Hej Hanne!
Jeg har læst dit indlæg - det er godt nok mærkeligt at der står fødedag, men ikke fødemåned og fødeår for den anden mulige far. Det gør det naturligvis noget sværere at finde ham, selvom du med fødedag kan udelukke ca. 29 ud af 30 af de potentielle fædre du kan identificere ud fra navnet.
Alt omkring faderskabssager og teknikken omkring det skal jeg ikke kloge mig på, men tror du ikke at "Barnet maa være avlet i tiden mellem noget
før midten af januar og noget før midten af marts" er en fejl - og at der skulle have stået "Barnet maa være avlet i tiden mellem noget
efter midten af januar og noget før midten af marts" - det andet giver jo ikke rigtig mening?
Jeg ser nogle gange i lokale Facebook-grupper at folk spørger om nogen kender "den Jens Hansen, der arbejdede hos bager Svendsen i 1950'erne" og tit får fat i den rette persons navn og skæbne. Måske du kunne prøve den vej også?
Med hensyn til test af nære familiemedlemmer til den potentielle far, så kan jeg godt forstå at de lukker af - de har ikke noget ønske om at bevise slægtens sidespring. Her kan man måske med lidt held prøve at gå 1-2 generationer tilbage og finde en efterkommer der vil teste, men det er jo lidt op ad bakke. Alternativet er at lave stamtræer for de to kandidater og så se, om fremtidige spontane matches peger på én af dem - men det ville jo være nemmest at starte med enten at få sikker bekræftelse eller afvisning af at den mand, der står i faderskabssagen er den rette ud fra en test af et nært familiemedlem til ham.
Det ville være en stor hjælp i en sortering i de spontane matches, hvis du også har en DNA test på en eventuel halvsøskende eller fætter/kusine på din mors side - så kan du nemt udelukke de fleste matches som kommer via din mor og fokusere på resten.
Du skal bare have et spontant match på over 100 cM og gerne over 200 cM, før du har en reel mulighed for at indkredse din far - eller få bekræftet med en ret stor sandsynlighed at du allerede har fat i den rette.
Selvom jeg generelt anbefaler FTDNA fremfor MyHeritage, så er det udelukkende p.g.a. MyHeritage's abonnementsordning plus deres meget aggressive markedsføring. Men de to autosomale tests er helt ens, MyHeritage har langt flere danske testere og deres DNA-værktøjer er blevet noget bedre end FTDNA's, så hvis man i forvejen bruger MyHeritage, så kan man sagtens tage sin DNA-test der. Du vil dog sandsynligvis få lidt flere ekstra matches ved også at teste hos FTDNA.
Nu ved jeg ikke, hvor i landet det hele starter, men hvis det er i Københavnsområdet, så kan man jo finde både gamle Krak og KTAS telefonbøger online og derigennem med lidt held få en adresse på kandidater til far #2, da både navn og beskæftigelse fremgår - det leder da en smule videre:
https://bibliotek.kk.dk/temaer/krakhttp://www.ptt-museum.dk/samlinger_bibliotek/bibliotek/digitale_boeger_registre/telefonboeger_fra_ktas/Lige til sidst en lille tanke fra andre sager jeg har hjulpet med: Du kan nok desværre ikke helt udelukke at der kan have været en 3. mand i spil, som din mor af en eller anden grund dækker over - det er set før. Ikke for at spolere din søgen, men mere for at sige, at man er nødt til at holde alle vinkler åbne, indtil brikkerne passer.
Det var vist lidt blandet herfra - god jagt!