Hjælp til at finde Andreas Christian Petersen

Startet af Peter Laursen, 12 Jan 2014 - 10:40

Forrige emne - Næste emne

Peter Laursen

Jeg har store problemer med at følge / finde en person i det sønderjyske område. Jeg vil tro, at lægdsrullerne kan hjælpe mig på vej, men vedrørende lægdsruller er jeg næsten helt "kold". Jeg håber nogen har lyst til at hjælpe mig. Det drejer sig om:

Andreas Christian Petersen:

Født den 8. september 1898 i Sotterup, Bylderup sogn, Tønder Amt, døbt den 9. oktober samme år.
Her står der desuden følgende:
Ifølge anmeldelse fra pastor Nielsen i Tandslet er han udmeldt af folkekirken den 19. marts 1935.

Hans forældre:
Nicolai Thomsen Petersen og Christine Marie Christensen bliver gift i Bylderup kirke den 7. maj 1898.
Ved et lykketræf finder jeg ud af, at faderen dør den 4. september 1903 i Åbenrå sogn, Åbenrå Amt. (Andreas er 5 år på dette tidspunkt)
Moderen bliver gift igen med Thomas Hansen den 14. oktober 1904 i Åbenrå kirke.

Så har jeg prøvet at finde hans konfirmation mellem 1912 og 1917 i samtlige sogne i Åbenrå Amt og nogle få sogne i Tønder og Sønderborg amter - helt uden held.

Så prøvede jeg at kigge i Tandslet kirkebog, angående hans udmeldelse af folkekirken i 1935, men her står ikke noget. Tandslet sogn, Sønderborg Amt.
Men igen ved et lykketræf, finder jeg en søn til ham, konfirmeret i Tandslet kirke den 25. marts 1934. (Svend Andreas Petersen). Denne søn er født i Vork, Egtved sogn, Vejle Amt. Moderen hedder Maren Kathrine Marie Villumsen. Andreas er dog skilt fra hende og er nu gift med Christine Marie Jessen.

Jeg drøner hurtigt til Egtved sogn, for at finde sønnens fødsel og dåb, som er den 25. november 1920 og døbt den 9. januar 1921 . Jeps tænkte jeg, så må FT 1921 da kunne give mig et lille hint - men,men,men - der findes ingen FT 1921 i Egtved sogn. Jeg undersøgte FT 1925 i Egtved sogn, men der er han ikke.

Så var det jeg tænkte om lægdsrullerne kunne hjælpe. Egtved ligger i 4. udskrivningskreds - lægdet er både 434 og 435 og 1920 er bogstavet S og 1921 er bogstavet T. Her kunne jeg ikke finde Andreas. Hjæææælp.....

Konklusion:
1898 er han i Bylderup
1903 er han i Åbenrå
1904 er han i Åbenrå
1920 er han i Egtved
1934 er han i Tandslet
1935 er han i Tandslet

Jeg kan ikke finde hans konfirmation
Jeg kan ikke finde hans 2 vielser
Jeg kan ikke finde, om han har fået flere børn
Jeg kan ikke finde hans død

Jeg håber nogle kan hjælpe mig med lægdsrullerne, som må kunne give et hint. Ellers er det jo hundredevis af sogne, jeg skal gennemgå og hvor skal jeg starte og slutte.

Puha

mange hilsner
Peter Laursen
medlem af DIS

Inger Buchard

Hvis han melder sig ud af folkekirken i 1935, finder du ikke hans død i kirkebøgerne - i Sønderjylland omfatter de principielt kun kirkelige handlinger. Præsten er ikke personregisterfører i Sønderjylland; det er en rest af den preussiske forvaltning, som ofte giver dobbelt bogføring, dvs. dobbelt kildegrundlag

Den fysiske død finder du bogført i Tandslet personregistre, døde biregister
De er scannede - hurra! - og kan gennemlæses på
http://www.sa.dk/ao/billedviser?epid=16520972

Inger
Redaktør på DIS-Wiki

Peter Laursen

Mange tak Inger

Men så meget, som han er flyttet rundt, er det jo ikke sikkert, han er død i Tandslet.
men jeg vil da prøve at gennemgå personregistrene for døde i Tandslet.

Jeg vil jo tro / håbe på, at lægdsrullerne kunne hjælpe mig med hans flytten rundt, så jeg også kunne finde vielser m.m.
Men som sagt er jeg rimelig "kold" i lægdsruller.

igen - mange tak

mange hilsner
Peter

Peter Laursen

Hej igen Inger !!

Så har jeg gennemgået biregistret for døde i Tandslet sogn og han var der desværre ikke.

Enten er han død i et andet sogn eller måske er han død senere end biregistret går til.

mange hilsner

Peter

Søren Juul Mikkelsen

#4
Hej Peter

Jeg søgte egentlig efter information om FT 1921 for Egtved sogn, hvilket førte til dit nu 2 år gamle spørgsmål.
Måske har du allerede fundet ud af meget mere, men hvis ikke, kan jeg oplyse at du finder FT1921 for Egtved under Jerlev sogn.

Andreas Christian Petersen med hustru og søn finder du nederst på opslag 125:

https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?bsid=78790#78790,13518949

Desuden fremgår det af Anmærkningerne ved sønnens dåbsregistrering at forældrene er gift 16/10 1920 i Horsens.
Du finder deres vielse i Horsens Vor Frelser sogn 1915-1934, opslag 104, nr. 84 i 1920:

https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17123988#164524,27638121

Mvh. Søren