Kære Theis
Tak for et godt spørgsmål og undskyld et sent svar.
Vi ville gerne være mere præcise, men det er bare hundesvært. Der er masser af muligheder for tvivlsspørgsmål, hvor det kan komme an på detaljerne i sagen. Det er et stort problem, at spørgerne ofte ikke kan vide, om en person kunne være nulevende eller er afgået ved døden. Derfor reglen om de 110 år, som vi jo ikke er ene om at holde os til.
Det er rigtigt, at mange efterspurgte oplysninger er offentligt tilgængelige i kirkebøgerne. Men der er dog den forskel, at sålænge oplysningen skal findes i en kirkebog, er det nødvendigt at gøre et stykke arbejde for at finde frem til den. Man skal kende sitet og vide, hvordan man finder et bestemt sogn og derefter blade sig frem til den søgte begivenhed. Helt anderledes er det, hvis oplysningen gives her i Forum, hvor man kan google sig frem til den. Kirkebøgerne er godt nok klassificerede som kilder med ikke-personfølsomme oplysninger, men ikke desto mindre kan der findes særdeles personfølsomme oplysninger om fx adoption, faderskaber m.v.
Derfor holder vi os til de 110 år, men holder dog en kattelem åben ved at opfordre folk til at sende personfølsomme oplysninger direkte via mail eller private beskeder. Eller måske nøjes med at linke til den kirkebogsside, hvor man kan finde oplysningen. Det kan nemt blive mere forvirrende, hvis vi vover os ud i særregler, hvis man ved, at en person er død; det er jo også sådan, at ingen personer står alene, og når vi søger oplysninger, bliver andre familiemedlemmer ofte inddraget i søgningen. Nærmere kan vi nok ikke komme det.