Christian Møldorph/Christiane Christiansdatter. Viborg og Mønsted, 1720erne

Startet af Jytte Duholm, 13 Maj 2021 - 22:59

Forrige emne - Næste emne

Jytte Duholm

Kære alle!
Dette indlæg drejer sig om en formoder, hvis herkomst har mystificeret mig gennem et halvt liv. Desværre tror jeg aldrig, jeg finder det endelige bevis, men det afholder mig ikke fra at prøve. Er det ikke det, som driver værket i slægtsforskning: Håbet om gevinst en dag?

Sagen drejer sig om min tip-4 oldemor, Christiane Christiansdatter (ca. 1726 – 1786).

Om Christiane ved jeg med sikkerhed, at hun i 1754 blev gift i Mønsted s., Fjends h., Viborg a. med Mogens Christensen (Skrædder)[/i], med hvem hun fik en række børn, dels født i Mønsted sogn, dels i nabosognet Smollerup, hvor parret senere flyttede til. Det er også sikkert og vist, at Christiane døde 1786 i Laanum, Smollerup sogn. Ved hendes begravelse skrev præsten følgende i kirkebogen:


Anno 1786: Sòndagen d: 3 Febr.
Christiane Cathrine Christiansdatter Mogens Christensens Hustrue i Laanum - 60 Aar gl: begr: -
(Kilde: Kb. for Smollerup sogn, Fjends h., Viborg a., 1742 - 1810, FKVD. Folie ?, opslag 284 af 297 på AO)

Christiane blev altså pludselig udstyret med et mellemnavn, Cathrine. Det er værd at bemærke, at Christiane meget konsekvent kaldtes Christiansdatter hver gang, hun optrådte i kirkebogen, og hun fik også en søn døbt med dette navn.

Nu kommer vi så til den spekulative del: Min arbejdshypotese er, at min Christiane er identisk med en pige, der i 1743 blev konfirmeret i Mønsted sogn. Om hende står to spændende oplysninger i kirkebogen:

Anno 1743 D: Quas: mod. Genit (?)

Christiana Christiansdotter Afgangne Christian Moldorphs i Viborg, som opholdt sig hos sin Moder i Möns

(Kilde: Kb. for Mønsted sogn, Fjends h., Viborg a., 1742 - 1810, FKVD. Folie 333, opslag 159 af 297 på AO)

En gennemgang af Viborgs kirkebøger afslører, at denne Christianes far, Christian Møldorph, en årrække boede i Viborg Søndre sogn, hvor han 1719 ægtede og fik en enkelt søn med en vis Anne Jensdatter, som døde efter ganske kort tid. Christian må have giftet sig igen, for han fik i 1720erne flere sønner med sin anden og stadig ukendte hustru. Desværre har jeg ikke kunnet finde vielsen i Viborg, men kirkebogen for domsognet mangler jo også grundet den ødelæggende brand 1726. En datter af den i 1720 afdøde biskop Casper Wilthagen var bæremoder for Christians første søn med den anden hustru, så der har måske være en forbindelse til domsognet. 

I mange år mente jeg ikke, at Christian Møldorph fik en datter Christiane, men så blev Viborg Søndre sogns regnskabsbog heldigvis lagt på nettet, og ved at sammenholde oplysningerne deri med kirkebogen, konkluderede jeg, at Christian Møldorph må være identisk med den 'Christian Skolemester', som i 1726 fik en datter døbt Christiane Anne Marie. Det er udelukkende i året 1726, at denne betegnelse hæftes på Christian, og han omtales heller ikke i Ejnar Poulsens "Viborg Amts Degne- og Skolehistorie". Christian Møldorph optræder sporadisk i regnskabsbogens mandtal som bosat i Skt. Mathiasgade. Her boede hans enke også stadig nogle få år efter hans død i 1738, men så flyttede hun åbenbart til Mønsted. Her har jeg ikke fundet andre spor efter hende i kirkebogen end den enkelte omtale ved datterens konfirmation.

Jeg ved ikke, om det nogensinde vil lykkes mig at finde det klare bevis for min arbejdshypotese – altså at min tip-4 oldemor var en datter af Christian Møldorph i Viborg – men jeg synes indicierne er der: Navnet er jo lidt usædvanligt. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis jeg kunne finde navnet på Christian Møldorphs anden hustru, i.e. Christianes mor.

Derfor er mit spørgsmål: Mon nogen er stødt på en 'enke efter Christian Møldorph' i kirkebøgerne fra Viborg eller omegn? Eller måske ligefrem en vielse omkring 1720?

Et helt andet spørgsmål er Christian Møldorphs herkomst, men det er vist en lige så hård nød.

Venlig hilsen
Jytte Duholm