Hjælp til at finde ud af, hvem min ene oldefar var...

Startet af René Schmidt, 16 Apr 2020 - 20:33

Forrige emne - Næste emne

René Schmidt

Hej...

Jeg har brugt en del tid på, at finde mine forfædre på sa.dk. Udover det har jeg samlet al information i My Family Tree program og uden assistance eller hjælp, så har jeg ved blot at benytte sa.dk fundet frem til rigtig mange i mit stamtræ. På begge mine forældres side, har jeg fundet personer tilbage til omkring 1780.

Dog er der en person, som jeg intet kan finde på. Det er min oldefar, på min fars side. Min fars familie har altid været rigtig dårlige til at tale sammen, til at hjælpe hinanden og generelt være en familie. Min far siger, at ingen ved hvem hans farfar (min oldefar) var og jeg har intet kunne finde på ham. Jeg har fundet min farfars Fødselsanmeldelse, hans navn i kirkebogen i forbindelse med hans dåb, samt konfirmation, men ingen nævnelse af hvem hans far var.

Min farfar hed Holger Schmidt. Han blev født i Tinglev Sogn den 3. november 1924. Hans mor var Helena Maria Schmidt, som blev født 30. juli 1901. Problemet er først og fremmest at min farfar blev født udenfor ægteskab. På Fødselsanmeldelsen står der, at det er hustruen til den landmand, hvor min oldemor var tjenestepige, som ved personligt fremmøde har anmeldt fødslen. Desuden har min farfar fået efternavnet Schmidt fra hans mor, hvilket jo ikke var så normalt dengang, så det er fra min oldemors slægt, at jeg har fået mit efternavn fra, og ikke fra min oldefars.

Min oldemor giftede sig med en mand, da min farfar var omkring 5 år gammel, og han hed Lorentz Peter Hye, så tror ikke at han var min oldefar, da min farfar, så burde have fået hans efternavn, ville jeg mene.
Min farfar døde desuden omkring 10 år før jeg blev født, så har aldrig selv kunne spørge ham om noget. Han døde som følge af en blodprob i benet, som gik i hans ene lunge. Han var ca. 47 år, da han døde. Det er ihvertfald, hvad min far har fortalt mig, men mange detaljer omkring den side af min familie, er ret upræcise og det virker som om de bevidst prøver at skjule eller glemme deres fortid. Muligvis da det jo i den tid var forbundet med stor skam, når et barn blev født udenfor ægteskab.

Så jeg ønsker at finde ud af, hvem der var far til Holger Schmidt. Hvis jeg mangler noget information her, så spørg endelig efter det, da jeg gerne deler den information, som jeg har kunne finde.

Skal også sige at jeg har talt med Statsarkivet, som har kigget efter Faderskabssager og intet kunne finde. Så da jeg læste om jer, så tænkte jeg at det måske var her jeg skulle finde nogen, som kunne hjælpe og måske pege mig i den rigtige retning  :)

Håber at der er nogen derude, som kan hjælpe mig.

På forhånd tak   :)

Malene Günther Gomez

På Fødselsanmeldelsen står der, at det er hustruen til den landmand, hvor min oldemor var tjenestepige, som ved personligt fremmøde har anmeldt fødslen.

Bare sådan en teori. Kunne det måske være landmanden som er far til barnet ???
Malene Günther Gomez

René Schmidt

Det har jeg også tænkt var en mulighed. Har også overvejet om det måske var en Gårdkarl eller lignende. Problemet er så hvordan man finder ud af om det er en mulighed. Udover at prøve at finde nulevende efterkommere til gårdejeren og håbe på en DNA test, så kan jeg ikke se andre muligheder der. Men ja, netop gårdejeren har jeg også tænkt var en mulighed.

Hanne Fisker

#3
Hej Rene Schmidt

Jeg har ledt og ledt i Tinglevs KB efter Holger Schmidts dåb uden at se den, kan du linke til den?

FS har to FT'er med en Holger Schmidt født på samme dato, men jeg kan ikke læse fødestedet eller finde originalen af FT på AO.

https://www.familysearch.org/ark:/61903/1:1:Q2ZC-VTP9  FT-1925
En Holger Schmidt født 3/11 1924 opholder sig på Ehelershjemmet i Vilstrup, Haderslev

https://www.familysearch.org/ark:/61903/1:1:QLR8-3QMQ  FT-1930
En Holger Schmidt  født samme dato befinder sig i Helsingør - på Prinsesse Ingeborgs Welanderhjem.

Kan det være din Holger?

Venlig hilsen
Hanne Fisker

Tilføjet: https://www.ehlershjemmet.dk/CustomerData/Files/Folders/6-pdf/15_historienomehlerhjemmet.pdf

Gitte Johansen

Født i Tinglev, døbt i Bjolderup. Står derfor kun i registret for Tinglev, indført ved dåb  i Bjolderup.
Venlig hilsen
Gitte Johansen 8520 Lystrup

gittejohansen(snabel a)rocketmail.com


Hanne Fisker

Godmorgen

https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=38700#38700,5462791
Tinglev Personregisterfører
Fødte, biregister
Holgers dåb anmeldt.
Landmandskonen var til stede ved fødslen, og det syntes jeg er lidt underligt hvis hendes mand var far til Holger...!

Vh
Hanne Fisker


René Schmidt

Tak for at du har kigget på det, men det du har fundet, er præcis det samme, som jeg har fundet. Ja, det er underligt at landmandskonen skulle være til stede ved fødslen, hvis hendes mand var far til barnet, men det er ikke sikkert hun har fået det at vide og måske tror hun det er en anden mand. Desværre har jeg ingen idé om hvad der er foregået, da min farfar blev født, og da ingen i min familie ved noget eller ikke vil snakke om det, så står jeg uden ledetråde til, hvor jeg måske skal søge.

Da min oldemor senere giftede sig med en mand, som også tog min farfar som hans søn, så har min far altid undret sig over, hvorfor hans farmor og far hed Schmidt til efternavn, mens ham han kaldte farfar hed Hye.

En anden mulighed, som jeg har tænkt over, er at ham Lorenz Peter Hye, som min oldemor giftede sig med, da min farfar var omkring 5 år, faktisk er hans far, men da de ikke var gift, da min farfar blev født, så var det måske for stor en skam, at få et barn udenfor ægteskab og så ventede de med at gifte sig til de var flyttet til Taulov ved Fredericia. Dog ville jeg så tro, at de ville have fået min farfars efternavn ændret til Hye. Men er en mulighed.

Der er rigtig mange muligheder, hvilket gør det så frustrende, da jeg kun mangler min oldefar og så har jeg fundet alle de nærmeste slægtninge.

I fødselsregisteret, som du selv har fundet, står der også 2 navne under fadder; Niels Larsen (vist nok Larsen) og Willy Christensen. Har også overvejet om en af dem skulle være den rigtige far.

Hanne Fisker

Hej

Jeg lagde det jeg havde fundet, og som du selv havde fundet, herind i tråden da det altid er en god ide at andre kan se på tingene, nogen gange giver det pote.

Jeg ved ikke om du har læst den PDF fil jeg linkede til? Men det der står der kan faktisk også være årsagen til at du ikke finder din farfars far eller at familien ikke snakker om det.

En ting har jeg selv måtte sande når der ikke opgives en fader, og der ikke er en faderskabssag, er det næsten totalt umuligt at finde faderen. Og alt andet er så kun gætværk, medmindre man ligefrem finde et brev eller får en oplysning fra en slægtning som ved noget.

Men jeg håber dog heldet må være med dig.

Venlig hilsen
Hanne Fisker

René Schmidt

Jeg har kigget på dine link og de dokumenter jeg har, en ekstra gang og det er min farfar. At han i 1930 opholder sig på Prinsesse Ingeborgs Welanderhjem passer ind. Jeg har nemlig også set hans mor og Lorenz Peter Hye fra den Folkeoptælling i 1930, hvor Holger ikke er på listen, men på en senere Folketælling fra 1940 i Taulov der fremgår Holger sammen med hans mor og Lorenz Peter Hye. Så han har åbenbart været på Prinsesse Ingeborgs Welanderhjem i en periode mellem 1930 til 1940 og fra fødsel til måske omkring 1930 har han været på Ehlershjemmet. Det er ny information for mig, som jeg skal have snakket med min far om, da det garanteret ikke er noget han kender til.

Det er også at bemærke at i Folkeoptællingen fra 1930 fremgår Holgers mor, som Helena Maria Hye og ikke Schmidt, som er hendes medfødte navn. De blev gift 6. august 1927 i Tinglev.

Nå, men jeg må lede videre selvom jeg godt kan se, at det nok ikke er sandsynligt at jeg finder et svar, men jeg er ikke god til bare at give op. Er ret stædig. Godt at man kan lave meget arbejde over internettet, da det i denne tid er ret svært at komme ud på arkiverne og kigge.

Tak for din hjælp  :)

Hanne Fisker

Hej

Var så lidt. Måske kan du via Rigsarkivet finde mere om tiden på de to hjem? Jeg ved ikke hvad der kræves for at se sagsakterne, men måske det er et forsøg værd!?

Forsat god forskning, håber der en dag dukker mere op om ham.

Vh
Hanne Fisker

Peter Petersen

Hej René,
har du stadig ikke fundet din oldefar? Ellers har jeg et par oplysninger om Lorenz Peter Hye f. 1870. Der står født i Svejrup, men det er sandsynligvis Skovbøl.
"Papir og mikrofilmede arkivalier
Arkivskaber: Varnæs Personregisterfører (Varnæs Standesamt) . Geografi: Gemeinde Baurup, Hagested Sognekommune, Gemeinde Warnitz, Lundtoft Kommune, Gemeinde Schweirup. Arkivserie: Skilsmissesager. Periode: (1903 - 1916) Indhold: Lorenz Peter Hye Helena Hye, geb. Hinrichsen 1903".
Han var fyrbøder på lokomotivet ved lillebanen Aabenraa- Varnæs (Æ Kleinbahn), som blev nedlagt efter genforeningen.
Hans forældre boede i Skovbøl ved siden af den gamle skole, faderen var landarbejder på Skovbølgaard, og han havde (mindst) 2 søstre og muligvis en bror.
Hvis det er den samme, har han altså været omkring 60 år, da han giftede sig med din oldemor på ca. 30, som også hed Helena.
Han boede i en periode i Haderslev, hvor der også boede en Nis Hye, adresse Bøndergårdene, som kan være hans bror.
Efternavnet Hye kan i øvrigt spores tilbage til Varnæs siden ca. år 1700.
Mange hilsner
Peter (gæst på forum 25-11-2020)

René Schmidt

Hej Peter

Tak for din information, men den Lorenz Peter Hye, som jeg har kigget på blev født i i Varnæs i 1903 og gift med min oldemor Helena Maria Schmidt i 1927. Da var min oldemor 26 år. Problemet er at min farfar er født i 1923, så Lorenz Peter Hye er ikke min oldefar, så vidt nogen i familien ved, og da jeg ikke kan finde noget om hvem der var far til det barn (min farfar), som Helena Maria Schmidt fik i 1923, så er jeg lidt på bar bund.

Jeg har kun kigget på Hye, da det er et af de navne min far kan huske og har undret sig over, da min farfar hed Schmidt til efternavn og ikke Hye, som Helena Maria skiftede til, da hun blev gift med Lorenz Peter Hye i 1927. Tænkte at der måske var noget information, som kunne lede mig i den rigtige retning. Har desværre ikke kunne finde noget.

Men tak for informationerne og for din tid  :)