Hjælp til læsning af Ekstra-og rangskat i 1760´erne i København.

Startet af Jimmi Mysander, 26 Nov 2019 - 18:56

Forrige emne - Næste emne

Jimmi Mysander

Jeg har tidligere været forbi vidunderlige Rigsarkivet, og har her undersøgt Skattemandangivelser for 1749, 1757 og 1762, med henblik på at finde mine aner. Der var til min store glæde bingo, og Jeg fandt dem her boende i Christianshavns Kvarter Strandgade 41/Sankt Annæ Gade 41.

Jeg blev ovenud begejstret over de informationer jeg fandt i disse arkivalier, ikke alene en fast adresse hvor de boede, men også hvem der ellers boede i husstanden, samt hvilket arbejde mine aner havde. Det var virkelig givende og jeg blev helt høj af det.

Informationerne var inddelt først i københavnske kvarterer, dernæst i adresser og husnumre, så det var ret nemt at gå til.

Så jeg var helt pumpet op med forventning og kilden i maven, da jeg sidste uge var forbi Rigsarkivet igen og denne gang undersøgte jeg Ekstra- og rangskat for 1765, 1766 og 1767 i København for at følge familien videre på adressen. Det var en speget sag og jeg blev lidt lang i hovedet. For det var virkelig svært for mig at finde rundt i de regnskaber. Informationerne var ikke opdelt efter adresser, og selvom kvartererne var opdelt, læste jeg adresser der var blandet sammen på tværs af kvarterer og jeg kunne slet ikke finde min familie, eller optegnelser på Strandgade 41/Sankt Annæ Gade 41. Det virkede ret rodet.

Så jeg vil høre om der er nogen herinde, der har god erfaring med Ekstra- og rangskat for 1760´erne, og ved hvordan disse arkivalier skal læses og om det overhovedet er muligt at finde en enkelt adresse (Strandgade 41) og i så fald hvordan?

Mvh, Jimmi Mysander

Mikkel Eide Eriksen

Hej Jimmi

I min erfaring er 1762 et særligt år, idet der her er bevaret udførlige protokoller over husstandene. For de omkringliggende år er materialet af en meget anderledes karakter, og det er slet ikke sikkert at der overhovedet findes tilsvarende fine angivelser. Ekstraskatten 1743 har også fremragende materiale.

Umiddelbart kan jeg forestille mig at myndighederne dengang har benyttet de solide 1762-protokoller som basis, og så lavet en form for årlig ajourføring sideløbende. Måske kan der findes noget nærmere om det ved at søge i Det kgl. Biblioteks tidsskriftssamling, især er vel Fortid og Nutid, Historisk Tidsskrift, og Personalhistorisk Tidsskrift interessante. Det er utvivlsomt også givtigt at søge i vores eget bibliotek.
https://tidsskrift.dk/index/search/search?query=1762%20ekstraskat
https://bibliotek.dis-danmark.dk

Iøvrigt vil jeg mene at et indlæg som dette hører til i "metode og teknik" snarere end "hjælp til opslag" :)

mvh
Mikkel
Interesse: alt Gilleleje plus Lindberg/Humble (SE/DK) Svane (Mors) Behringer (Alsace/DK/NO) Bortvig/Fleischer (Lolland)

Hjælper gerne med Sverige: https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,153986