Gustav Adolf Morgenstern, min forsvundne oldefar.

Startet af Sonnich Brinch Morgenstern, 22 Dec 2014 - 14:15

Forrige emne - Næste emne

Sonnich Brinch Morgenstern

Nu er jeg tilbage igen og det drejer sig stadig om min forsvundne oldefar, Gustav Adolf Morgenstern. Men nu ved jeg trods alt en del mere om hans liv og færden her i landet, inden han forsvandt.
Mit problem med ham er, at jeg kun kender til hans liv i Danmark og det er en forholdsvis kort periode. Jeg kan ikke finde hans rødder eller finde hans senere færden. Og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer videre med ham. Her er, hvad jeg ved om ham:

Han blev født 2/7 1851 i Sachsen, hvor han også blev konfirmeret og uddannet som strømpevæver.

Han kom til Danmark i december 1876 og ernærede sig som strømpevæver og modtog på intet tidspunkt fattighjælp.

Han møder min oldemor, Jensine Christensen (f. 8/12 1846 i Sønder Lem v. Ringkøbing), der kommet til København i håbet om at det blot var et stop på vejen til Nordamerika, men billetten har sikkert været for dyr. Hun kom aldrig over Atlanten.

Hvor og hvordan de mødtes er uvist, men deres arbejde var jo beslægtet. De flyttede sammen i 1877 og levede som et ægtepar, kaldte sig endda begge for Morgenstern, trods at de ikke var gift. Fra nov. 1879 og til maj 1883 boede de i en lejlighed på 2. sal i forhuset på Frederik D. VII's Gade på Nørrebro, lige overfor Assistens Kirkegård.
Deres første fælles barn, en søn ved navn Gustav Adolf Morgenstern, blev født 31/1 1880 på Den Kgl. Fødselsstiftelse i Amaliegade. Og Jensine var højgravid med den næste, da nogen meldte dem til politiet for 'Forargeligt Samliv', hvilket ville sige, at de boede sammen uden at være gift. Levede på polsk.
Det blev der en sag ud af. Den lokale præst fra Skt. Stefans Kirke blev blandet ind i det og efter deres begges forklaringer var afgivet til retsbetjenten, fik de at vide, at de burde gifte sig og således slippe med en advarsel. Men Jensine og Gustav meddelte, at de havde betænkeligheder ved at indgå ægteskab, hvilket fik Overpræsidiet til at forlange, at de flyttede fra hinanden. Grove løjer...!
Og dagen efter, nytårsaften 1882, blev deres anden søn, Emil Otto Morgenstern, født.
De flyttede begge fra lejligheden engang imellem Emil Ottos fremvisning i Skt. Stefans Kirke, 13/5 1883 og inden november 1883. Jensine flyttede ind hos en gammel enke, Inger Marie Christensen, på Kapelvej, ikke langt derfra, sammen med den lille Emil Otto. Her blev hun boende i et par år og var nu maskinstrikkerske. I 1885 flyttede Jensine hjem til Jylland. Gustav Adolf havde fået den ældste søn og var formodentlig rejst med ham tilbage til Tyskland. Og dermed forsvandt Gustav Adolf Morgenstern fra historien, både Senior og Junior.

Er der nogen af alle jer kloge mennesker, der kan regne ud, hvordan jeg finder Gustav Adolfs fødsel (og dermed hans aner) og hans død (og dermed måske hans efterkommere)...?

Inger Buchard

Nu er hverken fornavnene Gustav Adolf eller efternavnet Morgenstern sjældent, men jeg fandt en murer Gustav Adolf Morgenstern i en adressebog for Wegefahrt ved Freiberg i nærheden af Chemnitz i Sachsen 1888. Samtidig med ham og på næsten samme adresse en tømrer Carl August Morgenstern.

Måske kunne det give anledning til at søge videre dér?

Inger
Redaktør på DIS-Wiki