Frands Christensen i Lime (f. ca. 1754/1761, død 6/2 1815 i Lime og begr. 12/2)

Startet af Bjørn Sommer, 07 Dec 2019 - 22:24

Forrige emne - Næste emne

Bjørn Sommer

https://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,378063,379218 -
I dette indlæg fra det gamle forum skev Niels Brinch 28/1 2008 bl. a. følgende:
"Jeg har flere gange en Frands Christensen, Lime, som fadder ved aners og disses søskendes dåb, og min far, der har fastlagt samtlige beboere på samtlige matrikler i Lime ved navn, er bekendt med, at Denne Frands Christensen har en ældre bror, der hedder Søren . Søren sælger den 1. maj 1798 en tønde Hartkorn i agerland og 1 skp. tørveskær til sin bror Frands Christensen for den summa 150 RD, og på dette stykke jord bygger Frands et syv fags hus til beboelse. Til byggeriet låner han 100 RD af Sr. Jens Pedersen Vinter, Mellem Mølle. 6. april 1802 er han nævnt i Lime kirkebog som fadder til min ane nr 41. Han er her anført som husmand Frands Kristensen, Søhuset paa Lime Mark. Jeg kan godt forstå du undrer dig over, hvor han er født. Jeg kan absolut heller ikke finde ham, men broderen, Søren, er døbt i Lime kirke den 4. august 1753 (Lime 1705-1773 opsl. 237), og faderen hedder Christen Sørensen
Jeg håber, du kan bruge dette, selv om det ikke besvarer dit spørgsmål."  -

- - - -
Et eftersyn i Lime Kirkebog, Sønderhald Herred, Randers Amt, kan ikke dokumentere, at der er døbt en SØREN CHRISTENSEN i Lime 4/8 1753. -

Tværtimod blev en ti år ældre SØREN CHRISTENSEN døbt 4/8 1743 i Lime Kirke. En Pige fra Østrup holdt ham. Faddere: Rasmus Raaballe i Lime, Erik Jørgensen, Jens Sørensen, Maren Sørensdatter, alle af Mygind. –

Det er den ældre SØREN CHRISTENSEN, der var søn af CHRISTEN SØRENSEN VÆVER i Lime og hustru MAREN PEDERSDATTER, kaldet VEFVERS i Lime ((døbt 12/7 1716). Peder Rasmussens kone Karen i Skørring bar hende. Faddere: Søren og Peder Bang af Limmer, Maren Mortensdatter, Karen Jensdatter og Sophie Grousis alle af Lime. -

Moderen, MAREN PEDERSDATTER (døbt 12/7 1716) var datter af PEDER SØRENSEN VÆVER i Lime (f. i Hornslet, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt) og hustru BODIL PEDERSDATTER fra Limmer, der blev gift 19/10 1710 i Lime Kirke. -

Selv blev hun gift 3/2 1737 i Lime Kirke med CHRISTEN SØRENSEN VÆVER, der kom til Lime fra Mygind. -

- - - -

Der er INTET, DER TYDER PÅ slægtsforbindelse imellem CHRISTEN SØRENSEN VÆVER i Lime og FRANDS CHRISTENSEN i Lime og hans bror SØREN CHRISTENSEN. - - -

- - - -

En SØREN CHRISTENSEN, der kan være den ovennævnte ældre bror til FRANDS CHRISTENSEN i Lime, nævnes i Lime første gang da han blev gift 3/8 1780 i Lime Kirke med enken KIRSTEN ANDERSDATTER i Lime (f. ca. 1747, død 12/11 1814 i Lime og begr. 22/11). -

KIRSTEN ANDERSDATTER var gift første gang med RASMUS NIELSEN KIRKEGAARD i Lime (f. ca. 1744, begr. 23/3 1780 i Lime). -

Rasmus Nielsen Kirkegaard og Kirsten Andersdatter var forældre til:

ANNE RASMUSDATTER (KIRKEGAARD) (døbt 3/9 1775). Susc.: Helle Nielsdatter. Test.: Niels Amorsen, Morten Degn og gamle Christen Madsen, alle af Lime. –
- - -

Efter ægteskabet med Rasmus Kirkegaards enke Kirsten Andersdatter blev Søren Christensen fremover kaldt SØREN CHRISTENSEN KIRKEGAARD i Lime (f. ca. 1747, død 8/1 1826 i Lime og begr. 15/1. – Ved sin død Aftægtsmand hos Gårdmand Rasmus Mogensen i Lime (f. ca. 1786), som i 1834 var gift med Anne Marie Christensdatter i Lime (f. ca. 1796). –

De blev forældre til:

a) RASMUS SØRENSEN KIRKEGAARD (begr. 24/11 1782 i Lime). -

b) ANNE SØRENSDATTER KIRKEGAARD (døbt 4/4 1784). Susc.: Peder Raaballes datter af Oustrup. Test.: Niels Amorsen, Niels Groersen og Simon Pedersens hustru, alle af Lime. –

c) METTE SØRENSDATTER KIRKEGAARD (hjemmedøbt 26/9 1788, død kort efter). -

- - -

FRANDS CHRISTENSEN blev trolovet 20/4 og gift 16/7 1796 i Halling Kirke, Galten Herred, Randers Amt, med KIRSTEN SØRENSDATTER (f. 27/10 1761 i Halling og døbt 1/11, død 4/3 1815 i Søhus, Lime Sogn, og begr. 9/3 i Lime). Forlovere: Laurs Poulsen i Halling og Niels Thomsen i Lime. – Hun var datter af Søren Mogensen og hustru Maren Lauridsdatter Møller (f. ca. 1725, begr. 8/9 1782 i Halling). -

Ved dåben af deres datter bekræftes relationen til SØREN CHRISTENSEN KIRKEGAARD i Lime:

a) ANNE FRANDSDATTER (f. 7/6 1802 i Lime og hjemmedøbt 11/6, i kirke 13/6, konf. 1817 i Lime). Båret af Søren Kierkegaards datter Anne. Faddere: Jens Ammersen, Morten Hougaard af Lime, Jens Poulsen fra Roedholm,  og Jørgen Mogensens hustru af Oustrup.  -

- - -

Der er faktisk født en SØREN CHRISTENSEN i Hørning by, Sønderhald Herred, Randers Amt, i 1747; men er han mon identisk med SØREN CHRISTENSEN, kaldet KIRKEGAARD i Lime? -

CHRISTEN CHRISTENSEN RØGTER i Hørning var far til:

a) CHRISTEN CHRISTENSEN (døbt 7/11 1745). -

b) SØREN CHRISTENSEN (døbt 29/9 1747). –

c) CHRISTEN CHRISTENSEN (døbt 21/9 1749). –

d) SØREN CHRISTENSEN (døbt 10/3 1754, begr. 14/3 1756 i Hørning). –

e) ANNE CHRISTENSDATTER (døbt 24/4 1757, begr. 15/4 1759 i Hørning). –

f) ANNE CHRISTENSDATTER (døbt 17/5 1761). -

Men i denne søskenderække er der ikke nævnt nogen FRANDS CHRISTENSEN. - - -

Med venlig hilsen
Bjørn Sommer.


Jørgen Pedersen

Hej Bjørn

Det var mig, der startede den gamle tråd, og jeg har desværre først nu set dit opslag fra sidste år.

Frands Christensen er en sten i skoen, og jeg tager ham op med ujævne mellemrum for at se, om der skulle være dukket noget op. Derfor den sene reaktion.

Du har uden tvivl ret. Det eneste, der knytter Frands og Søren til Lime, er det forhold, at de kom til at bo i sognet. Søren Christensen giftede sig til en gård i Lime, og Frands kom til byen, fordi hans bror solgte et stykke jord til ham.

Søren må efter angivelse i folketællinger og begravelsesnotits være født omkring 1747-1749, og Frands må efter samme kilder være født omkring 1754-1761.
Ved Sørens ægteskab skrives han af Hørning, og i 1787 boede Frands i Voldum. Der er, som du nævner, født en Søren Christensen i Hørning i det nævnte tidsrum, men navnet er så almindeligt, at det ikke kan bevise noget. Frands ses ikke født i Hørning og heller ikke i Voldum. Præsten kan selvfølgelig have glemt at indføre dåben, men det er nok mere sandsynligt, at han/de er født andetsteds.

Jeg har koncentreret søgningen om Frands eftersom navnet er forholdsvis sjældent.

Jeg har efterhånden været igennem alle sogne i nærheden af Lime uden at finde Frands. Han er ikke født eller konfirmeret i Hørning-Årslev-Lime sogne (konfirmationer i Hørnings sogns kirkebog). Heller ikke født eller konfirmeret i Voldum.

Han er ikke født i Halling, Hvilsager, Søby, Skader, Rud, Virring, Essenbæk, Fausing, Auning. Ørsted, Mørke, Hornslet, Todbjerg, Mejlby, Ødum, Hadbjerg, Nørre Galten, Vissing, Værum, Skarresø, Thorsager, Marie Magdalene, Gjesing, Nørager, Vivild og Vejlby

Mygind, Skørring og Krogsbæk kirkebog starter først i 1764, men han er ikke konfirmeret i disse sogne
Ølst kirkebog starter 1763, men han er ikke konfirmeret i sognet.
Haslund kirkebog starter i 1763, men han er ikke konfirmeret i sognet.
Vester Allings og Øster Allings kirkebøger starter 1814, så måske ...

Han ses ikke i lægdsrulle for Voldum (lægd 11), Dronningborg amt 1789, måske er han for gammel?

Jeg er efterhånden nået frem til, at der skal en god portion held til at finde Søren og Frands. Måske kan man finde dem i et skifte? Men hvor?

Mange hilsnener
Jørgen Pedersen


Bjørn Sommer

Kære Jørgen Pedersen!

Tusind tak for dit svar!

For Hørning Sogns vedkommende ville det være nærliggende at tænke på Gammel Estrup Skifteprotokol; men jeg har endnu ikke set den igennem fra ende til anden.

Så jeg glæder mig til en "hovsa-oplevelse"!

Med venlig hilsen
Bjørn Sommer.

Jørgen Pedersen

Hej Bjørn

Ja, jeg glæder mig også til en sådan oplevelse!!

Jeg er gået i gang med lægdsrullerne for Dronningborg 1789 ud fra den betragtning, at hvis han er født i dette område, så må han kunne findes i disse ruller. Jeg tager dem simpelthen systematisk fra en ende af, for nu skal han bare findes.

Jeg troede egentlig, at der var en aldersgrænse på 36 år i rullerne, men jeg kan se, at der i rullerne ret ofte nævnes personer over denne alder, feks her https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?bsid=18074#18074,988997, image 34/309

Han kan være født i en købstad, og så er han vist ikke i rullen, men han er ikke født i Randers, hvor en Christen Jensen Skørping (~ Anne Sophie Johannesdatter 1744 ) ellers fik døbt en Frands den 15. juni 1753. Men desværre, han ses ikke at have fået en Søren.

Det må være muligt at gennemse skifteprotokollerne, hvis man undersøger alle afdøde med fornavnet Christen. Der er vist registre i protokollerne, men det må jeg se på, hvis lægdsrullerne ikke giver noget positivt resultat.

Og så skal du lige have en tak for at have sat mig i gang igen med Frands. Han lå ellers i skuffelsesskuffen....nu håber jeg, at han ikke skal derned igen!

Med mange hilsener
Jørgen

Jørgen Pedersen

Hej Bjørn

Jeg tror, at jeg har fundet Frands. Med det forbehold, at jeg ikke kan finde ham i lægdsrullerne, hvor han vel burde være at finde?
Jeg har været igennem lægdsrullerne for (1789) Dronningborg, Mariager, Silkeborg, Skanderborg, Åkær, Stjernholm, Havreballegård, Kalø, Hald, Ålborghus (1790) uden at finde ham. Han er heller ikke at finde i Voldum, Lime, Mygind, Krogsbæk, Skjørring i rullen for 1792.

Jeg har desuden været igennem alle kirkebøger i den relevante periode i alle sogne i nærheden af Voldum og Lime sogne i Randers, Århus og Viborg amter.  Rigtig mange sogne. Uden held, men i nogle sogne mangler kirkebogen, så der kan han gemme sig.
Tilbage efter den megen søgning er faktisk kun den Frands Christensen, der i 1775 blev konfirmeret i et af de kirkebogsløse sogne, Mygind, der deler kirkebog med Skørring og Krogsbæk. Mygind er nabosogn til både Voldum og Lime.

Denne Frands Christensen blev konfirmeret i Mygind kirke i 1775 i en alder af 16 år. I kirkebogen er i margenen noteret "Mygind", så han må komme derfra, eller i det mindste have ophold der i 1775. https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=200704#200704,27865133.
Han må i så fald være født 1758-1759, hvilket passer nogenlunde med de tre aldersangivelser, der er på Frands Christensen i hhv. 1787, 1801 og 1815 - nemlig 1761, 1755 og 1754.

Kirkebogen er først bevaret fra 1764, så hans fødsel kan ikke findes. En Søren Christensen "af Mygind" blev konfirmeret i 1766 i en alder af 16 år. Frands' bror? https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=200704#200704,27865129 Han må i så fald være født 1749-1750, hvilket passer nogenlunde med aldersangivelserne, ifølge hvilke han skal være født 1747-1749.

Frands Christensen havde forbindelse til Mygind, idet hans kone Kirsten Poulsdatter (sic) i Søhuset  bar for  Poul Sørensen og Kirsten Frandsdatter i Mygind 1801 https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=166763#166763,28003172
Forbindelsen kunne naturligvis være på hustruen Kirsten Sørensdatters side, men i 1807 var Søren Kirkegårds datter Anne i Lime fadder for parret i Mygind. https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=166763#166763,28003179  Søren [Christensen] Kirkegård er bror til Frands, så forbindelsen må være på brødrenes side, eftersom deres hustruer ikke er i familie med hinanden.

Kirsten Frandsdatter er datter af Frands Sørensen og Kirsten Sørensdatter i Mygind, og hun blev år 1800 gift med Poul Sørensen, tjenende på Brusgård. https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=166763#166763,28003166

Der er - selvfølgelig - flere med fornavnet Christen i Mygind sogn efter 1764, og jeg har ikke kunnet finde noget skifte.

Mvh
Jørgen




                
                
                
                
               


Bjørn Sommer

Kære Jørgen Pedersen!

Tusind tak for indsatsen!

Med venlig hilsen
Bjørn Sommer.

Jørgen Pedersen

Hej Bjørn

Jo, selv tak. Det var jo dig, der satte det i gang igen. Du får lige det sidste.

Frands Christensen ses som nævnt på Mellem Mølle i Voldum i 1787, så hvis identifikationen med den Frands Christensen, der konfirmeredes i Mygind i 1775, er korrekt, må han være flyttet dertil efter dette år. 
Jeg kom i den forbindelse til at tænke på, at tjenestefolk ofte ses som kreditorer i skifter, hvor deres årsløn står som gæld. Den 4. dec. 1782 skiftedes efter mølleren på Mellem Mølle i Voldum, Peder Jensen Winther. Møllen ejedes af Den Hørningske Stiftelse, og blandt kreditorerne var tjenestekarlen Frands Christensen, der fordrede 8 rdl, dels i løn, dels i lånte penge. Han må altså have været ansat på møllen i hvert fald 1782.

Tustrup gods, der i perioden 1784-1787 ejedes af Christian Kallager fra Mejlgård, havde en del gods i Mygind. I forbindelse med salget af Tustrup gods i 1787 udarbejdedes et regnskab over solgt gods og andre indtægter. I sidstnævnte kategori nævnes "Frands i Mygind Mølle", der betalte 50 rdl for "en Pas". Kallager kvitterede regnskabet den 20 aug. 1787, så passet må være betalt inden denne dato.
Frands i Mygind Mølle kan være Frands Christensen. Ved erhvervelsen af et pas - et fripas - blev han militærfri, og da Frands Christensen ikke er at finde i lægdsrullerne, kan passet forklare dette fravær. I folketællingen 1787 ses kun en enkelt person med fornavnet Frands i Mygind sogn; den Frands Sørensen der nævnes i et tidligere indlæg i tråden, men han er på det tidspunkt 57 år gammel og gift, så han havde ikke brug for noget fripas. Det tyder altså på, at Frands Christensen kort før eller senest sommeren 1787 betalte sig fri af sine militære forpligtelser ved at give sin godsejer 50 rdl.

Folketællingen 1787 blev afholdt om sommeren, og hvis Frands i Mygind Mølle er identisk med den Frands Christensen, der ses i Mellem Mølle i Voldum i folketællingen dette år, så må han antages være flyttet fra Mygind Mølle til Mellem Mølle i 1787. Det er naturligvis muligt, men en mere sandsynlig forklaring er nok, at der er skrevet forkert: Mygind Mølle i stedet for Mellem Mølle. Skriveren har måske vidst, at Frands kom fra Mygind - det var jo derfor Tustrups ejer skulle have betaling - og det er så gledet ham i pennen som en uvæsentlig detalje.
Denne teori kan støttes af det forhold, at der ikke var tjenestefolk blandt kreditorerne, da der i juli 1784 skiftedes efter mølleren på Mygind mølle Mads Andersen Hofgård selv om skiftet fandt sted om sommeren, hvor lønnen vist ikke normalt var betalt. Nu kan man jo ikke umiddelbart slutte ud fra kilders tavshed, for eventuelle tjenestefolk kan jo have fået deres løn udbetalt før tid af mange forskellige årsager. Men det kan jo også skyldes, at der faktisk ikke var tjenestefolk på møllen. Sådan var det i hvert fald i 1787-folketællingen. Skiftet viser desuden, at der ikke var et kammer eller "herberg" til tjenestefolk. Der var et lille kammer, men det blev efter indholdet at dømme brugt som pulterkammer. Der har formentlig ikke været tjenestefolk på Mygind Mølle op til 1787, hvilket kan understøtte teorien om en fejlskrivning.

Skifteprotokollerne for Tustrup gods er desværre kun bevaret frem til 1773, og der ses ingen Frands i skifterne fra Mygind.

Tustrup og Hevringholm havde i en lang periode samme ejere, og noget materiale fra Tustrup kan findes under Hevringholm, blandt andet en optegnelse over lægdsorganiseringen 1774.
Hvis Frands' far var fæster under Tustrup, hvis han boede i Mygind, og hvis han ikke var død før 1774, så burde han være i denne fortegnelse. Her nævnes en Christen Nielsen i Mygind, men han var ungkarl, da han blev gift i 1767, og Christen Gyldenløve, der også nævnes, er for ung til at være far til Søren og Frands. Ingen andre med fornavnet Christen.
Måske er deres far død før 1774, eller måske er han ikke fæster. Hyrde? Jordløs husmand? Eller er han så gammel, at han har afstået gården? I så fald er det ikke til en søn, for der nævnes ingen Christensen i fortegnelsen. Men han kan måske have afstået gården til Frands Sørensen? En slægtning? Det kunne forklare de senere fadderskaber mellem Frands, Søren og Frands Sørensens datter.

I Mygind sogns kirkebog nævnes mindst to med navnet Christen Simonsen. De er ikke nemme at skelne fra hinanden, så der er noget at undersøge, hvis materialet da ellers tillader det ......

1. Frands' pas: Tustrup Gods. Forskellige sager 1479-1787. Specifikation. Her fra https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21028004#331206,66604611, image 68/106
2. Skifte 1782: Den Hørningske Stiftelses gods. Skifteprotokoller 1762-1858 fol 16f, her fra  https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QS7-893H-49KW-1?cc=2015318&wc=M5KK-GPV%3A333466701%2C333775401%2C333775402, image 26/108
3. Skifte 1784: Den Hørningske Stiftelses gods. Skifteprotokoller 1762-1858  fol 29B ff, her fra https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QS7-L93H-49NV-H?cc=2015318&wc=M5KK-GPV%3A333466701%2C333775401%2C333775402, image 31/108ff
4. Lægdsorganisering 1774: Hevringholm Gods. Forskellige sager. Mygind. Her fra https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21027016#330332,66435843, image 69/128