For alle > Slægtsforskning - metode og teknik

Skabeloner ("templates") for kirkebøger, folketællinger, dødsattester, mm.

(1/2) > >>

Søren Dalsgaard:
Kære slægtsforskere,

Jeg er kommet godt i gang med transskription af alle mulige dokumenter, bl.a. kirkebøger, folketællinger, dødsattester, udvandrerprotokoller, passagerlister. Og spørger nu mig selv, om nogen måske allerede har gjort arbejdet med at lave gode dokument-skabeloner for sådanne officielle dokumenter?

Det ville være utroligt nyttigt hvis man et sted - her i forummet f.eks. - kunne finde skabeloner for de mange officielle dokumenter. Blandt andet de forskellige udgaver af kirkebøger. Har jeg misset dem? Hvis der ikke er lavet skabeloner, burde man næsten gøre det.

Mvh
Søren Dalsgaard 

Britta Hansen:
Her er f.eks. en skabelon til at starte med:
Indsamling og registrering af oplysninger på Danske Slægtsforskeres hjemmeside.

"I stedet for at udfylde registreringsskemaer kan du skrive oplysningerne direkte ind i dit slægtsforskningsprogram , hvad enten du benytter et program på din pc eller et webbaseret program. Alle de gængse programmer indeholder mulighed for registrering af alle de nævnte oplysninger."
- -
Skæv til hvordan andre registrerer/udstiller data - se eksempler på aneopslag.dk. Jeg tror ikke, at Lars Skovvang har noget imod, at du kopierer hans fine måde.
- -
Husk henvisning/link til kilden.

Marianne Lund:
Hej

Det er også muligt at taste informationerne ind forskellige steder på nettet hvor andre slægtsforskere kan finde dem ved en søgning, f.eks.:
- FamilySearch Family Tree ( https://www.familysearch.org/tree/overview )
- Danish Family Search ( https://www.danishfamilysearch.dk/ )
- Indtast begravelsesprotokoller for København i Kildetasteren ( https://kbharkiv.dk/deltag/indtast-begravelser-1861-1940/ ) (Københavns Stadsarkiv)
- Vær med til at taste og gøre kulturarven tilgængelig for alle! ( https://cs.sa.dk/ ) (Rigsarkivet)

Søren Dalsgaard:
Tak for alle de udmærkede forslag!

- Det jeg imidlertid mente var mere dokument-skabeloner, altså Word-udgaver af opsætningen og formularbetegnelserne i de gamle dokumenter. Lidt à la det vedhæftede.

Jeg er helt med på tanken om at dele alt det man transskriberer. Er medlem af MyHeritage, men nok lidt utilfreds med, at kun betalende medlemmer kan få adgang til alt det andre gratis taster ind. Fin forretningsmodel for bagmændene, men...

Mht. alle kirkebøgerne online synes jeg det ville være perfekt hvis Rigsarkivet kunne tilføje et "meta-lag", så man kunne indsende sine transskriptioner.

Men, det jeg efterlyser er altså dokumentskabeloner (templates). Er lidt overrasket over, at der ikke er nogen tekstbehandlings-nørder som har lagt sådanne ud til rådighed for andre. Det ville være utroligt nyttigt. Hvis jeg var bedre til Word (eller i mit tilfælde Open Office) ville jeg selv lave dem.

Dbh
Søren

Ferdinand:
Hej Søren,

Med tanke på hvordan kirkebøger, folketællinger, mv. varierer i form og struktur over tid og fra sogn til sogn, tvivler jeg på nytten af sådanne dokumentskabeloner, som du omtaler. Man ville enten ende op med et forvirrende stort antal skabeloner eller med et fåtal generiske skabeloner, som ikke passer til alle dokumenter eller situationer.

At transskribere diverse dokumenter direkte i Word, OpenOffice Writer eller et andet tekstbehandlingsprogram er desuden ikke særligt brugbart, eftersom transskriptionerne ikke let kan anvendes i andre sammenhænge. Hvis transskriptionerne f.eks. skal blive en del af en eller flere søgbare databaser i fremtiden, kræver det utrolig megen efterbehandling, eftersom hver eneste transskription skal inddeles i diverse variabler og derefter kopieres. I et sådan scenarie er der først en person, som bruger frygtelig megen tid på at transskribere, og dernæst er der en person, som bruger frygtelig megen tid på at efterbehandle transskriptionerne. Ønsker man, at ens transskriptioner kan blive brugt effektivt og smertefrit af andre end en selv, bør man benytte sig af et opmærkningssystem for at skabe struktur i transskriptionerne. Hvis transskriptionerne er opmærkede, kan efterbehandlingen automatiseres helt og holdent. De fleste slægtsforskningsprogrammer anvender en eller anden form af opmærkningssystem i deres databaser, som de parser for at vise relevant information på skærmen. I mange tilfælde kan programmerne konvertere et opmærkningssystem til et andet. Bruger man et opmærkningssystem i sine transkriptioner, kan man desuden automatisk skabe Word-dokumenter (og OpenOffice Writer-dokumenter), som viser transkriptionerne i fine oversigter à la den, du vedhæftede i din besked. Ved at bruge et opmærkningssystem kan man med andre ord slå to fluer med et smæk.

Der findes et hav af forskellige opmærkningssystemer og et hav af databehandlingsprogrammer, som kan bruges til formålet. En let løsning er Excel (eller OpenOffice Calc), som man typisk allerede har installeret på sin computer, hvis man har Word (eller OpenOffice Writer). Ved at transskribere i Excel (eller OpenOffice Calc) opmærkes dine transskriptioner automatisk, og du har desuden kontrol over den underliggende datastruktur (vha. rader og kolonner). Et Excel-dokument (eller OpenOffice Calc-dokument) kan let konvereteres til XML, hvilket skaber uanede muligheder for let at inkorporere transskriptionerne i diverse databaser, inkl. Rigsarkivets.

Tager man udgangspunkt i dokumentet, du vedhæftede, kunne man eksempelvis have følgende kolonner (variabler), hvor indtastningen sker i raderne nedenfor (her vist i parenteser) - afhængigt af hvilken granularitet, du ønsker. Som du ser her, er dette ikke en nøjagtig transskription, eftersom f.eks. forkortelserne i kirkebogen her er skrevet ud, osv. Dette underletter automatisk søgning i transskriptionerne, og er man interesseret af en bestemt dåb, kan man altid selv gå ind og se, hvordan den i realiteten var indskrevet i kirkebogen.

- Nr. (3)
- Barnets navn (Anton Christensen)
- Fødselsår (1859)
- Fødselsmåned (1)
- Fødselsdag (31)
- Fødselssted (Udbyneder)
- Dåbsår (1859)
- Dåbsmåned (3)
- Dåbsdag (13)
- Dåbssted (Kirken)
- Faderens navn (Christen Jensen)
- Faderens alder (-)
- Faderens info (Udlagt barnefader, Bolsmand i Udbyneder)
- Moderens navn (Else Thomassen)
- Moderens alder (28)
- Moderens info (For tiden hos Johannes Hansen på Udbyneder hede)
- Fadders navn 1 (Ane Christensdatter)
- Fadders info 1 (Jens Thomassens kone i Bjerre)
- Fadders navn 2 (Abelone Thomasdatter)
- Fadders info 2 (Tjenestepige i Udbyover)
- Fadders navn 3 (Peder Christensen Rousing)
- Fadders info 3 (Aftægtsmand fra Bjerre)
- Fadders navn 4 (Niels Sørensen)
- Fadders info 4 (Husmand fra Bjerre)
- Fadders navn 5 (Jens Christian Mikkelsen)
- Fadders info 5 (Husmand fra Bjerre)
- Jævnførelsesregister (3)
- Anden info (Barnet vaccineret 11. august 1859)

Mvh.
Ferdinand

Navigering

[0] Emneindeks

[#] Næste side

Skift til fuld version