Kilder til Mechlenburg-slægten i Haderslev og Flensborg 15-1600 tallet

Startet af Carsi, 01 Nov 2019 - 09:55

Forrige emne - Næste emne

Carsi

På mange hjemmesider og i bøger (f.eks. S. Mørkvig: Mechlenburg - Patricierslægt gennem 500 år) angives, at Carsten Mechlenburg (borgmester i Haderslev til sin død i 1618) skulle være søn af Oluf Jensen Mechlenburg den yngre (købmand i Flensborg, f. i Haderslev).

Jeg er helt med på, at dette slægtskab er meget muligt - måske endda sandsynligt. Men mit problem er, at jeg ikke kan finde nogen egentligt dokumentation for det - i form af primære arkivalier fra 15-1600 tallet, såsom kirkebogsindskrifter, skøder, breve, retsprotokoller el. lignende.

Er der nogen her i Forum der kender til sådanne dokumenter???

PS: Oluf Jensen Mechlenburg den yngre tillæges også en adskillige andre børn f.eks. Jacob Mechlenborg og Jens Mechlenborg, som findes på to forskellige lokaliteter i Norge i starten af 1600 tallet. Primære arkivalier der kan dokumentere slægskabet til andre af hans postulerede børn har også interesse.

Med venlig hilsen
Carsten Petersen

Cay-Erik Geipel

Hos "Stadtarchiv Flensburg" ligger "Ding und Schötebücher" tilbage til 1512 og gamle retsprotokoller. Der måtte du kunne finde noget. Men det kræver jo at du fysisk bevæger dig derhen. Helt sikkert vil arkivet kunne hjælpe dig.
Der ligger også stamtavler lavet af den gamle latinlærer Moller. Jeg er næsten sikker på at den efterlyste familie er med der. Stamtavlerne ligger frit tilgængelige i læsesalen.
Venlig hilsen
Cay-Erik Geipel
geipel49@online.de

Carsi

Jeg kan finde masser af stamtavler og bøger om "Mechlenburg slægten". Dele af den er også er omtalt i Knud Gethers bog fra 1986: Middelalderfamilier i Flensborg og Nordfrisland og deres efterkommere i Danmark, Tyskland og Norge, og der findes stamtavler af Lengnick for nogle grenes vedkommende.

Problemet med alle disse kilder er, at de ikke henviser tilstrækkeligt til primære arkivalier.

Jeg er derfor kommet stærkt i tvivl om der virkelig er belæg for at tale om én Mechlenburg slægt, som S.A. Mørkvig gør i sin bog.

Jeg kan simpelthen ikke finde beviser for et slægtskab mellem:
1) Jacob Mechlenburg der er stamfader til Nordmøre-grenen
2) Jens Mechlenburg der er stamfader til Trøndelagsgrenen
3) Carsten Mechlenburg der er stamfader til den Søndenfjeldske gren
Alle disse skulle ifl. Mørkvig være sønner af Oluf Jensen Mechlenburg den yngre i Flensburg.

Jeg kan iøvrigt heller ikke ud fra dokumenter relatere ovennævnte personer til Hans Mechlenburg mønsterskriver i Kbh. i 1571 og siden tolder i Helsingør; eller til Claus Mechlenburg proviantskriver i Kbh. i starten af 1600-tallet.

Så spørgsmålet er om al denne snak om EN Mechlenburg-slægt i realiteten er baseret på guesswork og von-høren-sagen?

mvh
Carsten Petersen


Carsi


Hermed en kort opdatering på denne tråd - hvis det måtte have interesse for nogen.

Jeg har indtil nu ikke fundet noget dokument, der endegyldigt beviser, at Carsten Mechlenburg er søn af Oluf Jensen Mechlenburg den yngre. Men der findes en række gode indicier for, at det faktisk forholder sig sådan - han har i hvert fald en helt klar tilknytning til byen Flensburg:

1) Carsten Mechlenburg nævnes som borger i Flensburg den 19/7 1595 (Norske Rigs-Registr., III. s. 387) og den 19/2 1596 (Norske Rigs-Registr., III s. 407).

2) Begge hans vielser er registreret i Flensburg (Reinhusen 1190 og 1455: Annales Flensburgenses 1558-1604. Genudgivet af F. Gundelach, 1926.).

3) Selv om han således bevisligt er borger i Flensburg er han ikke optaget i Flensburgs borgerbog, hvilket tyder på at han er søn af en borger i Flensburg [borgersønner blev ikke indskrevet i borgerbogen, da faderens ed galdt for dem også]. Og den eneste der på dette tidpunkt findes i Flensburgs borgerbog med tilnavnet Mechlenburg er Oluf Jensen Mechlenburg den yngre (borger nr. 358; Kraack, Gerhard (1999) Bürgerbuch der Stadt Flensburg -Verzeichnis der Neubürger von 1558 bis 1869).

4) Efter vielsen i 1602 til Margrethe Schnell, findes der ikke mere nogen kilder der nævner Carsten Mechlenburg som borger i Flensburg, men masser af kilder der nævner ham som borger eller rådmand i Haderslev (f. eks. Kancelliets brevbøger 18/3 1614; 2/3 1616; og 27/3 1618).

Med hensyn til Jacob Mechlenburg og Jens Mechlenburg - stamfædrene til de to nordenfjelsdske grene af "Mechlenburg slægten" - er situationen en helt anden. Jeg har foreløbig ikke fundet nogen dokumenter, som på nogen måde knytter disse mænd til byen Flensburg, endsige til Oluf Jensen Mechlenburg den yngre. Tværtimod findes et dokument af 27/2 1596 (Norske Rigs-Registranter III, 411), der  rent faktisk nævner en Jakob Meckelborg som borger i Rostock - der jo ligger i Fyrstendømmet Mecklenburg!

Så med mindre der dukker ny informationer op, er jeg foreløbig tilbøjelig til at betegne slægtskabet mellem disse to og Oluf Mechlenburg i Flensburg som ønsketænkning eller slet og ret fri digtning.

mvh

Carsten Petersen

Steen Thomsen

Godt at få nogle bevislige fakta på bordet!
Jeg er ganske enig i, at Mørkvigs bog er rasket sammen af dette og hint, og uden anvendelse af den mindste smule kildekritik. Jeg har nylig lagt en efterlysning på Digitalarkivets Forum i Norge, den er der ikke kommet meget ud af.
De bedste hilsner
Steen Thomsen

Frederikssundsvej 128 H st-th
DK 2700 Brønshøj
Danmark
E-post: steen.thomsen snabel-a danbbs.dk
Hj.side: http://www.danbbs.dk/~stst/

Carsi

Tak for info.
Jeg havde selv overvejet at lægge et indlæg på det norske forum også, men det kan jeg så godt spare mig.

mvh

Carsten Petersen

Finn Holbek

Hvis du vil have reaktioner fra Nordmændene m.k., så prøv at gå ind på Geni og slet de to (måske) tvivlsomme sønner fra familien.
Med venlig hilsen
Finn Holbek
https://finnholbek.dk

Carsi


Hej Finn

Jeg forstår dit forslag, men jeg tror nu jeg vil koncentrere mig om min egen slægtsforskning. Jeg tror det er en håbløs opgave, at fjerne al den misinformation, der bliver spredt på nettet fra sites som Geni og My Heritage.

Med venlig hilsen

Carsten Petersen