Hej Kurt!
Som medlem har du måske læst de to artikler om DNA i de seneste to udgaver af Slægtsforskeren?
Det med de 10% er en gammel skrøne. Så vidt jeg forstår, så stammer de 10% fra de amerikanske selskaber, som i 80'erne og 90'erne solgte faderskabstests til mænd, der var i tvivl om faderskabet. De oplevede at 90% af testerne rent faktisk var far til barnet og at "op til 10%" ikke var. Så der er altså reelt tale om at 10% af de fædre,
der i forvejen var i tvivl om faderskabet viste sig at have ret i deres bekymringer. De tal jeg hører fra den brede befolkning siger 1 til 2% og lyder mere rigtigt i mine ører.
Jeg har selv en FamilyFinder (autosomal DNA test) hos FamilyTreeDNA (FTDNA) og har indtil videre kun fundet 2 matches, som jeg har kunnet dokumentere via min slægtsforskning. Alligevel falder de så heldigt, at de dokumenterer at to forskellige linjer biologisk er som der står i kirkebogen.
Man kan altså med en FamilyFinder skrive "DNA bekræftet" ud for flere og flere aner, efterhånden som man dokumenterer sine matches. Omvendt vil man aldrig kunne dokumentere at der IKKE er sidespring. Jeg oplever f.eks. uforklarligt mange halv-fjerne matches med gamle ærke-norske slægter, selvom det slet ikke passer med min slægtsforskning. Der er muligvis en NPE (non-paternity event = "forkert far") et sted langt tilbage, men hvor? Uden en konkret mistanke bliver det svært at finde "den skyldige", hvis det er mere end 3-4 generationer tilbage. Tilbage er kun at bevise flere og flere grene ved at identificere den fælles forfader for de "gode" matches jeg får, men det tager tid - både arbejdstid og ventetid.
På min rene faderlinje er jeg bedre rustet. Her har jeg taget en BigY og derigennem fået min mest detaljerede haplogruppe og jeg har så opsporet og testet alle nulevende rene mandlige sidegrene til min rene faderlinje. Når man fra BigY kender sin mest detaljerede haplogruppe kan man teste personer for denne haplogruppe for under 200 kroner (inklusive kit og porto begge veje). Gennem disse tests véd jeg med 100% sikkerhed at min rene faderlinje er korrekt tilbage til den ældste kendte nulevende mandlige sidegren, som grener ud fra en person født 1790.
Hvis man har en konkret mistanke om en "NPE" op til maks 3 generationer tilbage kan man tage en FamilyFinder på sig selv og på en officiel efterkommer af den mulige ikke-far. Hvis der er et match inden for det forventede interval, kan man være ret sikker på han reelt var faderen. Du kan se de forventede cM intervaller her:
https://isogg.org/w/images/b/bf/Shared_cM_version_3.jpgEr du 4 til 8 generationer tilbage kan du måske få vished ved ovenstående metode, men er du over 3 generationer tilbage kan du risikere ikke at få et match på en FamilyFinder, selvom der reelt er biologisk slægtskab. Hvis det er tilfældet må man prøve at teste en anden officiel efterkommer for at se, om ikke der er match på FamilyFinder alligevel.
Skal du kontrollere at alle dine oldeforældre er korrekte kan du i yderste konsekvens spore efterkommere efter brødre eller søstre til dem og så forære dem en FamilyFinder. Det kommer til at koste dig 9 FamilyFinders, men med hvilket formål?
En FamilyFinder koster aktuelt 92 USD = 575 kroner, men blev set på tilbud til lige under 350 kroner for en måned siden.
Ligger NPE'en længere tilbage, bliver det mere kompliceret. Er NPE barnet en pige er der ikke gode muligheder, men er der tale om en søn, så kan man måske opspore en nulevende efterkommer efter denne søn
i lige mandlig linje og teste efterkommeren med en Y37 (en Y-DNA test). Derefter skal man opspore en anden efterkommer i lige mandlig linje efter den mulige ikke-far eller hans far eller farfar og overtale vedkommende til at teste med en Y37. Hvis der er match mellem de to, så er der ikke tale om en NPE. Men hvis der ikke er et match, så kan du faktisk ikke med sikkerhed udelukke at "ulykken" ikke er sket på et senere tidspunkt og/eller måske i den modsatte gren af den slægtsgren du undersøger. To Y37 koster lige nu 2 x 189 USD = 2.300 kroner, men har lige været på tilbud til noget bedre priser og kommer det sikkert igen.
Metoden med de to Y37 kan også bruges, hvis man har en konkret mistanke om den rigtige far. Her skal man så igen teste en efterkommer efter NPE sønnen i lige mandlig linje med Y37 og så en efterkommer efter den mistænkte far i lige mandlig linje med Y37 - hvis der er match kan man være 99% sikker på at man har fundet den rigtige far.
At teste hår, tænder eller knogler fra afdøde er ekstremt dyrt (10.000+ kroner) og helt uden garanti for at der kan reddes brugbart DNA. Ligeledes er der meget få virksomheder der udbyder disse services, da man juridisk ikke kan garantere at der ikke er tale om en prøve der er indsamlet fra en levende person uden dennes samtykke.
Det var lidt blandet, men spørg ind, hvis du vil vide mere...
Hilsen
Anders Mørup-Petersen