Rasmus Larsen født 25. april 1881 i Vester Skerninge

Startet af Anni Damkjær, 14 Okt 2013 - 11:51

Forrige emne - Næste emne

Anni Damkjær

Hej alle

Hvis nogen skulle kende ham her eller finde ham et eller andet sted, ville det glæde mig meget.

Det drejer sig om en af mine oldemødres bror, den eneste hun har og den eneste, jeg mangler at afslutte i den familie i "nyere" tid.

Jeg havde sidst fundet ham i FT 1911 i Høje-Lunde på Fyn, hvor han arbejder som mejerist, men så stoppede det også der.

Jeg prøvede så Politiets Registerblade, men uden held. Der må så været scannet nye registerblade ind på et tidspunkt, eller jeg har overset ham, for lige pludselig for nogle uger siden, fandt jeg ham alligevel i registerbladene.

Han hedder Rasmus Larsen. Han er født i Vester Skerninge på Fyn den 25. april 1881.

Han gifter sig den 22. marts 1908 i Vor Frelser Kirke i København med Petrine Kirstine (eller Kristine) Pedersen. Hun er født den 2. august 1883 i Ulbølle på Fyn.

De får åbenbart kun et barn Ragna Kathrine Larsen født den 4. april 1909 i Vor Frelser Sogn, København.

Familien er sidst fundet i folketællingen fra 1930 i Wildersgade 57. 1. th. De flyttede til og fra de samme to gader Wildersgade og Sct. Annægade fra 1908 til 1930. Gaderne ligger lige ved siden af hinanden på Christianshavn.

Jeg har endda været så heldig at finde et billede af Rasmus Larsens Ismejeri, som lå i Sct. Annægade 5 på Christianshavn. Billedet fandt jeg i en artikel skrevet af en Jørgen Møller, som var søn af den, der ejede bygningen.

Omkring Rasmus Larsen står der følgende i artiklen og ved billedet:

"Oplysninger om de første år efter ombygningen foreligger ikke men fra 30´erne vides at følgende erhverv var repræsenteret: Hjørnebutikken var ismejeri, indehavet af Rasmus og Petrine Larsen med Olga som mangeårig medhjælp".
(oplysninger fra Christianshavns Lokalarkiv)

Jeg har haft kontaktet Christianshavns Lokalarkiv, men de har ikke andre oplysninger på ham.

http://www.chrarkiv.dk/index.php?id=35&lang=dk

Da jeg så fandt ud af i går, at de københavnske telefonbøger var blevet lagt online, gik jeg i gang der, og jeg kan finde ham i Sct. Annægade 5 frem til og med 1933. Så ses han ikke mere på adressen.

http://www.ptt-museum.dk/samlinger_bibliotek/bibliotek/digitale_boeger_registre/telefonboeger_fra_ktas/

Jeg har så ledt de omkringliggende kirker igennem, om jeg kan finde ham død eller datteren gift, men uden resultat, men da kirkebøgerne jo kun går til 1969, kan han jo realistisk set godt være død efter 1969, hvor han er 88 år gammel.

Jeg er begyndt at gå alle døde igennem i hele København, men jeg syntes, det er et kæmpe arbejde, da han jo som sagt kan være død efter 1969, og de kan jo også være flyttet ud af byen.

Så, hvis der er nogen, der falder over ham eller hans familie, ville det bare være dejligt.

Med venlig hilsen
Anni Damkjær