Brinkmann, købmandsfamilie fra Thisted

Startet af Steffen Kjærulff, 26 Feb 2014 - 21:54

Forrige emne - Næste emne

Steffen Kjærulff

Undertegnede har på Thisted Museums hjemmeside lagt en efterlysning ind sammen med et familiefoto af bl.a. 3 Brinkmann-søskende. Det ligger på dette link:
http://www.thisted.visbilleder.dk/Default.aspx?pr=101&n=1760&img=66432&p=1

Der er mindst 3 søskende blandt de voksne, nemlig Wilhelm (1879-1968), Georg og Emilie, alle børn af købmand Joseph Wilhelm og Marie Brinkmann, der fra 1852 bestyrede den store købmandsgård på Store Torv i Thisted. Georg og hans hustru Magnella ses i folketællingen fra 1921 (opslag 37) at bo på Onsgårdsvej 31 i Hellerup, København, og der nævnes 2 børn, Wilhelm (drengen på fotoet, født 1897) og Karen (f. 1906).
Emilie var gift med dommer L. Glud, der døde 11/6-1929, og deres børn, Einar og Ella, har så været fætter og kusine til min mor og hendes søskende, ligesom Georgs og Magnellas børn Wilhelm og Karen (hun er ikke på fotoet, hvilket måske kunne betyde, at det er taget før eller i 1906 - og måske i Thisted).
Parret Bessie og Peter Kabel ved jeg intet om. Men i Brinkmann-familien figurerer også en Bessie eller Jessie, gift m. Johann Brinkmann, der på fotos ses såvel i Singapore (konsul?) som i England (et hus kaldet Liberty Hall). Samme Johann Brinkmann havde så vidt jeg kan skønne en bror ved navn Frans Brinkmann, gift m. Käthe Brinkmann, der i Johanns dødsannonce skriver "svoger" om ham. Frans, der førte købmandsgården videre, skrev mindebøger, der findes på Thisted Museum.
En film om Brinkmanns købmandsgård på Store Torv ses på www.Thistedmuseum.dk ude til højre, et stykke nede, film nr.3.
Jeg selv er barnebarn af Wilhelm og Henny Brinkmann (gift 02.04.1907 i Thisted kirke), der fik bygget huset Ryvangs Alle 18 i København, hvor de boede 1913-21. De havde i alt 5 piger, Ingeborg, Lis, Else, Jessie og min mor Gudrun. Wilhelm var i en årrække medejer af forlaget Brinkmann og Richterforlaget, der bl.a. udgav anskuelsesbilleder til brug i skolerne, senere var han grosserer i kul og koks. Wilhelm var særdeles velhavende, men familien ramtes af tragedie, idet Henny døde pludseligt i 1921, og Wilhelm, de nu var alene med 5 små piger, gik fallit året efter. De nærmere omstændigheder kender jeg ikke.
Jeg søger al slags information om familiens liv i huset på Ryvangs Alle, der her i januar og februar 2014 har kunnet ses i Tv-serien "Arvingerne", hvor det blev benyttet som advokaten Frederiks arbejdsplads. Man ser det første gang i seriens 4. afsnit, dels i scenen, hvor Signe besøger Frederik på hans kontor, og man ser pejsen i baggrunden og den buede karnap. Og dels til allersidst i samme afsnit, hvor faderen Thomas (Jesper Christensen) og Frederik taler sammen udenfor huset, lige nedenfor trappen op til hoveddøren.

Jeg selv, mine kusiner og fætre er jo også en slags arvinger – vi bærer i os noget af det, der foregik og udfoldede sig mellem Henny og Wilhelm i perioden fra 1907, hvor de blev gift, over 1913, hvor de tog det nybyggede hus i brug, og i hvad vi må formode var lykkelige og på mange måder produktive år (5 børn) frem til 1921, hvor Henny døde.
Wilhelm må have haft et gevaldigt drive, og det kunstneriske element, – der tydeligt ses både i hans produktion af anskuelsesbilleder, tegnet af nogle af tidens bedste tegnere, og ikke mindst i det jugendstil-inspirerede hus, tegnet af arkitekten Aage Langeland-Matthiesen, – må også have været næret af den musikalske Henny med den mageløst talentfulde malerfar fra Thisted, Anders Chr. Andersen.
Men – jeg ved stadig alt for lidt om Wilhelm og Henny, eftersom min mor aldrig åbenbarede andet end minutiøse – og mest triste – glimt fra den del af familiehistorien. End ikke huset har jeg vidst noget om indtil for nyligt. Og det føles som et stort savn, da alene husets udseende vidner om noget spændende, der ikke bør glemmes.

Derfor søger jeg efter enhver tænkelig kilde til min slægtsarv.

Steffen Kjærulff
Henvendelse: st.kjaerulff@gmail.com
 


[vedhæfting slettet af admin]

Jan B. Hansson

Fra dette link:

http://www.boghandlereidanmark.dk/index.php?id=967&medarbejdernummer=252&p_mode=medarbejder&cHash=b0b4d5aa6b8510f807cc9ef05d726e33


Brinkmann, Wilhelm

(f.5.7.1879 i Thisted) søn af købmand Joseph Wilhelm Brinkmann og Marie Sophie Frederikke Bertelsen. Efter præliminæreksamen udlært i Rybner Petersens Boghandel (Nielsen og Tørsleff) i Århus. Efter et års kursus på Borups Læreanstalt medhjælper et år hos C.M. Ebel, Zürich, et år hos Librarie Nilsson, Paris, et halvt års videre uddannelse i London og medhjælper i to år hos Andr. Fred. Høst & Søn, København. – Efter afståelse af boghandelen fortsatte han som forlægger af landkort m.m. og var fra 1.3.1919 tillige grosserer og indehaver af Dansk Kul- og Koks-Import. – Gift 2.4.1907 med Henny Margrethe Andersen (f. 14.7.1887 i Thisted) datter af kunstmaler Anders Chr. Andersen og Hedevig Evers. (Dolleris IV).
vh  Jan B. Hansson
https://xuri.dk/Genealogy
Følg de mennesker, der søger sandheden; flygt fra dem, der har fundet den (V.Havel)

Steffen Kjærulff

Tak, jeg kom jo i tanke om, at jeg skulle have skrevet lidt mere om, hvad jeg faktisk ved om slægten. Disse oplysninger fra nettet er velkendte, ligesom jeg ved, at Thisted Museum har noget materiale, som jeg skal kigge på en dag.
På Dansk Pædagogisk Bibliotek findes nu en stor digitaliseret samling af de dengang populære anskuelsesbilleder, deriblandt en del fra forlaget Brinkmann og Richter, som min morfar havde sammen med en Richter.
Jeg håber der kunne være efterkommere af f.eks. Wilhelms søskende, som lå inde med noget materiale.

Lise Østerberg Bahr

Hej.

Bestyrer af Thisted Gasværk. Peter Andersen Bahr - har jeg tidl. haft en tråd om - se lokalhistorien.


Med venlig hilsen
lise Østerberg Bahr

Steffen Kjærulff

Kære Lise Ø.B.
Umiddelbart forstår jeg ikke sammenhængen med min tråd, kan du forklare mig det?  -:)
Mvh
Steffen Kjærulff