Hvor er Ernst Nicolaj Holgersen Schandorph og Benedicte Margr. Mogensdtt Marsvin

Startet af Birgit Schultz, 21 Okt 2014 - 09:04

Forrige emne - Næste emne

Birgit Schultz

Mine 5*tipoldeforældre:
Corporal Ernst Nicolaj Holgersen Schandorph og Benedicte Margrethe Mogensdtt. Marsvin blev gift-men hvor? Det skulle være omk. 1720-1723.

Jeg har forgæves ledt efter giftermålet  i Citadels Kirke, Trinitatis K., Garnisions K.,og Vor Frue Kirke.
Kan nogen hjælpe mig med at finde vielsen?

Ernst N. H. Schandorph søn af Holger Sørensen Schandorph, præst i Snedsted, Thisted, og (Joh)anne Elenora Leschley, blev født ca. 1700-1705.

Benedicte Margrethe Mogensdtt. Marsvin, dtt.a. Mogens Marsvin til Nør Torup, Thisted, og Hedevig Christine Agnete Zepplin, blev født: et sted står efter 1710 (så kan hun jo ikke blive gift i 1720-1723) et andet sted står 1699.
De havde også en søn, Frederich Schandorph f. 1723 og Søn Christopher Hanibal Schandorph f. 1725.
og en datter. Hun er min ane- 5* tipoldemor.
Ernst Schandorph var i Ropes Comp. i   Det Fynske Regiment da det 3. barn, datteren Lovise Eleonora Schandorph blev født d. 2. sep. 1733 (citadels Kirke) opsl. 74.

I et skifte efter præsten Holger S. Schandorph i 1736 udtaler enken, at deres søn har både før og efter giftemålet i København har fået rigeligt, så der ikke var midler til hans efterladte 3 børn.
Ernst N. H. Schandorph døde d. 3. nov. 1733 i en duel på Kronborg (Citadels Kirke nye udg. opsl. 25 nr. 38).

Jeg har ingen opl. om hvor, hvornår hans kone Benedicte døde; men hendes datter Lovise Eleonora Schandorph blev gift i Holmens Kirke d. 24.marts 1768 opsl. 28 med Hans Jensen.

VH Birgit Schultz


Lis Klarskov Jensen


Hej Birgit

Det har (altid?) været tradition at vielsen foregik i brudens sognekirke (og derfor er det ofte så besværligt/umuligt at finde en vielse), men undtagelser findes selvfølgelig. Ved du hvor Benedicte Margrethe Mogensdtt. Marsvin hørte hjemme?

Du kan f.eks. prøve disse københavnske kirkebøger:

Helligånd (1702 -> )

Hof og slot (1686 -> )

Holmen (1617 -> )

Skt. Nicolaj (1658 -> )

Skt. Petri (1659 -> )

Vor Frelser (1640 -> )


Venlig hilsen
lis
www.klarskov.org med slægterne Sommer, Humble, Svane m.fl.
Læs om Humble-epitafiet der ikke kunne forsvinde: http://fynhistorie.dis-danmark.dk/node/6291

Birgit Schultz

Hej Lis Klarskov,

Dejligt med nogle nye impulser.
Jeg har set i Hjortdal, Vester Han Herred, Thisted, hvor gården Nør Torup hører hjemme;
men hendes far døde, da hun var ca. 17 år gl. Jeg har også tænkt at hendes giftemål måske er sket på den baggrund, så hun var forsørget!
Familierne kan have kendt hinanden, så stor var afstanden til Snedsted Præstegård heller ikke.
Jeg syntes også, jeg har set i Hjortdal KB forgæves for et par år siden. Men nu er der nye udgaver af KB, som måske kan gøre nogle ulæselige sider tydeligere.
Jeg vil i hvert fald forsøge samt supplere de kirkesogne du opridser.
Tak for din indgangsvinkel.

Venlig hilsen Birgit Schultz

Ole Rasmussen

Hej Birgit,

Jeg har ikke et svar på dit spørgsmål, men vil godt "lufte en teori", som måske kunne give et bud på et svar på spørgsmålet "hvor?"- og måske også give nogle andre nye informationer med relation til din slægt.

Holger Sørensen Schandorph blev optaget på Københavns Universitet i 1669 som student fra Odense Skole. Hans baggrund kendes vist ikke med sikkerhed, men efternavnet tyder på en forbindelse til Skanderborg, og det var jo oftest præster, der antog sognets latiniserede navn, så enten er han selv eller hans far vel præst eller anden gejstlig embedsmand i Skanderborg. Da navnet er indskrevet allerede i kommunitetsmatriklen, er det dog formodentlig faren, Søren, der har embede i Skanderborg.

I forbindelse med Bredal-slægten har jeg beskæftiget mig en del med Holger Gabrielsen, præsten i Stouby og Hylke, der regnes for at være sønnesøn af Holger Rosenkrantz på Boller. På flere hjemmesider på nettet findes en oversigt med 8 "overlevende" børn. Jeg har ikke fundet lister med flere end 8, men ved dog nu, at der findes mindst 1 søn mere, nemlig en Søren Holgersen.

Denne "nye" information har jeg fundet i en oversigt over studenter fra Herlufsholm.

https://archive.org/stream/meddelelseromdi00wadgoog/meddelelseromdi00wadgoog_djvu.txt

Linket er en indskannet kopi af et gammelt skrift, som er blevet automatisk oversat tilbage til tekst, men pga. "oversættelsesfejl" en der blevet indlysende fejl i teksten, så man ikke finder Søren Holgersen ved almindelig tekstsøgning, men her dog er uden tvivl anført, at Søren Holgersen er søn af præsten Holger Gabrielsen og bliver student 1636.

Af universitetets matrikel fremgår så, at en Søren Holgersen (Severinus Holgeri) bliver immatrikuleret i 1639 ved Mag. Thomas Bang som student fra Herlufsholm. Da Holger Gabrielsen selv dør 1641, er det givet, at efter 1641 vil denne Sørens eventuelle næste (formodentlig første) søn få navnet Holger Sørensen.

Der er ikke andre præster (iflg. Wiberg) eller studenter optagne på Københavns Universitet, der hedder Søren Holgersen i den pågældende periode.

Søren har en søster, Helene, der bliver gift med præsten Hans Olufsen Nysted (der er af Bredalfamilien). En anden søster, Marie, er gift med præsten Jens Pedersen Bredal i Klovborg.

Jens og Maries barnebarn, Marie Cathrine Skygge, bliver gift med Christian Nissen Schandorph, der jo godt kunne tænkes at være slægt til Holger Sørensen Schandorph eller en anden gejstlig embedsmand i Skanderborg.

Meget tyder i hvert fald på, at Søren Holgersen selv har haft tilknytning til Skanderborg, sandsynligvis som præst (evt. som rektor ell. lign.), da både hans far og hans søn er præster, og han jo selv også har gået på universitetet.

Teorien bestyrkes af, at Sørens formodede barnebarn, Ernst Nicolai, bliver adeligt gift med Benedikte Margrethe Mogensdatter Marsvin. Hvis min teori holder stik, og Ernst Nicolai dermed er oldebarn af Holger Gabrielsen, så er brudeparrets fædre, Mogens Marsvin og Holger Sørensen Schandorph 1/8-fætre.

Mogens Marsvin er fætter til Christian IV's hustru, Kirsten Munk, der selv er født på Skanderborg Slot og bor her i mange år. Hun var i sin enkestand "forvist" til Boller Slot i Uth ved Horsens. Jeg har derfor prøvet at søge i kirkebøgerne fra Horsens og Uth, der begge eksisterer, men uden held. Skanderborgs kirkebog, derimod, starter først i 1723, hvilket kan forklare at brylluppet ikke kan findes, men jeg vil anse det for overvældende sandsynligt, at det er denne by, hans far Holger Sørensen Schandorph kommer fra.

I perioden omkring 1720 er Nichel Jørgensen Seidelin sognepræst i Skanderborg. Han overtog i 1702 jobbet som provst i herredet (Hjelmslev) efter Peder Fabiansen Bredal, der er slægtning til Jens Pedersen Bredal. Nichel Seidelins hustru er beslægtet med Blichfeldfamilien, der igen selv er nært beslægtet med Bredalfamilien.

Jeg håber, disse informationer evt. kan være af interesse for din videre søgning.

Mvh. Ole


Lillian Larsen

Hej Birgit

Har du set Nygaards Sedler? her er Benedichte ikke nævnt som født i Hjortdal sogn.

Hilsen Lillian

Ole Rasmussen

Uuups... det var jo forkert, Kirstine Munk blev ikke født på Skanderborg Slot men på faren, Ludvig Munks slot Nørlund. Det var Kirstine Munks og Chr. IV's datter Sophie Elisabeth, der blev født på Skanderborg Slot i 1619.
:-[

Mvh. Ole

Birgit Schultz

Hej Lilian Larsen,
Nej, jeg har ikke set Nygårds sedler om Benedicte Margrethe; men vil gøre det.

Hej Ole Rasmussen,
Jeg har faktisk kopieret noget skriftligt om Holger Sørensen Schandorph f. 1648 skrevet af Ole Bech Knudsen, og Esper Lønborg om præsten i Snedsted Kirke. Her redegøres for hans herkomst.
Jeg har også fundet et skifte efter ham. Heri udtaler enken at deres søn Ernst havde modtaget rigeligt både før og i forbindelse med giftermålet med Benedicte.
Han var vist en meget stridbar mand, og der findes et utal af retssager han var involveret i.

Jeg kommer blot ikke nærmere, hvor de blev gift mine 5* tipoldeforældre!
Man kunne tænke sig, at det var Holger S. Schandorph, der viede sønnen og Benedicte; men KB fra før 1757 findes ikke mere. de er gået tabt.

Benedicte er også fuldstændig væk efter, hun blev enke. Blot ved jeg, at min 4* tipoldemor, Lovise Eleonora Schandorph, blev gift i Holmens Kirke i 1768.
Hvor hun var fra fødslen d. 2. sep. 1732 i Citadels Kirke til sit giftermål 36 år senere ved jeg ikke.
Med venlig hilsen og tak til jer begge, Birgit.