Leding

[Inger G. Rasmussen]

I matr. 1664 Aalborg amt står gårdenes afgifter nævnt. Ved nogle nævnes først "Leding" og derefter de specificerede afgifter, mens der ved de andre begyndes med afgifterne. Jeg er blevet fortalt, at Leding blev pålagt de selvejergårde, hvis ejere efter Grevens Fejde ikke kunne bevise, at de ikke havde været på Skipper Clements side og derfor blev inddraget af Kronen. Arkivalierne fra dette retsopgør er ikke bevarede.
Jeg ville gerne vide mere om forholdene, men har ikke rigtig fundet noget.
Mvh
Inger

[Aase Madsen]

Link.

https://slaegtsbibliotek.dk/soeg-efter-boeger/fritekst.html

skriv : grevens fejde
Der kommer en masse du kan læse.

Fundet i slægtens spor:

Grevens Fejde havde givet anledning til meget store udskrivninger af skatter. Befolkningen var dengang - som så
ofte før og siden - skattetræt, og inddragningen af bispegodset blev direkte motiveret med, at kronen skulle have en
større del af sine indtægter gennem jordegodset i form af
landgilde, så der kunne spares på skatteudskrivningen. Jordegodset blev lagt under lenene, og lenene blev i mindre
grad lensmandens „forretning“, end de før havde været. Christian den Tredie stilede mod at forvandle alle len fra tjenestelen til regnskabslen. Lensmændenes opgave i et tjenestelen
var at bidrage til krigsførelse og at yde en årlig afgift. I regnskabslen blev lensmanden i højere grad kongens administrerende embedsmand på fast løn, mens overskuddet tilfaldt
kronen. Trods de gode hensigter måtte Christian den Tredie udskrive en del ekstraskatter hos stænderne, men så lykkedes det ham også at mindske en gæld på knap 1,4 millioner
mark danske til ca. 60,000 daler, og samtidig fik han bragt
orden i møntvæsenet.

[Aase Madsen]

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/grevens-fejde-1534-36

Kort over de 49 herreder i Jylland, hvis indbyggere af borger- og bondestand efter Clementsfejden i 1534 blev dømt kollektivt for oprør mod kongemagten. Kortet viser således oprørets geografiske udbredelse. Den tilsyneladende urimelige kollektive straf hang sammen med, at bondeoprør i middelalderen normalt blev vedtaget på herredernes ting med gyldighed for alle. Alle var altså principielt skyldige, til det modsatte var bevist. Det var således op til de dømte selv at bevise deres uskyld, hvilket var svært, da ingen vidner, som selv var dømt, blev accepteret. Det lykkedes da også kun for relativt få. Straffen var i princippet hængning og ejendomskonfiskation, men ved at betale en stor bøde, kaldet halsløsning, kunne de dømte frikøbe sig for dødsstraffen. De bønder, som selv ejede deres gårde (selvejerbønderne), mistede desuden ejendomsretten til deres gårde. Den kunne dog genkøbes, hvis de havde råd, hvad få havde. Illustration: Kort fra Hans Henrik Appels bog ”At være almuen mægtig”: de jyske bønder og øvrigheden på reformationstiden, 1992. Gengivet med tilladelse fra Hans Henrik Appel

[Inger G. Rasmussen]

Jeg siger mange, mange tak
Mvh Inger