Hjælp til at verificere en dåb.

Startet af Ole Holst Petersen, 02 Jun 2014 - 19:28

Forrige emne - Næste emne

Ole Holst Petersen

Heldet var med mig, da jeg fandt et fæstebrev fra 19. juli 1722, hvor min 4tipoldefar Elias Skomager lejer et usselt hus i Aunslev af herskabet på Raschenberg (Juelsberg) ved Nyborg. Her står, at Elias var af Nyborg. Elias underskrev sig med navnet Elias Chrestensen.

Jeg søgte derfor i kirkebogen for Nyborg i perioden 1693 til et lille stykke hen i 1700-tallet efter en dreng døbt Elias, og der var 8, men kun en enkelt havde en far ved navn Christian. (KB 1693-1753 Nyborg, Vinding, Svendborg, opslag 40).

Mit spørgsmål er derfor: kan jeg med god samvittighed gå ud fra, at den omtalte dåb omhandler "min" Elias?

Elias er ikke at finde i KB fra Aunslev, da kirkebogen først begynder efter, at Elias er død. Hans enke Birtes død kan jeg derimod finde, og hendes alder passer meget fint. da hun er født ca. i 1700 og død i 1772.

Nu har jeg måske navnet på Elias' far, Christian Jespersen, men desværre ikke på moderen. Da Christian er soldat i garnisonen i Nyborg, tænkte jeg, om der var mulighed for at finde ham i lægdsrulle, men jeg ved ikke, om der fandtes en sådan på dette tidspunkt.

Det var mange spørgsmål på en solrig sommerdag. Det er mit håb, at en erfaren slægtsforsker vil give mig et kvalificeret syn på ovennævnte, så jeg ikke bruger tiden på at søge noget, som ikke kan bevises eller er det rene gætværk. Alle gode råd, vejledninger og meninger modtages med taknemmelighed.

Med venlig hilsen
Ole
Alrø.  
Venlig hilsen
Ole Holst Petersen
Alrø
8300 Odder

Ole Holst Petersen

Vil lige løfte min forespørgsel i håbet om at modtage synspunkter og gode råd. Det vil jo være ærgerligt at fortsætte søgningen af Christian Jespersen og hans kone, hvis det ikke er mine aner.

Så hvad mener du: Kan jeg med rimelighed antage, at Christian Jespersen er min 5tipoldefar?

Med venlig hilsen

Ole
Alrø.
Venlig hilsen
Ole Holst Petersen
Alrø
8300 Odder