Min hustru og jeg har så anskaffet os nye pc'ere (bærbare) - efter nu nok mere end 10 år med de gamle (bærbare), og nu med Windows 11.
Det hele skal så overflyttes til den nye, og det er lidt af en opgave, men så heller ikke værre og sværere - men dog lidt af en opgave.
Windows 11 er ikke så vanskelig, og Brothers Keeper blev installeret og kører. Dataene indlæste jeg fra en sikkerhedskopi, og her skulle jeg så lige lave en "sikkerhedskopi" af dataene på roden i c:drevet som det første, og så virker det helt som på den gamle.
Kalenderprogrammet "Data" kører upåklageligt på den nye - med et link til programmet fra skrivebordet; den var nok det, som jeg var mest bange for ikke kunne køre under Windows 11, men det gør den så heldigvis. Dog "kun" med en sti ude fra skrivebordet, og så starte programmet inde fra c:drevet - men det virker også fint.
Alle mine utroligt mange bomærker under Google browseren kom fint over - ved at logge ind på Google på både den gamle pc'er og den nye, og så synkronisere. Ingen problemer.
Vi købte så samtidig 2 nye licenser til Microsoft Office Home og Student, årgang 2021, pris 749 kr. pr. styk - og det virker fint. Den gamle udgave var 2007, så den var tjenlig til udskiftning. Data i "skyen" er ikke os, og derfor er 365-udgaven ikke interessant for os.
Alle data under "Dokumenter", og det er utroligt mange gennem alle årene (5 GB), kopierede jeg over på et USB-stik, og har så lagt ind på samme måde og struktur, som på den gamle, så det er helt som det plejer. Utroligt som man får samlet dokumenter - men her kan så nok ryddes op og slettes efterhånden.
Hele øvelsen er så nu næsten færdig, printere skal tilkoples samt flere mindre programmer - og så kan det forhåbentlig køre de næste 10-15 år.
500 GB data - lager burde være nok for almindelige brugere som os

De gamle pc'ere skal så formateres m.v., og så på genbrug.
Mange hilsener
Christian