Danske Slægtsforskeres Forum

For alle => Hjælp til tydning af tekster m.v. => Emne startet af: Jens Ole Nørnberg Dato 30 Nov 2020 - 20:24

Titel: Tydning af adoptionspapir
Indlæg af: Jens Ole Nørnberg Dato 30 Nov 2020 - 20:24
Min morfar, Jens Peter Hansen, adopteres i 1899 af Ole Mathias Madsen og Ingeborg Pedersen. Jeg har de originale adoptionspapirer, men er nybegynder i gotisk skrift og gået fuldstændig i stå midt i teksten. Er der nogen som kan hjælpe? 
Titel: Sv: Tydning af adoptionspapir
Indlæg af: Ole Westermann Dato 30 Nov 2020 - 21:47
Vi Christian den Niende,
af Guds ...etc...

Gjøre vitterligt:  at eftersom Jernbanearbeider Ole
Mathias Madsen og Hustru Ingeborg født Petersen
af Oddesund Syd under Ringkjøbing Amt udi
Vort Land Nørrejylland for Os allerunderda-
nigst have andraget, at de, som ei selv have
Børn eller Livsarvinger, i Barns Sted have
taget til sig Jens Peter Hansen, Søn af ugift Pe-
trine Hansen, født paa den kongelige Fødsels-
stiftelse i Vor Residentsstad Kjøbenhaun den
5 Januar 1895 og døbt sammesteds den 8 s.M.
og at det er deres Ønske, at bemeldte Barn maa ansees som deres
eget Barn, saa ville Vi, efter den derom allerunderdanigst gjorte
Ansøgning og Begjæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa
og hermed bevilge og tillade, at fornævnte Ole Mathias Madsen
og Hustru Ingeborg født Petersen maae adoptere
bemeldte Jens Peter Hansen, saaledes at denne
fremtidig maa føre Familienavnet Madsen,
saa at hans fulde Navn bliver Jens Peter Madsen,
og træde i Arv efter dem som deres ægte Barn.

mvh Ole
Titel: Sv: Tydning af adoptionspapir
Indlæg af: Jens Ole Nørnberg Dato 01 Dec 2020 - 11:03
Mange tak for hjælpen. Jeg må se at blive bedre selv til at læse gotisk skrift - men ikke alle skriverkarle har en læselig håndskrift.