Niels Kristian Karl Jensen Rump

Startet af Bente Dons Jensen, 10 Jan 2012 - 17:04

Forrige emne - Næste emne

Bente Dons Jensen

Jeg søger oplysning om Niels Kristian Karl Jensen Rump - min morfar. Han er født den 10.10.1897 i Vindblæs sogn, Slet herred, Ålborg amt. Han boede i Kolding i 1920-erne indtil først i 1930-erne, hvor han blev skilt fra min mormor. Min mor har en gang sagt, at han måske flyttede til Odense? Er der mon nogen, der ved noget om ham, så ville jeg blive glad.
Venlig hilsen
Bente Dons Jensen

Henriette Jeppesen

Hej Bente.
Din morfar var min farfar, gift med min farmor, som han fik 4 børn med, det første barn, Bodil døde som spæd.
Så kom min far Ole i 1935, Lise i 1937 og Kirsten i 1941.
Familien levede et meget turbulent liv, kan man vist godt sige. Det hedder sig, at farfars job var at sælge forsikringer, men hans hang til værtshuse og kortspil gjorde, at familen flyttede ofte, når regningerne ikke kunne betales, og fogeden havde hentet hvad man mente kunne undværes. Lise var spæd og lå i barnevogn. Hende måtte min farmor tage op, så de kunne tage den med. Spisebordet var nu erstattet med strygebrædtet.
Min farmor søgte skilsmisse lige før min far, Oles konfirmation.
Det er rigtigt det du skriver, at han levede i Odense, de sidste år af hans liv.
Han opsøgte familien nogle gange, med slikposer til børnene, i håb om, at min farmor ville tage ham tilbage. Men det gjorde hun heldigvis ikke.
I Odense levede han så sammen med en kvinde, som havde et værtshus.
Da min far var blevet 18 år blev han kontaktet af sin far, som fortalte ham, at han var kræftsyg, og gerne ville have min far til at komme og besøge ham i Odense. I loyalitet overfor min farmor, så afslog han dette. Hvilket han vist fortrød lidt, da han blev ældre.
Niels Christian Karl Jensen Rumph kom jo fra Ranum egnen.
Min far og hans søstre har aldrig været på besøg hos deres bedsteforældre i Ranum. Jeg tænker, at de har slået hånden af ham, da han blev skilt og forlod din mormor og deres piger.
Min far og hans søstre har for år tilbage, besøgt det familie som er tilbage i Ranum. De håbede jo selvfølgelig, at de måske havde nogle billeder af deres far. Men det havde de desværre ikke.
Men det var nogle fantastisk søde og hyggelige mennesker, så de havde en rigtig god dag.
Så, hvis man skal håbe på, at få noget billedmateriale, så skal man nok prøve i rigsarkivet.
Hvad med din mormor, som jo også stod alene med en børneflok ? Kom de godt videre, og blev hun mon gift igen.
Min faster kan huske, at de havde et billede af nogle søde piger, som jo var deres halvsøskende, men som de aldrig fik mulighed for, at lære at kende. Jeg ved ikke om min farfar nogensinde så sine børn, altså dine mostre igen?
Da han døde  sørgede  hans mor for, at han blev kørt fra Odense til Ranum, og blev begravet på familiegravstedet. Men i foragt for den måde han havde svigtet sine koner og børn. Så fik han ikke nogen gravsten.
Håber du kan bruge det jag har skrevet.
Hilsen Henriette Jeppesen