Kan jeg være heldig at få hjælp til endnu et lægdsrulle spørgsmål?

Startet af Helen Jepsen, 14 Jan 2021 - 15:56

Forrige emne - Næste emne

Helen Jepsen

Det drejer sig om faderen til Niels i det tidligere spørgsmål.
Han hed Laurs Christensen. Født ca. 1740 formentlig i Sinding (Ringkøbing amt)og død i Sinding 1830.
Det er igen et citat fra Sinding bogen, der gør mig nysgerrig på om historien kan være sand.

Han blev gift med Else Nielsdatter 17. oktober 1777 i Snejbjerg sogn:
Lars Christensen af Synderlund i Sinding og
Else Nielsdatter af Haunstrup.

Citat fra bogen:
I over 100 Aar har samme Slægt boet i Stensbjerg. Traditionen fortæller, at Lars Stensberg (som han siden hed) tjente paa Sindinggaard, var nok Snedker eller Tømrer. Herremanden vilde have ham gift med Kokkepigen Else, som var lidt skævhovedet, men tilsidst nægtede han  dét rent ud. Ja, saa kan Du trække i Trøjen, sagde Herremanden, og Lars blev Soldat i 8 Aar. Om han nu vilde have Else, blev der spurgt. Han vilde nødig, der var nok en anden Pige, han bedre kunde lide. Ja, saa kan Du faa 8 Aar til, sagde Herremanden; men her deler Traditionen sig, idet en Beretning lyder paa, at Lars virkelig var inde en 7 a 8 Aar igen, den anden, at han efter de første 8 Aar giftede sig med Else Skævhoved. De fik den ene Gaard i Sønderlund i Fæste. Siden kom de til Stensbjerg.

Venlig hilsen
Helen Jepsen