Danske Slægtsforskeres Forum

For alle => Opslag i bøger og på arkiver m.v. => Emne startet af: Anders M. Petersen Dato 03 Jan 2019 - 12:52

Titel: Hjælp til arkivet i Odense - skilsmissesag fra Tåsinge 1900-1906?
Indlæg af: Anders M. Petersen Dato 03 Jan 2019 - 12:52
Hej søde hjælpere!

Jeg søger oplysninger om skilsmissen mellem min tipoldemor Marie Pedersen (født i Bregninge, Tåsinge den 11. maj 1850) og min tipoldefar Niels Clausen (født i Bregninge, Tåsinge, den 11. august 1854), begge bosat i Bregninge.

Hvis folketællingerne er troværdige, så bliver de skilt mellem 1900 og 1906. Min tipoldefar forsvinder derefter og ingen i familien ved, hvor han efterfølgende blev af - det sidste spor er Politiets Registerblade København 1902.

Oplysningerne om skilsmissen burde findes i "Register vedr. ægteskabssager: udfærdigede seperations- og skilsmissebevillinger, Svendborg Amt, 1812 - 1920" (Svendborg Amt pakkenummer 376), som findes på arkivet i Odense.

Jeg antager at der her kan findes en henvisning til Svendborg Byfogeds domprotokol, som også findes i Odense:
Pakke 299 dækker årene 1894 til 1902
Pakke 300 dækker årene 1902 til 1906
Pakke 301 dækker årene 1906 til 1910

Oplysninger om årsagen til skilsmissen er en vigtig brik i opklaringen af Niels Clausens skæbne.

Da jeg bor i Allerød og også skal passe mit arbejde, vil jeg være meget taknemmelig for hjælp til at opklare denne sag.

På forhånd mange tak!
Anders
Titel: Sv: Hjælp til arkivet i Odense - skilsmissesag fra Tåsinge 1900-1906?
Indlæg af: John Gummer Andrea Dato 06 Jan 2019 - 10:25
Hej Anders !
Jeg vil gerne prøve at hjælpe Dig, ved at bestille arkivalier og slå op, så Du hører fra mig, når der er nyt.
God søndag fra John.
Titel: Sv: Hjælp til arkivet i Odense - skilsmissesag fra Tåsinge 1900-1906?
Indlæg af: Anders M. Petersen Dato 06 Jan 2019 - 10:34
Hej John!

Det er meget fint - mange tak!

Jeg har ventet 2 år på at tage fat i denne sag, så det haster ikke - du kan bare kigge på det, når du har ledig tid!

Med venlig hilsen og mange tak
Anders
Titel: Sv: Hjælp til arkivet i Odense - skilsmissesag fra Tåsinge 1900-1906?
Indlæg af: John Gummer Andrea Dato 09 Jan 2019 - 17:22
Hej Anders, var lige på arkivet, men sender det privat.
God aften og venlig hilsen
John Gummer Andrea.
Titel: Sv: Hjælp til arkivet i Odense - skilsmissesag fra Tåsinge 1900-1906?
Indlæg af: Anders M. Petersen Dato 09 Jan 2019 - 20:08
Hej Forum!

John har været på arkivet og har fundet mine tipoldeforældre i registeret.

Jeg ved nu at de blev skilt den 24. januar 1902 og så er der en henvisning til sagsnummer "1902-B-15-10"
Jeg vil nu prøve at finde ud af, hvilket arkivalie, der rummer dette sagsnummer - ethvert godt tip er velkomment!

Det var ikke Svendborg Byfogeds domprotokol - det var et vildskud fra min side!

Rigtigt mange tak til John for hjælpen!
Anders
Titel: Sv: Hjælp til arkivet i Odense - skilsmissesag fra Tåsinge 1900-1906?
Indlæg af: Anders M. Petersen Dato 09 Okt 2019 - 23:07
Efter at have fået et tip om at alle danske kirkebøger fra 1812-1912 nu kan søges på Ancestry fandt jeg på få minutter Niels Clausen død i Rønninge på Fyn i januar 1915 - kæmpe gennembrud!

https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17138307#181026,30737934

En særlig tak til John for hans store hjælp!
Anders