Lægdsrulle, hvordan?

Startet af Anne Marie Holck, 13 Mar 2014 - 18:10

Forrige emne - Næste emne

Anne Marie Holck

Jeg er lidt på Herrens mark og håber på lidt vejledning:

Jeg har fundet min oldefar, Christen Rasmussen i lægdsrullen Lyngby sogn, Djurs Sønder i 1842. Lægd 23 løbenr. 361, opslag nr. 31. Christen er født 7. oktober 1841 i Lyngby Sogn.

Jeg ved, at familien flytter til Homaa sogn, Djurs sønder et par år senere. Hans søster er født i Homaa i 1844. Skal det ikke fremgå af rullen for Lyngby sogn, at han flytter til Homaa?
Christen er ligeledes konfirmeret i Homaa i 1856, men jeg kan simpelthen ikke finde ham i Homaa sogn. Skal han ikke være opført i Hovedrullen i sognet, uanset hvor gammel han er, når den føres?

Jeg ved, at han var veteran fra 1864, og jeg vil gerne finde ud af, hvor og hvordan hans deltagelse i krigen fandt sted.

På forhånd tak :)


Poul G. Michelsen

Hej Anne Marie

Jeg vil anbefale dig at læse den vejledning til lægdsruller (kom godt i gang med at bruge lægdsruller), som er linket til fra arkivalieronline. Her står en masse informationer om lægdsrullerne.

Når din oldefar er født i 1841, skulle han optages i rullen ved fødslen.
Ved flytning til andet sogn burde det være noteret i fraflytningssognet samt i tilgangsrullen for sognet, han flytter til.
I 1849 sker der en ændring, idet man først skulle optages i rullen ved konfirmationen. Han er da udgået af rullen i 1849 og først tilgået igen ved sin konfirmation i 1856, hvor han burde stå i tilgangsrullen.

En god måde at følge ham på er, at finde ham efter 1864 og så gå baglæns derfra, idet der normalt står, hvorfra personen kommer i den relevante tilgangsrulle.
Med venlig hilsen
Poul G. Michelsen

Jørgen Green

Hej Anne Marie

Hvis han fortsat levede i 1877, så kan du også forsøge at finde hans ansøgning om erindringsmedaljen for krigen 1864 på Rigsarkivet, som blev indstiftet i 1875 og uddelt i 1877. Husk, at ansøgerne nogle gange ligger under deres soldaternavn, som regel det sted, hvor de kom fra. De fleste ligger dog på deres efternavn og sorteret efter fornavn. I ansøgningen vil du få at vide, hvilket regiment, han har gjort tjeneste ved og og han er blevet såret eller har været taget til fange.

Jeg har indsat et link til arkivet.

http://www.sa.dk/content/dk/daisy/arkivserie_detaljer?a=Medaljesager&b=&c=&d=1873&e=1873&f=&g=&h=&ngid=5122753&ngnid=5122758&heid=1261609&henid=1261609&epid=&faid=&meid=&m2rid=&side=&sort=&dir=&gsc=&int=&ep=&es=&ed=
Med venlig hilsen
Jørgen Green

PS. Vær venlig IKKE at bruge funktionen DIS-funktionen »Private meddelelser«, hvis du vil sende et privat mail. Send det til min e-mailadresse: green@grifo.dk

Lis B. Jensen

Hej Anne Marie

Prøv evt. tilgangsrullen i Homaa
Lis B. Jensen
* * * * * * * *
Ses i Legacy Forum: http://legacydansk.com og
https://vordingborglokalarkiv.dk/

Anne Marie Holck

Mange tak for svarene. Jeg har læst, hvad de skriver omkring lægdsrullerne, og som nævnt har jeg fundet ham i tilgangsrullen i 1842 for Lyngby sogn. Jeg har også set i Homaa sogn og i Vejlby sogn, hvortil familien flyttede senere. Stadig uden held.

Jeg har ikke prøvet at søge baglæns i tiden, så det skal afprøves straks. Ligeledes vil jeg naturligvis også tage en tur på RA og tjekke vedr. en evt. erindringsmedalje.

Tak for hjælpen til jer alle :)