilføjelser til Johannes V. Jensen: 4468? Jens Høg. F. (ca. 1500). D. 15.. Borger i Viborg (n. 1538)."

De to første og den sidste er klart den samme, formentligt også den tredje, men det kan ikke udelukkes, at der er en anden Jens Høg, men igen hvilke kilder bygger Langholz på?

I sidste ende kan vi spekulere alt det vi vil, men pga. kildernes tilstand tvivler jeg på, at vi kommer det meget nærmere, med mindre nye og os ukendte kilder skulle dukke op.

mvh. Allan

Annette Damgaard Hansen

Tak skal du have. Og du har ret  ;) så jeg tror jeg lægger den sag på hylden ind til videre.

De bedste hilsener og god week-end fra

Annette