Sognepræst Christen Hvid i Sdr. Felding

Startet af Carsten Hviid, 06 Aug 2015 - 12:38

Forrige emne - Næste emne

Carsten Hviid

Hej
To spørgsmål med relation til samme person

Sognepræst i Sdr. Felding-Assing
Christen Hvid, født ca. 1500, død 1579

1) Opslag i Peder Hegelunds Almanakker efterlyses, såfremt nogen i forum er i besiddelse af omtalte værk
Bind 1, side 102
Bind 2, side 65


2) Tydning af Wibergs nomenklatur
Denne kan til tider virke lidt "kryptisk". Men man er sædvanligvis hjulpet godt på vej af Wibergs gode forklaringer til forkortelserne.
Dog har jeg ikke kunnet dechifrere og ej heller kunnet finde Wibergs forklaring for følgende cifre i parentes for Christen Hvid :
(1533.55.75)

1533 er utvivlsomt året hvor han er ordineret som præst.
Jeg har så, indtil nu, gættet, at hans embedsførelse sluttede i 1555 og at han døde 1575
Kan disse gætterier have gang på jord ?
Efterfølgeren i embedet tiltrådte iflg. Wiberg i 1579 og det var jo almindeligt, at præsten blev i sit embede, indtil han døde, skiftede embede, resp. at sygdom gjorde dette umuligt.
Flere kilder på nettet angiver hans dødsår til 1579, som jo, iflg. ovenstående, stemmer godt overens med efterfølgerens tiltrædelse i 1579
Christen Hvid har, tilsyneladende, forsat som præst efter reformationen i 1536 ?

Jeg har også set på nettet, at nogle identificerer Christen Hviid som Christen Jepsen Hviid af Bøgyldh (= Bøggild)
Dette kan jeg dog ikke umiddelbart få til at stemme, iflg. "Harsyssels Diplomatorium" - En samling af hidtil utrykte diplomer fra tiden før Reformationen, af Dr. O. Nielsen.
Opslag 82 (side 73)
link : https://www.slaegtogdata.dk/disapps/kilder/harsyssel-diplomatorium.pdf
28. April 1486 - Dom om Vejrum Præstebords ejendom,
hvor Christiern Jepsen i Bøgyldh optræder.
Altså 14 år før Christen Hvid fødes i år 1500 ?

Kan jeg få hjælp til denne vanskelige sag, vil jeg blive meget glad
På forhånd tak !

mvh Carsten Hviid


Christopher Emil Hagedorn

Hej,

Gammelt men spændende og ubesvaret emne. Jeg tænkte, at jeg ville hjælpe med opslag i P. Hegelund.

Bind I, side 102:
4. Februar 1575
"Iohannes Albinus, D. Christiani vdi Felding F., abdicauit se officio Hypodidascali classis Quintæ Scholæ Ripensis."

Oversættelsen er givet som:
"Jens Hvid, Hr. Kristen i Feldings søn, trak sig bort fra sit embede som hører for femte klasse ved Ribe Skole."

Bind II, side 65:
"Jens Kristensen Hvid blev kapellan i S. Borris-Faster, Bølling h., Ringkøbing a.; (jfr Heg.kal.1.12.1569); han var søn af Kristen Hvid, sognepræst i S. Felding-Assing, Hammerum h., Ringkøbing a.

Dette leder os så videre til 1. december 1569, hvor der står (bind I, side 58):
1. december 1569
"Traditi fratrem meum curæ Iohannis Albinij."

Oversættelsen er givet som:
"Jeg overgav min broder til Jens Hvids omsorg."

Om dette står der i bind II, side 33:
"Der er tale om Jacob Jensen Hegelund (død 1600); han blev student fra Ribe katedralskole 1581; han omtales i Peder Kristensens almanakoptegnelser som værende i Kbh. 10.7.1584; Kh.saml.3.rk.II, s.475. Jacob Jensen Hegelund boede 4 år i Kbh., hos mag. Mikkel Müller, kgl. bartskær, borger i Kbh,. medens han sturderede der. Han skyldte denne for kost og penge, og Mikkel Müller gjorde efter Jacob Hegelunds død i 1600 krav på disse penge i boet, hvortil enken og alle brødre undtagen en havde fragået arv og gæld (Jfr Heg. kal. 21.3.1600); 1587-92 var Jacob Hegelund ansat som hører ved skolen i Sorø (jfr Heg. kal. 12.1.1587); 1592 var han ikke længere ved skolen her, hvor han....

Der står en del mere (det er en stor kommentar til denne dato), men heller ikke dette er ikke relevant for navnet Hvid. Længere nede i samme kommentar står der dog:

"Jens Kristensen Hvid var søn af Kristen Hvid, sognepræst i S. Felding-Assing, Hammerum h, Ringkøbing a. (jfr Heg. kal. 4.2.1575); han var hører i Ribe og opsagde sin stilling her 4.2.1575; samme år blev han kapellan hos Niels Enevoldsen (ca. 1506-81), sognepræst i S. Borris-Faster, Bølling h, Ringkøbing a. (ca. 1537-81); Jens Kristensen Hvid var sognepræst her 1581-1621, vistnok død 1622: N.K. Sørensen, Borris Kirkes hist., s. 45.

Jeg ejer desværre ikke Borris Kirkes Historie, men måske kan en anden give dette opslag?

Håber det kan bruges!

- Christopher

Carsten Hviid

Til Christopher Emil Hagedorn

Mange tak !
- for dine yderst interessante oplysninger, som jeg straks har noteret mig.

Mvh Carsten Hviid