Hvad skete der egentlig med Dagmar Kristina Vilhelmine Kümler

Startet af Nina, 20 Jan 2013 - 11:22

Forrige emne - Næste emne

Nina

Hej,
Er der mon nogen der vil hjælpe mig med at finde ud af hvad der skete hvordan det gik med denne kvinde:
Dagmar Kristina Vilhelmine Kümler  
Jeg har hende i en folketælling som 8-årig (se nedenfor), og jeg ved at hun blev gift 14 April1888 som kun 16 årig med Frands Gustav Johansson Liners (han kom fra Sverige, og jeg kender til hans svenske forældre). De blev gift i Skt Mikkels Slagelse, Sorø amt. Dagmar er født Juli 15 1871.

Mange år senere (født 17/4 1906 døbt 10/6 samme år ) bliver Dagmar mor til en pige Else Isabella også i Skt Mikkels Slagelse. Iflg Elses fødselsattest bort-adopteres hun i 1923 (som 17 årig), hvilket måske betyder at Dagmar på det tidspunkt (i 1923) er død?

På Elses dåbsattest står der at moderen er ugift, men det ved vi jo ikke er rigtigt, så hvad skete der? Døde Frands eller rejste han sin vej? I så fald kan jeg jo ikke være sikker på at Frans er far til Else Isabella.

Håber på hjælp i dette kompetente forum  :)

Vh
Nina

soroe, Slagelse, Slagelse Købstad, Slagelse Købstad, slotsgade 72, baghuset, 1. sal, , FT-1880, C1698
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Abel Sofus Kümler 33  Gift Skomager. husfader  Aalborg
Ane Jakobine født Hansen 38  Gift Husmoder  Aalborg
Knud Karl Kristian Kümler 14  Ugift Forgylderlærling. Barn  Aalborg
Abel Vilhelm Kümler 13  Ugift Barn  Kjøbenhavn
***Dagmar Kristine Kümler 8  Ugift Barn  Slagelse
Otto Alexander Kümler 5  Ugift Barn  Slagelse
Alfred Valentin Kümler 3  Ugift Barn  Slagelse
Elleriis Johan Kümler 1  Ugift Barn  Slagelse
Hans Daniel Hansen 29  Ugift Murer  Kirkerup Sogn, Sorø Amt


Alice Oppenheim

Mange år senere (født 17/4 1906 døbt 10/6 samme år ) bliver Dagmar mor til en pige Else Isabella også i Skt Mikkels Slagelse.

Det er ligesom her, det begynder at blive tricky ... har du et opslagsnummer?

Nina

Nej ikke lige ved hånden desværre, men jeg har fuldstændig tygget dåbs attesten igennem. Det er mere, hvordan det gik inden da. Var Dagmar alene, og hvornår blev hun i givet fald det?

Vh
Nina


Jytte Rauh

Else Isabellas fødsel findes på Sorø amt, Slagelse Skt. Mikkels 1904-1914. opslag 206. - Moderen er da separeret. -

Ved Folketællingen i 1906, altså samme år som Else Isabellas fødsel et par måneder senere, boede Dagmar Liner på Løvesgade 20 (samme adresse som ved Else Isabellas fødsel) (FT 1906, Løvegade 20, opslag 33). Hun var da alene med fem børn. Det tyder på, at et sjette barn har været i overkanten af, hvad hun kunne klare, og at hun er blevet separeret tæt på 1906. Prøv at kigge efter de øvrige børns konfirmation og eventuelle giftermål i Slagelses kirkebøger. Måske er der nogle adresser, du kan gå efter ved de følgende folketællinger. Dagmar er dog ikke på Løvegade 20 ved FT 1911, så på det tidspunkt er hun flyttet andetsteds hen.

mvh
Jytte Rauh


Jeg ser, der i mellemtiden er kommet andet bud på opslaget. Men nu får du alligevel disse kommentarer.

Alice Oppenheim

Hej ! Blev lige afledt, men det var nøjagtig en adresse i 1906, jeg var ude efter ... og oplysningen om, at hun er "separeret" ...

— Prøv at følge op på de af Jytte foreslåede ting. Det er ikke sikkert, det lige med det samme giver svaret på dit spørgsmål, men sommetider må man to skridt frem, for at komme et tilbage :)

— kan vi liste børnene? Det vil gøre det nemmere at finde deres konfirmationer.


PS: Jeg undres iøvrigt altid over udtryk som: "...jeg har fuldstændig tygget dåbs attesten igennem". En "dåbsattest" er en afskrift af kirkebogen. Et løst stykke papir, man kan være heldig at finde i afdødes gemmer. Det er sjældent at alle kirkebogens oplysninger er medtaget. — så uanset, om du virkelig har haft dette stykke papir i munden (eller hånden), så er et kirkebogsopslag altid mere værd.


Alice Oppenheim

#6
Ved FT-1906 er børnene noteret som:

Ester født 8/3-91
Thekla, 1/9-92 (født Fruegade 142, Skt Mikkel KB 1892-1904; opslag 182)
Karl 5/2-94 (født Løvegade, Skt Mikkel KB 1892-1904; opslag 28)
Ingeborg 20/4-97
Dagny 2/3-99 (.... født på Fattiggården, Skt Mikkel KB 1892-1904; opslag 263)


— Så ved du, hvor Dagmar var i september 1892, februar 1894 — og i marts 1899 :´(

Alice Oppenheim

Ester Linea Linér er født i Fruegade ... Se Skt Mikkel KB 1887-1891; opslag 116)

Ingeborg...?

Nina

Tusind tak for jeres hjælp. Det var alletiders

Vh
Nina

Alice Oppenheim

Øv..... Slutter vi her?   Vil gerne have hele historien  :D

Nina

Hej Alice
Jeg vil gerne skrive noget mere/slutningen (hvis der da er en sådan) når jeg ved lidt mere. Leder pt efter Dagmars dødsdato.  ;D
VH
Nina

Nina

Hej,

Mysteriet er ikke helt løst, fordi det er vigtigt at få klarlagt hvornår Frands Gustaf forlod Dagmar. Hun var alene ved FT i 1906, men hun fødte Else Isabella i 1906, så spørgsmålet er om man kan være sikker på at Frands er faderen?

Nogle bud herpå?

En ting jeg studser over er at Dagmars førstfødte søn James Hugo f. 1889 dør i 1901 (KB Skt Mikkels Sogn opslag 49), og her står der at Dagmar er "forladt hustru).

Er der en mulighed for at finde ud af hvornår de blev separerede?

VH
Nina

Jytte Rauh


Da James Hugo døde i 1901, var bopælen Løvegade 29. Ved opslag på FT 1901, der fandt sted 1. februar, finder vi Dagmar og børn på Løvegade 29, opslag 57. På dette tidspunkt var hun i hvert fald alene og levede af fattighjælp. På næste side i FT er Gustav opført som fraværende og rejst til Sverige, så mon ikke afrejsen har fundet sted i slutningen af 1900 - begyndelsen af året 1901. - Måske har man i Slagelse Lokalarkiv lister over modtagere af fattighjælp på den tid, som kan give et fingerpeg om, hvornår Dagmar er blevet "forladt". Eller du må kigge i Sorø amts protokoller, hvor der kan ligge en sag om skilsmisse, børnebidrag mv. i tidsrummet 1898-1900-1901.

Vi har godt nok meget på nettet nu, men ikke alt, så hvis du har mulighed for det, så kig ind på Slagelse Lokalarkiv - eller du må en tur til København, hvor amtets protokoller ligger.

Mvh
Jytte Rauh

Henrik Brandt

#13
Jeg har fundet lidt om Dagmar Kümlers datter Ingeborg Ellen Linér, se her:

http://www.politietsregisterblade.dk/index.php?option=com_sfup&controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=2506013

http://www.politietsregisterblade.dk/index.php?option=com_sfup&controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=1400538&searchname=polit_simple

Ingeborg Linér flytter i 1917 fra Odense til København. (Mon der er familie i Odense...)
Hun er ikke født i Slagelse som sine søskende men i Sorø. Se Sorø, fødte 1892-1912, opslag 190.

mvh Henrik

Nina

Tusind tak for input. Nu er det virkelig en gåde, for hvem var så Else Isabellas far (hun er født i 1906), hvis Frands smuttede til Sverige 5 år tidligere?

VH
Nina


Jytte Rauh


Du har Dagmars død på AO Slagelse Skt. Mikkels 1892-1909, opslag 168 - nr. 32. Hun døde på Fattiggårdens sygehus den 11. maj 1907 og blev begravet den 15. maj 1907. Dagmar bliver også her betegnet som "forladt hustru", så det tyder på, at manden er blevet i Sverige. Det løser selvfølgelig ikke gåden om Else Isabellas fædrene ophav - om det er Frans eller en anden.

Else Isabella er sikkert kommet i pleje hos sine adoptivforældre. Ved du, hvor hun er konfirmeret?

mvh
Jytte Rauh

Nina

Kære Jytte
Du er virkelig en dygtig sporhund  :D....jeg må have overset Dagmars død, for jeg har bladret rundt selv forgæves i weekenden. Mange tak. Mht konfirmation af Else Isabella, så ved jeg desværre ikke hvor hun er blevet konfirmeret. Jeg har kigget efter hende i Skt Mikkels Slagelse, men tænkt i banerne af Liner efternavnet/Kümler, men hun tog navn efter sine adoptivforældre og det var Jensen.

I de rigtig gl dage stod der i kirkebøgerne altid "udlagt som barnefader", men det gør der ikke for ELse Isabella - slap man for det sidenhen, eller hvad kan forklaringen herpå være?

Vh
Nina

Jytte Rauh


I 1844 blev det ved lov fastlagt, at det sogn, hvor moderen opholdt sig på 10 månedersdagen for fødselen, havde pligt til at sørge for barnet, men dog kun for så vidt faderen ikke kunne betale, idet det allerede tidligere var fastlagt, at faderen til et uægteskabeligt barn skulle bidrage til dets underhold. For at holde styr på disse oplysninger skulle præsten skrive ind i kirkebogen, hvem den udlagte fader var, og hvor moderen havde opholdt sig på 10 måneders dagen, så man i fødselsognet vidste, hvem der skulle betale.

I 1888 kom der en lov, som betød, at det offentlige (altså sognet) betalte alimentationsbidraget, hvis faderen ikke kunne betale, og moderen var i nød. Det blev dog betragtet som fattighjælp, hvis faderen ikke betalte. Det var som regel amtet, der fastsatte bidragets størrelse. Jeg har selv fundet sager om alimentationsbidrag i amtets journaler, men måske kan du også finde oplysninger i fattigsagerne i Slagelse, hvis de da findes.

Else Isabella er konfirmeret den 11. april 1920 i Skt. Peder sogn, Slagelse, AO 1911-1927, opslag 153 nr. 16. Her står hendes adresse som Landsgrav, samme adresse, som er opgivet ved adoptionsbevillingen i 1923. - I øvrigt kom der en ny arvelov i 1923, som kan være årsagen til, at hun først da blev adopteret. 

Mvh
Jytte Rauh

Nina

Kære Jytte
Mange tak. Nu skriver du som om du kan se adoptionsbevillingen, kan du det? Jeg har ellers fået at vide at man skal til Rigsarkivet for at kunne komme til det. Har skrevet til "spørg arkivaren" funktionen på deres hjemmeside for at få ydeligere instrukser?

Venlig hilsen
Nina

Jytte Rauh


Angående adoptionsbevillingen, så ved jeg ikke, om man kan se den in natura. Det er muligt, du skal på Rigsarkivet for at finde den.

Min formodning er, at Else Isabella er blevet plejebarn hos de senere adoptivforældre, hvilket underbygges af følgende folketællinger:

Ved FT 1911 finder du smedemester Peter Emil Otto Jensen og Hustru Magdalene på Skt. Peders sogn, opslag 25. Ud over plejebarnet Else Isabella er der en smedelærling. De boede på matr.nr. 20a.

Du finder adoptivforældrene sammen med Else Isabella ved FT 1916 Skt. Peders sogn, Sorø amt, opslag 22. Hun kaldes her kun Else Jensen, men fødselsdagen stemmer. Adoptivforældrene kaldes her Otto og Sofie Jensen og han smedemester. De boede på matr.nr. 20a.

Af FT 1921 for Skt. Peders sogn, Sorø amt, opslag 11 fremgår det, at Else Isabella boede hos Peter smedemester Emil Otto Jensen, gift med Sofie Magdalene Jensen. Matriklen var nr. 20a, hvilket stemmer overens med ovennævnte.

Og så tog hun til København i 1922 som tidligere nævnt, hvor hun findes i Politiets Registerblade på Øster Farimagsgade 32 3. sal som husassistent.



mvh
Jytte Rauh

Nina

For at runde tråden af kan jeg fortælle at det lykkedes at få fat i adoptionssagen på Else Isabella Jensen født Kümler. Der var ikke opgivet nogen far, og eftersom Frands Gustav drog til Sverige flere år tidligere er Else Isabellas far stadig ukendt. Else Isabella blev født i 1906 og hendes mor døde året efter på fattiggården i 1907.

En stor tak til alle deltagere i denne tråd, der har muliggjort meget af dette :-) og hvis der er nogen der kender til efterslægt på Abel Sofus Kümler (Elses morfar) eller nogle af Else Isabellas halvsøskende, der alle hed Liner til efternavn, er de meget velkomne til at skrive.

Vh
Nina

Christian Konstmann Autzen

Hej Nina

Tak for din tråd, som hjælper mig videre i min søgning.

Min interesse er Else Isabella "Jensen", som bliver gift den 8. februar 1931 i Gadstrup kirke, Roskilde amt, med Arthur Littau Nielsen, opslag 130. Her står så adoptiv-forældrene smedemester Otto Emil Jensen og dennes hustru Sophie Magdalene Christiansen, Slagelse, opført.

Det er deres efterslægt, som jeg har interesse i - samt selvfølgelig deres aner.

Mange hilsener

Christian
Min slægt: Autzen, Konstmann, Nansen, Hegelund, Sønberg, Matzen, Schmidt, Kruse, Wolf. Min hustru's slægt: Mærsk, Fogh, Møller, Hark, Lund, Aaskou, Blom, Dethlefsen, Beyer, Troels Winther.

Nina

Hej Christian
Da det er en ven jeg har hjulpet med at efterforske hans slægt vil jeg gerne viderebringe dit ønske tiæ ham. Hvis du mailer mig på ninabelcaid@yahoo.dk og skriver din mail adresse heri. Giver jeg det videre til ham. Jeg har nemlig ikke data liggende længere. Det har han. Men jeg har kortlagt Arthurs slægt for ham, så der kan du få oplysninger. Min ven er selv barnebarn af Arthur og Else Isabella.
Vh
Nina

Christian Konstmann Autzen

Hej Nina

Tak for det, og det vil jeg gøre. - Og du behøvede ikke at skrive din email-adresse, idet den kan ses under din profil.

Mange hilsener tilbage

Christian
Min slægt: Autzen, Konstmann, Nansen, Hegelund, Sønberg, Matzen, Schmidt, Kruse, Wolf. Min hustru's slægt: Mærsk, Fogh, Møller, Hark, Lund, Aaskou, Blom, Dethlefsen, Beyer, Troels Winther.

Alice Oppenheim

Hvor var det fint at få en slutning på historien! Tak!

Christian Konstmann Autzen

Så blot lidt mere til historien - og så her Kümler, som så viser sig at være lidt spændende:

Fra hjemmesiden: http://www.geni.com/people/Christian-K%C3%BCmbler-K%C3%BCmler/6000000012935844282

About Christian Kümbler (Kümler)
Christian flygtede fra Bayern i Tyskland (syd-øst) sammen med Monica mariane Ortler. Monica´s forældre havde arrangeret et ægteskab som Monica ikke ville indgå, derfor flygtede de så til Danmark. De slog sig ned på Sorø egnen (Lynge) Omkring 1813-14 rejste Christian videre til Ålborg, Monica var dog blevet gravid på det tidspunkt og fødte en dreng d. 18/9-1814. I kirkebogen hedder sønnen Fridrich Christian (Kümler), og er opført som uægte da Monica og Christian ikke blev gift. Faderen til barnet er korporal Christian Kümler 3-jydske-infanteri-regiment. På det tidspunkt er regimentet placeret i Ålborg.

Der var måske derfor at Abel Sophus Kümler senere valgte at flytte til Slagelse med hele hans familie.

Fundet i indvandredatabasen, indfødsret (nødvendigt da han skulle giftes og udnævnes til underofficer)

Efternavn: Kümbler Fornavn: Christian Erhverv: Korporal Fødeland: Tyskland Amt, region: Uidentificeret Lov af: 29 05 1816 (dato for indfødsret-tildeling) Løbenr: 136


Christian Kümler, som så bliver gift i 1817 med Christiane Marie Sophie Hjort (født i Slesvig ?), var regiments-tambur, som så også sønnen Christian Wilhelm Kümler, så også var.

Hilsen
Christian
Min slægt: Autzen, Konstmann, Nansen, Hegelund, Sønberg, Matzen, Schmidt, Kruse, Wolf. Min hustru's slægt: Mærsk, Fogh, Møller, Hark, Lund, Aaskou, Blom, Dethlefsen, Beyer, Troels Winther.