Danske Slægtsforskeres Forum

For alle => Slægtsforskning - metode og teknik => Emne startet af: Hans-Henrik Møller-Andersen Dato 30 Maj 2016 - 15:39

Titel: når man blev skilt i 1839 i Boeslunde, hvor foregik det og hvem godkendte det?
Indlæg af: Hans-Henrik Møller-Andersen Dato 30 Maj 2016 - 15:39
mine to aner, Jens Eliasen og Ane Hansdatter blev skilt i 1839. de boede på Nygård i Neble by i Boeslunde. den 2. november 1839 flytter Ane Hansdatter til Lundforlund og er registreret som enke. Jens er i FT 1840 registret som daglejer i Boeslunde og enkemand.
jeg ville meget gerne finde deres skilsmisse, men ved ikke hvor jeg skal lede, så er der nogen der kan hjælpe mig videre vil jeg bliver glad.
Titel: Sv: når man blev skilt i 1839 i Boeslunde, hvor foregik det og hvem godkendte det?
Indlæg af: Karl Pedersen Dato 04 Jun 2016 - 17:30
Hej
Skilsmisser blev dengang behandlet i amtet. Jeg har undersøgt en sag i Viborg amt og har været i skilsmiss- forlig- og forhandlingsprotokoller. Endnu en ting, bilag til forhandlingsprotokol kan også være en mulighed, men jeg fandt intet der i.
God fornøjelse
Hilsen
Karl Pedersen
Titel: Sv: når man blev skilt i 1839 i Boeslunde, hvor foregik det og hvem godkendte det?
Indlæg af: Anna N Rasmussen Dato 05 Jun 2016 - 10:11
Hej Hans-Henrik,

Brug som indgang Sorø Amts journal. Den ligger online – her overordnet indgang via Daisy:

https://www.sa.dk/daisy/arkivserie_detaljer?a=sor%C3%B8+amt&b=journal&c=&d=1&e=2016&f=&g=&h=&ngid=&ngnid=&heid=8271&henid=8276&epid=&faid=&meid=&m2rid=&side=1&sort=1&dir=a&gsc=&int=&ep=&es=&ed=

Selve sagerne findes så i andre arkiver (fx justitsprotokoller, forligsprotokoller, fattigvæsenets arkiver mv), men journalerne giver altid overblik og indgang.

Journalerne er under-inddelte efter sagernes type – tekst klippet fra bemærkning på Daisy:

"Litra betegner: A: Almindelige foranstaltninger B: Landvæsen C: Skattevæsen D: Justitsvæsen E: Familievæsen F: Skifte- og overformynderivæsen G: Politivæsen H: Brandvæsen J: Vejvæsen K: Fattigvæsen L: Skolevæsen M: Milicevæsen/Udskrivningsvæsen (Fra 1870: Kommunevæsen) N: Adskillige sager O: Gejstlighed og Tiendevæsen (Fra 1870: Købstædernes særlige forhold) P: Medicinalvæsen"

Der kan være oplysninger at finde om din sag under både Justitsvæsen, Familie/Forligsvæsen og Fattigvæsen.

Jeg hurtigskimmede lige landsogns-journalen for 1839 (men husk også at tage et kig på det foregående år, hvis sagen er indledt der), og Jens Eliasen optræder i hvert fald her:
https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=8356#197247,35927983

Min bemærkning: Litra E er i pågældende journal benævnes ikke Familievæsen men Forligsvæsen. Fundet blev gjort under Justitsvæsenet, litra D, og vedrører bidrag – der henvises så til Boeslunde Fattigcommission (hvis originale arkivalier vist desværre er gået tabt).

Med venlig hilsen
Anna
Titel: Sv: når man blev skilt i 1839 i Boeslunde, hvor foregik det og hvem godkendte det?
Indlæg af: Hans-Henrik Møller-Andersen Dato 10 Jun 2016 - 09:05
tusind tak Anne, for din fine henvisning. jeg vil straks klø på, for at finde hvad der er muligt.
mvh
Hans-Henrik
Titel: Sv: når man blev skilt i 1839 i Boeslunde, hvor foregik det og hvem godkendte det?
Indlæg af: Finn Pedersen Dato 08 Jan 2018 - 16:42
Det er godt nok lidt sent, men jeg har lige set, at du har spurgt om en skilsmisse mellem Jens Eliasen og Ane Hansdatter fra Neble. Du skriver, at Ane Hansdatter kom til Lundforlund 2. november 1839. Hvor har du det fra? Hun er tilgået Lundforlund sogn 22. december 1836 i følge tilgangslisten.
Mn kone Lissi og jeg er igang med at skrive en lokalhistorisk bog om landsbyerne i sognet og er nu nået til Neble, så det er derfor jeg har set din tråd. Jeg kan så oplyse, at Ane Hansdatter ventede barn, da hun forlod manden. Barnet fødtes i Lundforlund i 1837. Endvidere kan oplyses, at gården i Neble brændte i 1838.
Mvh. Finn