hvor og hvordan finder man historier fra ens forfædre?

Startet af Nicoline Rasmussen, 06 Nov 2010 - 19:23

Forrige emne - Næste emne

Nicoline Rasmussen

her tænker jeg, f.eks på programmet fra dr1. "ved du hvem du er"? der har de historier om hvad deres tipoldeforældre har foretaget sig, arbejdet med osv. Altså små historier fra deres liv. Hvordan finder jeg det?? og for den sags skyld også billeder af dem??  

Vh. Nicoline.
Nicoline Rasmussen.

Hans Poulsen

#1
Hej Nicoline

De udsendelser, du refererer til, har jeg set i fjernsynet og véd derfor præcist, hvad du har i tankerne.

Om mit svar til dig så har samme grad af præcision, tvivler jeg meget på, men nu åbner jeg ballet, og så må du og jeg håbe, at andre kommer med deres erfaringer, viden, idéer etc.:

- Først og fremmest må du kortlægge dine aner, altså præstere den traditionelle slægtsforskning med identifikation af personerne

- Dernæst er det vigtigt at vide, at der kan være nok så god en historie hæftet på en tilsyneladende *almindelig*, *jævn* person fremfor én, der på papiret tager sig *eventyrlig* eller *utraditionel* ud

- Med andre ord kan du ikke på forhånd vurdere, om *husmanden* er mere eller minde god for en historie sammenlignet med *søn af plantagebestyrer XX på Sumatra* - for nu at lade fantasien spille

- Får du færten af en god historie, må du ty til breve i privatarkivet, på Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek eller en lokalsamling eller til avissamlinger, hvis det er en historie, som må formodeds at være blevet skrevet om i dagbladene

- Generelt tror jeg, at vi, der kommer fra almindelige, jævne familier, sikkert finder mere stof i lokalsamlingen end på Det Kongelige Bibliotek, men man skal intet forsværge

- Undersøg på biblioteket, hvilke lokalhistoriske bøger der står på hylderne. Selv er jeg så snydeheldig, at forfatteren Chr. Petresch Christensen har skrevet et to-bindsværk om min fødeby, Nørresundby,  der fortæller om folk og fæ og meget mere i perioden 1701-1850 - en sand guldgrube for en amatørslægtsforsker

- Er du så heldig, at der har været udvandring blandt dine aner, åbner der sig en stor, stor verden for dig,  og her vil du kunne finde litteratur, så det batter

- Lige så heldig er du, hvis der blandt dine aner er indvandrere: Kartoffeltyskere, jøder, huguenotter, polske roearbejdere etc. - alle disse grupper er der skrevet meget om

- Afskriv ikke på forhånd én eneste af dine aner, *da han ser så kedelig ud*. Der er liv bag hver eneste af dem, og det skriver jeg ikke, selv om de har været døde i 150 - 200 år

Jeg håber, at disse linjer har givet dig bare en lille smule at gå efter, og sætter min lid til, at andre vil supplere til glæde for dig.

Venlig hilsen
Hans
Med venlig hilsen
Hans Poulsen
1804 Frederiksberg C

Bliv medlem af DIS-Danmark. Det koster kun 200 kr. pr. år - det vil sige ca. 55 øre pr. dag

Alice Oppenheim

Programmet giver jo selv svaret. Der fortælles jo, hvor & hvordan historierne fiskes frem af arkiverne. Og kompetente folk udlægger teksten. Fælles for dem er, at de læser gotisk, har læst historie, arkitektur, tysk eller andet.

Jeg har dog lagt mærke til et lille fif: Hvis den direkte ane ikke er en god historie, så følger man efter broderen eller søsteren — eller naboen! Men deres historie siger jo også noget om selve anen. Mennesket er mere end det liv, det lever :)


Der findes iøvrigt mange bøger om emnet, fx: Find din slægt - og gør den levende håndbog i slægtshistorie af Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen

Personligt har jeg brugt et andet trick: Hvis jeg ikke kan finde noget på min ane, så finder jeg sognets historie. Min ane har jo levet under de historiske & geografiske vilkår, der til en hver tid har eksisteret det pågældende sted ... eller jeg undersøger hans/hendes fag. Fx har jeg en del garvere & skomagere på træet...


MVH
Alice Oppenheim

Grethe Elten Mortensen

Hej

Med hensyn til billeder af personer og steder, vil jeg anbefale at du henvender dig til det lokalarkiv, der hører til sognet hvor de har levet.

Med hensyn til historie, så gå på biblioteket og spørg om litteratur fra de sogne du har brug for, jeg har fundet utrolig meget i bøger.

Venlig hilsen
Grethe Elten Mortensen

Thestrup-Bjørn

- og har anen eller slægtningen gjort sig positivt (eller negativt) bemærket er der


Danmarks Adels Aarbog
Kraks Blå Bog
Dansk biografisk leksikon
Personalhistorisk Tidsskrift
Richters Dødsfald i Danmark (med henvisning til bl.a. nekrologer eller dødsannoncer)
Diverse stater (= biografier på folk med samme erhverv)
Lokalhistoriske tidsskrifter
Tingbøger
- og meget, meget mere
v.h. Thestrup-Bjørn, Sjælland
Medlem af DIS-Danmark siden 1994
Registreret bruger af Brother's Keeper siden 1998

Pernille Lysholdt Holm

Hej Nicoline

Jeg har ba.a. fundet en dømt falskmøntner og andet ved at google dem. Skriv navnet: "xx" og du finder også andre, der forsker i de samme personer.

Med venlig hilsen
Pernille

Nicoline Rasmussen

mange tak alle sammen :) det ser ud til jeg må en tur på biblioteket ;)
Nicoline Rasmussen.