Ko kontrakt mellem Hans Christian Kristensen og Grene Menighedsråd 1909

Startet af Vagn Hansen, 23 Feb 2011 - 08:35

Forrige emne - Næste emne

Vagn Hansen

Kære DIS-Forum læsere.

På lokalarkivet i Billund har vi fundet en ko kontrakt indgået den 8. januar 1909 mellem Hans Christian Kristensen i Krog, Grene sogn, Ribe amt og det daværende menighedsråd.

Her er kontraktens ordlyd:

Underskrevne Hans Kristian Kri
stensen tilstaar herved at have modtaget en Ko
til Laans paa Foranstaltning af og ved Grene
Sogns Menighedsraad, og da Menighedsraadet, ind-
til videre bliver bestemt, ejer nævnte Ko, forpligter
jeg mig herved til hverken at sælge denne Ko eller
pantsætte den eller afhænde den paa nogen som
helst Maade uden Menighedsraadets Tilladel-
se. Menighedsraadet her endvidere Ret til ved
dets Formand eller et af dets Medlemmer at lade
Koen afhente hos mig, naar som helst Menig-
hedsraadet maatte finde sig foranlediget der-
til, leje som Menighedsraadet har ret til at dis-
ponere over Koen paa hvad maade, det maatte
finde mest formaalstjenligt.

Krog den 8. Januar 1909.
Hans Christian Kristensen

Til Vitterlighed.
Thomas Jensen
Graves Kristensen


Spørgsmålene er efterfølgende mange: Hvem var denne Hans Kristian Christensen i Krog? - Hvorfor ejede det daværende menighedsrådet en ko? - Når den blev lånt ud, var det så en form for datidens socialhjælp, således at familien ved at fodre koen, kunne få mælk mm til den daglige husholdning?

Jeg ved ikke om dette er det rette forum, at bringe en sådan efterlysning, men vil gerne høre fra andre, som er stødt på lignende kontrakter.

Mvh, Vagn Hansen, Billund


Vagn Hansen

Kære DIS-Forum læsere.

Efterfølgende har vi nu fundet ud af, at der kan være tale om en aftale mellem Grene Sogns menighedsråd og Hans Christian Christensen f. 3.8. 1865 i Elkjær, Grene sogn, Ribe amt og som dør i Give sogn, Vejle amt 10.8. 1917. - Ved hans død er han registreret som ugift gaardmand fra Krog (Grene sogn). - I skatteprotokollen for 1905-1907 har vi fundet ham som værende i skatterestance.

Men spørgsmålet er stadig, hvorfor han har laant denne ko af menighedsrådet, men noget tyder på at han ikke har haft ret mange midler, siden han kom i skatterestance, så social-teorien om, at der har været tale en en socialforanstaltning, er stadig en mulighed.

Vi modtager gerne andre teorier eller kommentarer.

Mvh, Vagn

Egon Sørensen

God morgen Vagn!


Jeg har også undersøgt lidt om Hans Christians liv. Jeg kan jo ikke vide det, men en tænkt situation

er, at han måske har søgt fattighjælp hos Grindsted sogn, Grene var jo annex sogn til Grindsted på

daværende tidspunkt, hvis jeg husker rigtig blev Grene først selvstændig sogn 1921. Han kan have

fået et afslag, fordi han var selvejer af det lille husmandssted i Krog mat. 3d en lille ejendom på  3 ha.

Hvis han har fået afslag, kunne det have fået menighedsrådet til at træde hjælpende til.


Han var også syg, i FT 1911 for Grene opholder han sig på Riis plejehjem, der ses det at han

modtager fattighjælp, i FT 1916 for Grene er han tilbage i Grene, der ses det at han ikke er fuld

arbejdsdygtig, jeg kan desværre ikke tyde, hvad han fejler.


Mvh.

Egon Sørensen







Vagn Hansen

Kære Egon.

Tak for dit bidrag til ko-kontrakten. - Havde du hørt om en sådan kontrakt før?

Kaj Schmidt kunne fortælle, at der i FT-1911 er følgende notat: landbrug og privat understøttelse.

Dine oplysninger tager vi med i vore notater til historen.

Mvh, Vagn