Jørgen Tranberg, købmand i Varde

Startet af Anne de Fine Olivarius, 26 Dec 2017 - 10:47

Forrige emne - Næste emne

Anne de Fine Olivarius


Glædelig jul!
Mon nogen kan hjælpe mig med at finde forældre til købmand Jørgen Tranberg, der levede 1764-1838? Han døde i Varde, men det vides ikke hvor han blev født. Hos Nygård er der rigtig mange der hedder Jørgen Tranberg, og jeg tror alle Tranberg'er må stamme fra Hans Knudsen Tranberg født 1612 i Faaborg (Sønderjylland) som bl.a. ejede gården 'Tranberg'. Jeg fik fat i et hefte der hedder 'Tranberg-slægterne i Varde', men heller ikke her (på s.18) står der noget om hans herkomst. Så inden jeg opgiver helt (det er jo beklageligt at man ind imellem er nødt til det) vil jeg da lige høre, om nogen i dette særdeles hjælpsomme forum kunne hjælpe mig?

Venlig hilsen
Anne

Henning Jørgensen

Hej Anne

Jeg vil gerne lige starte med et par små korrektioner. Det er korrekt, at Hans Knudsen Tranberg født ca. 1620 er stamfar til rigtig mange med tilnavnet Tranberg - men ikke alle. Du angiver hans fødselsår til 1612. Fødselsåret er der dog næppe nogen, som kan angive præcist. Ejheller har jeg hidtil kunnet finde kilder, som dokumenterer, at han skulle være født i Faaborg Sogn. Her vil jeg gerne anmærke, at Faaborg Sogn absolut intet har med Sønderjylland at gøre. Hvis han er født i Faaborg Sogn, er det Faaborg i Skads Herred - og det er ikke Sønderjylland. Hans Knudsen overtog fæstet af gården Tranberg i Årre Sogn, da han blev gift med enken på denne i 1657. I dette første ægteskab var der ingen børn. I 1660 blev han gift med Enne Hansdatter, som ved giftermålet var bosat i Faaborg Sogn, og de fik 10 børn.

Købmand Jørgen Tranberg (Jørgen Andersen Tranberg) i Varde var også efterkommer af Hans Knudsen Tranberg. Han var født august 1764 på Tranberg i Årre Sogn. Hans forældre var Anders Pedersen Tranberg og hustru Bodil Christensdatter Lund på Tranberg. Anders Pedersen Tranbergs far var Peder Hansen Tranberg, hvis far igen var Hans Knudsen Tranberg. Du kan finde Anders Pedersen Tranberg og hans forfædre på min slægtstavle via dette link http://vnsa.dk/jrgensenweb/4857.htm. At det er den rigtige Jørgen Tranberg dokumenteres af, at han angives som søn ved skiftet over Anders Pedersen Tranberg i Endrupholm Skifteprotokol https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17176022#192776,32320143. Desuden optrådte han ved en søster og svogers barns dåb i Årre Kirkebog.

Med venlig hilsen

Henning Jørgensen

Martin Bang Dahl

Hej Anne og Henning o.a.

Hvad er familierelationen til den Jørgen Tranberg, der nævnes i skifterne (fra www.brejl.dk/varde.html) efter brødrene Peder Tranberg, prokurator i Varde, og Niels Tranberg, vognmand i Varde (født ca. 1729 - vist død allerede i 1772, 43 år), samt efter sidstnævntes kone:

228 Peder Tranberg, ugift prokurator i Varde. 20.5.1775, fol.94.
A:
1) bror Jørgen Tranberg, forvalter på Ryomgård
2) bror Niels Tranberg i Varde, [skifte 23.9.1778 lbnr.239]. E: Mette Sørensdatter. 2B:
a Maren Nielsdatter 5
b Malene Nielsdatter 3
3) halvbror Peder Hansen Tranberg i Varde
4) halvsøster Gertrud Hansdatter Tranberg g.m. Niels Pedersen i Fåborg
5) halvsøster Maren Hansdatter Tranberg, død, var g.m. Morten Tarp i Fåborg. 2B:
a Mette Mortensdatter 7
b Malene Mortensdatter 4
6) halvsøster Karen Hansdatter Tranberg i Tønder.
Afdøde døde 20.5.1775.

239 Niels Tranberg i Varde. 23.9.1778, fol.321B.
E: Mette Sørensdatter. LV: Jens Harch i Varde. B:
1) Maren Nielsdatter 9
2) Malene Nielsdatter 7.
FM:
1 farbror Jørgen Tranberg, [forvalter] på Ryomgård ved fuldmægtig Hans Tranberg i Endrupholm mølle
2 farbror Peder Tranberg i Varde.
Bevilling til uskiftet bo af 31.7.1772.
Samfrændeskifte 23.9.1778.

305 Mette Sørensdatter i Varde. 21.11.1789, fol.607B.
E: Bertel Jensen.
Første ægteskab med Niels Tranberg, [skifte 23.9.1778 lbnr.239]. B:
1) Maren Nielsdatter 20
2) Malene Nielsdatter 18.
FM:
1 farbror Jørgen Tranberg i Nytoft mølle ved Randers
2 mors søskendebarn Jens Harch i Varde.

Jørgen Tranberg må være født ca. 1738. Han findes her i Nimtofte i 1787:

Randers, Djurs Nørre, Nimtofte, Nimtofte Bye, , 13, FT-1787, B7612
Navn:    Alder:    Status:    Stilling i familien:    Erhverv:    Fødested:
Jørgen Tranberg     49     Gift     Hosbonde     Fæste Møller      
Else Cathrine Lund     40     Gift     Madmoder           
Henning Nielsen     28     Ugift     Tieneste Folk           
Peder Rasmusen     22     Ugift     Tieneste Folk           
Karen Rasmusdatter     21     Ugift     Tieneste Folk           
Magrethe Storm     52     Enke     Logerende     Nyder Pension af den Sædlandske P Enke Casse

Den Hans Tranberg fra Endrupholms Mølle, der repræsenterer Jørgen Tranberg i skiftet efter Niels Tranberg er denne:

Ribe, Skast, Vester Nykirke, Endrupholms Mølle, , , FT-1787, C4271
Navn:    Alder:    Status:    Stilling i familien:    Erhverv:    Fødested:
Hans Tranberg     61     Gift     Huusfader           
Birgitte Toftt     65     Gift     Madmoder           
Ane Tranberg     32     Ugift     Deres Børn           
Frederica Tranberg     24     Ugift     Deres Børn           
Gabriel Friis     25          Logerende     S..kteskriver i Giørding og Malt herreder      
Peder Pedersen     28     Ugift     Møllesvend           
Hans Hansen     21     Ugift     Tienestefolk           
Ane Marie Pedersdatter     29     Ugift     Tienestefolk           
Jørgen Hansen     9          Koehyrde

Med venlig hilsen

Martin Dahl
Borup

Anne de Fine Olivarius

NEJ hvor er I fantastiske! Jeg havde stille og roligt affundet mig med aldrig at ville kunne finde aner til min Jørgen Tranberg, og se nu hvor I kan!

Tusind tak for særdeles kompetent hjælp. Jeg ser frem til en dejlig aften med udredning af familieforholdene. Og mange tak fordi jeg må kigge med i en privat slægtstavle.

Venlig hilsen og godt nytår
Anne

Henning Jørgensen

Til Martin

Peder, Jørgen og Niels Tranbergs forældre var Hans Nielsen Skrædder og Maren Pedersdatter Tranberg i Faaborg, Faaborg Sogn (Skads Herred). Maren Pedersdatter var datter af Peder Hansen Tranberg på Tranberg. Han var igen søn af den gamle Hans Knudsen Tranberg. Desværre kan du kun finde Niels' dåb i kirkebogen, da kirkebogen er fuld af lakuner.

Deres halvsøskende Peder, Gertrud, Maren og Karens forældre var Hans Nielsen Skrædder og hans anden kone Ellen Pedersdatter. De var altså ikke rigtige "Tranberge", selvom Peder kaldte sig Tranberg. Deres mor var en datter af Peder Thomsen og Gertrud Jørgensdatter i Roust, Grimstrup Sogn. Peder Thomsens anden kone hed Inne Pedersdatter Tranberg og var en søster til Hans Skrædders første kone.

Du kan finde Hans Nielsen og Maren Pedersdatter Tranberg samt Peder Thomsen og hans hustruer på min føromtalte slægtstavle. Jeg har dog ikke noteret efterkommerne, men det kan jeg gøre ved lejlighed.

Med venlig hilsen

Henning Jørgensen

Anne de Fine Olivarius

Jeg har kigget lidt på den oversigt jeg nævnte i mit første indlæg, 'Tranberg-slægterne i Varde', som jeg fik fra Varde lokalhistoriske Arkiv. Det er udarbejdet i 1987 af Anton Torngård. I den oversigt (43 sider) er der kun én Jørgen Tranberg, nemlig købmanden og brændevinsbrænderen fra Varde, min ane.
Men så vidt jeg kan se af Brejl (og efter check i heftet) hedder de to brødre også HANSEN Tranberg, hvilket jo må betyde, at de er sønner af Hans Knudsen Tranberg. Så den Jørgen Tranberg der nævnes i A er altså bror til disse brødre. Det betyder så, at denne Jørgen er bror til 'min' Jørgen Tranbergs farfar.
Håber det giver mening og at slutningen er korrekt. Men jeg kan ikke forklare de andre ved navn Jørgen Tranberg som du nævner.

Venlig hilsen
Anne

Anne de Fine Olivarius

Hm, jeg tog da grundigt fejl m.h.t. brødrenes far. Godt Henning kender slægten. Beklager.

Venlig hilsen
Anne

Henning Jørgensen

Hej igen

Jeg skal lige huske at tilføje, at Hans Tranberg (Hans Jørgensen Tranberg) på Endrupholm Mølle var en fætter til de de tre Tranberg brødres mor. Hans far var Jørgen Hansen Tranberg i Faaborg. Jørgen Hansen Tranbergs far var Hans Knudsen Tranberg på Tranberg.

En af nøglerne til at udrede Tranberg slægten er skiftet efter Niels Hansen Tranberg, som døde ugift i 1757. Han var søn af Hans Knudsen Tranberg. Hans arvinger var efterkommerne efter Hans Knudsen Tranberg, og da Niels Hansen Tranbergs søskende var døde, var arvingerne næste generation eller en generation længere ude. Skiftet er i Endrupholms skifteprotokol https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17176022#192776,32319969

Med venlig hilsen

Henning Jørgensen

Martin Bang Dahl

Hej Henning

Tusind tak for hjælpen. Det var godt at få sat disse Tranberg'er på plads. Det er egentlig vognmand Niels (Hansen) Tranberg, der interesserer mig, idet han via sin datter, Maren, figurerer på en anetavle, som jeg er ved at udarbejde.

Mvh
Martin

Anne de Fine Olivarius

Også mange tak fra mig, Henning, dejligt at få svar et på et spørgsmål jeg ikke har kunnet finde svar på længe.

Venlig hilsen og godt nytår
Anne