Hvem var forældre og 1. mand til Mette Sørensdatter, Jelling (ca. 1719-1801)?

Startet af Mads Pagh Nielsen, 17 Sep 2011 - 11:20

Forrige emne - Næste emne

Mads Pagh Nielsen

Kære slægtsforskere,

Mette Sørensdatter blev født omkring 1719 og døde 14. okt. 1801 i Rugballe, Jelling, Vejle. Hun var i første ægteskab gift med en mand med fornavnet Christen (jeg har her udelukkende børnenes efternavn at gå efter, da jeg ikke har fundet ham nævnt i anden forbindelse).

Jeg kender til tre børn af dette ægtepar, som jeg umiddelbart gætter på alle er født i Jelling - selvom jeg naturligvis ikke kan være sikker: Søren Christensen (han fik tilnavnet 'Præst') ca. 1745, Johanne Christensdatter ca. 1754 og Ane Elisabeth Christensdatter (min ane) ca. 1759.

Grundet den desværre ret mangelfulde kirkebog for Jelling og Hover sogne i perioden kan information om børnenes fødsler mv. ikke findes - dog har jeg fundet Ane Elisabeths konfirmation opslag 18, 10. april 1774 – giver desværre ikke oplysninger om faderens efternavn.

Den nævnte slægtssammenhæng fremgår bl.a. fra denne folketælling:

Vejle, Tørrild, Jelling, Rugballe Bye, , 1, FT 1801, A1002
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Rasmus Jeremiassen 49 gift husbonde Bonde og gaardbeboer
Ane Elisabeth Christensdatter 42 gift hans kone
Johanne Rasmusdatter 3 - Deres Datter
Christen Andersen 15 ugift konens søsters børn
Else Andersdatter 12 - konens søsters børn
Peder Christensen 70 gift hendes Stiffader
Mette Sørensdatter 81 gift hendes moder

Christen Andersens dåb findes på opslag 58 i KB i Jelling - søn af Anders Madsen og Johanne Christensdatter (dør i 1790), så dette må således være søsteren. Rasmus Brøgger (dvs. samme Rasmus Christian Jeremiassen nævnt  i ovenstående FT, som var søn af Jeremias Pedersen Brøgger som var bl.a. degn i Ringive, Lindeballe og Gadbjerg sogne) er bl.a. fadder. Deres vielse finde på opslag 52 i KB.

Mette Sørensdatter bliver i 2. ægteskab gift med Peder Christensen (kan ikke finde brylluppet!), som var smed i Jelling. Denne overdrager ifølge Jens Heltofts "Jelling – Et Kongelevs Historie" i 1778 gården "Nørregård" til sin "elskelige stedsøn" Søren Christensen (kaldet "præst", fordi han iflg. Heltoft tidligere havde tjent en præst). Gården blev købt på Viborg Snapsting for 624 rdl. af sognepræsten Peder Borch i Grejs.

Heltoft nævner i sin bog en Søren Lassen Smed (han var sognefoged og boede på Fogedgården), som aldersmæssig kunne være Mette Sørensdatters far, men jeg har ikke fundet skyggen af dokumentation herfor og Heltoft nævner da heller ikke en datter ved navn Mette i forbindelse med ham.

Efterslægten til Mette Sørensdatter er meget interessant, og der er skrevet om del om denne i Heltofts meget spændende bog.

Jens Heltoft nævner dog ikke noget om Mette Sørensdatters ophav, og jeg har ikke været i stand til at finde frem til hendes forældre.

Det er heller ikke lykkedes mig at finde ud af hvem hendes mand med fornavnet Christen var!

Jeg har forsøgt at finde informationer i skifteprotokollerne - uden held.

Kan nogle her hjælpe med oplysninger? På forhånd tak!

Med venlig hilsen,

Mads Pagh Nielsen :)