Hej,
Jeg har læst et sted om en vistnok jødisk talemåde henad "man er først glemt, når ens navn er glemt". Er der nogen, som kender kilden og den korrekte ordlyd. Jeg har prøvet at google, men har ikke fundet noget.
Venlig hilsen
Morten Nielsen
Hej,
En lignende talemåde stammer fra Sønderho, Fanø:
"De kom til verden, levede og døde - men kun de glemte er borte"
Jeg kender dette fra bogen http://books.google.dk/books?id=XHEzhGXqyCoC&pg=PA251&lpg=PA251&dq=%22men+kun+de+glemte+er+borte%22&source=bl&ots=nSZmz3adDq&sig=DtxLpDtjVd0vBfSouboUPsITG8E&hl=da&sa=X&ei=Q5TNUuOpIamR4ASf5YDIBQ&redir_esc=y#v=onepage&q=%22men%20kun%20de%20glemte%20er%20borte%22&f=false
Ifølge:
https://www.pinterest.com/proverbatim/jewish-proverbs/
er dette et jødisk ordsprog:
"The only truly dead are those who have been forgotten"
"Only the forgotten are truly dead." ― Tess Gerritsen, The Sinner
mvh Henrik
Hej.
Man er først rigtig død, når ingen husker ens navn mere.
Mvh. Leif
Lidt i samme retning fra Hávamál: "Fæ dør/frænder dør/man selv dør på samme vis/ét ved jeg/som aldrig dør/dommen over hver en død".
Hej,
Tak til alle, som har svaret. Det er nogle gode eksempler, I er kommet med, og de giver stof til eftertanke.
Venlig hilsen
Morten Nielsen