Erfaringer med DSBs registre søges

Startet af Torben Christensen, 08 Okt 2011 - 22:51

Forrige emne - Næste emne

Torben Christensen

Hej
Jeg har et familiemedlem, som blev påkørt af et tog 12 marts 1887
ved Flemløse på Fyn. Hun døde af sine kvæstelser et par dage efter.

Så vidt jeg ved så befinder DSB´s arkiver sig på Rigsarkivet.
Kan man her få oplysninger om en konkret påkørsel,
evt breve til familien og mulig erstatning til familien ?

Med venlig hilsen
Torben Christensen

Karen Graabæk Møller

Hej Torben

Min oldefar blev kørt ihjel af et tog i 1923 - han var ansat i DSB. Men i hans personalemappe står der intet om uheldet og evt. erstatning. Der er skrevet et eller andet sidst på hans tjensteliste, men det er skrabet væk så det er ulæselig.

Så jeg kunne ikke forestille mig at uheldet vil have givet en decideret mappe hos DSB. Jeg vil derfor tro at information om uheldet bedst findes i lokale aviser.

Hilsen
Karen G. Møller


Hans Poulsen



Hej Torben og Karen - i kronologisk orden

To ulykker hhv. 1887 og 1923

Ved påkørslen i 1887 var ofret en *menig* person - det vil sige formentlig uden tilknytning til DSB.

Anderledes ved ulykken i 1923 -*han var ansat i DSB* - og da kunne jeg forestille mig, at fagforeningen var inde i billedet.

Måske findes der materiale i den pågældende fagforenings arkiv.

Politirapporter både i 1887 og 1923?

Venlig hilsen
Hans
Med venlig hilsen
Hans Poulsen
1804 Frederiksberg C

Bliv medlem af DIS-Danmark. Det koster kun 200 kr. pr. år - det vil sige ca. 55 øre pr. dag

Torben Christensen

Hej Karen og Hans

Mange tak for jeres svar.
Ja, det er rigtigt at min ane ikke var ansat i DSB, hun var kun et barn.

Jeg så tilfældigvis i en bog at der var sket en påkørsel med døden til følge,
men der stod ikke andet end at det var en ledvogterpige.
Dem var der ikke så mange af i Flemløse i 1887 og jeg fandt så ud af
at hun var fra min kones slægt.

Ja, Karen, aviser. Jeg kiggede i Fyns Tidende og fandt en beskrivelse
af påkørsel og senere en meddelse om pigens død.

Hans, det er da rigtigt at politiet må have nogle oplysninger om det.
Det havde jeg ikke tænkt på.
Jeg havde undersøgt journaler fra Assens sygehus, men de går ikke så
langt tilbage i tiden.

Jeg må i gang med at undersøge politiets lister.

Tak, I to.

Hilsen
Torben Christensen

Karen Graabæk Møller

Hej Torben

Faldt over ordet: "ledvogterpige"

Et sådant vigtigt job - for det var det - ville man vel ikke betro et barn, så måske har en af hendes forældre haft jobbet? Måske der alligevel kunne findes en personalemappe?

Hilsen
Karen

PS. Hans, Torben spurgte om oplysninger måske kunne findes i DSB's arkiver, og jeg svarede som jeg gjorde, fordi jeg vil mene at når der ikke findes oplysninger om en påkørsel af en af deres egne ansatte, ville der nok ikke kunne findes noget om en påkørsel af en "civil" person.

Torben Christensen

Hej Karen

Det er rigtigt at det ville være upassende, hvis et barn var ledvogter.
Det var begge hendes forældre, der var ledvogtere.
Jeg burde nok have skrevet ledvogterdatter.

Det er da i øvrigt også tragisk at når ledvogterne skal beskytte
folk mod at blive ramt af et tog, så sker det for deres datter.

Hun gik hjem fra skole sammen med nogle andre.
Det var snestorm en dag i marts 1887 og de gik langs skinnerne.
De fik først øje på toget, da det var for sent og Anne Petrea blev ramt.

Jeg kom i tanke om Daisy, men det eneste brugbare jeg kunne finde her,
var en liste over DSB-personalet på Fyn, for at finde ud af mere om
ledvogterfaderen. Det spor vil jeg så prøve at gå ud af, om jeg så må sige  :)

Jeg vil også se om jeg kan støve noget op via politiet.

Med venlig hilsen
Torben Christensen

Hans Poulsen



Hej Karen

Jeg kan ikke rigtigt greje, om der i dit PS til mig er en lille næse til mig, men de kommentarer, jeg skrev i mit første indlæg, indeholdt på ingen måde kritik af dig.

Vel, vel, vel, informationerne kommer dråbevis - nu forstår jeg, at den lille piges forældre VAR tilknyttet DSB - som ledvogtere, hvilket jeg ikke vidste, da jeg skrev mit første indlæg.

Venlig hilsen til jer begge
Hans
Med venlig hilsen
Hans Poulsen
1804 Frederiksberg C

Bliv medlem af DIS-Danmark. Det koster kun 200 kr. pr. år - det vil sige ca. 55 øre pr. dag

Karen Graabæk Møller

Hans, ingen næse - men dit indlæg lød lidt af at du mente det var to meget forskellige ting, og som jeg skriver: hvis der intet stod i en personalemappe, ville det være mærkeligt hvis der stod noget om en ulykke der involverede en ikke-ansat.

Men nu kan det jo være Torben kan finde noget om forældrene.

Torben, jeg fandt min oldefars personalemappe ved at slå hans journalnummer op i en bog de har på Rigsarkivet. Jeg kendte hans navn og hans dødsdato (han blev kørt ihjel af toget juleaften, så det er jo nemt at huske). Herfra fik jeg hans journalnummer, og kunne så bestille personalemappen hjem til mit lokale bibliotek - de er godkendt til fjernlån fra Statens Arkiver.

God fornøjelse!

Karen

Torben Christensen

Hej Karen

Det var et rigtigt godt tip med at slå ledvogterdatterens far op
i den journalbog du nævnte. Det vil jeg med spænding prøve.
Jeg er i gang med at undersøge ledvogterfamilien og dette vil kunne
give mig brugbare og nye oplysninger om faderen, tror jeg.

Det råd er jeg meget taknemmelig for, Karen.
Det var lige sådan noget jeg søgte; noget der kan give større indblik
i ledvogterfaderens tid hos DSB.

Det var da tragisk med din oldefar at han døde en juleaften.

Den lille ledvogter datter blev 8½ år. Samme år som hun døde,
fik hun en bror, Laurits. Han blev naturlig voksen og døde som ret
gammel.
Han var død, da hans barnebarn, en ung dame, blev dræbt
af et tog i 1987 eller 1988. Det var 100 år efter den lille Anne Petrea
døde.
Sikke noget. Naturligvis vidste vi noget om hende der blev dræbt
af et tog i 1987-88, men det var først gennem min slægtsforskning
vi fandt ud af at et familiemedlem var omkommet på ved en påkørsel
dengang i togets barndom.

Hilsen
Torben Christensen