Askely - Vor Frue sogn, Roskilde

Startet af Betina Egmose Andersen, 11 Maj 2013 - 22:01

Forrige emne - Næste emne

Betina Egmose Andersen

Hej!

Jeg har fundet en Johannes Askely Holm født d. 7 nov. 1917 i Vor Frue Sogn, Roskilde.
Følgende opslag:

Roskilde Amt, Sømme Herred, Vor Frue Sogn, 1911-1923, opslag 17, nr. 9.

Kan bare ikke helt gennemskue, hvor navnet Askely kommer fra, da hverken mor eller far hedder det ifølge kirkebogen. Er der nogen, der kan finde sammenhængen???


Betina

Jane Valkær

Hej
Jeg har et bud på navnet Askely.

http://historiskatlas.dk/  kort 1945/1976 ligger der syd for Roskilde gården Tjæreby og området har formodentlig heddet Tjæreby. Her kom familien fra.
Når man tager vejen stik syd fra Roskilde, så støder man på Elmelygård, Poppelgård og Lindely.
Måske var der også en gård, som hed Askely.

Bare et bud

Mvh
Jane

Jane Valkær

Hej igen
Kigget mere på kortet.

Tjæreby ligger jo sydligere end Vor Frue, hvor Tjæreby gård ligger.
Ved selve Tjæreby ligger der endvidere Elmegård og Fyrregård.

Her er lidt historie om byen:
http://www.roskildehistorie.dk/gods/landsbyer/Tjaereby/Tjaereby.htm

Fandt også dette - Glim sogn ligger vest for Tjæreby:
http://www.slaegtsgaardsforeningen.dk/database/edit.asp?Gaardnr=12904

Her er Askelygård fra Tjæreby (tryk på det grå felt til venstre og foto kommer frem):
http://www.europeana.eu/portal/record/2020902/3E6B7ADD1D76D2A7E33E6A456CF99DB5FFFA78ED.html?start=1&query=title%3Aaskelyg%C3%A5rd+tj%C3%A6reby&startPage=1&rows=24

Mvh
Jane

Betina Egmose Andersen

Tusind tak for hjælpen, Jane!
Det er der nok noget om, jeg må kigge videre :-)

Betina.

Hans Mikkelsen

I la Cour's 'Danske Gaarde' 3. samling står der følgende om Askelygård:

Askelygaard, Vor Frue Sogn, Postforb. og St.: Roskilde, hvortil c. 7 Km. Tlf. 22 over Vor Frue Central. Ejere: Brøderne Alfred Hannes Laurentius og Villiam Agust Holm, som overtog Gaarden 1. Septbr. 1916, er fødte paa Kjærbygaard i Knudsker Sogn paa Bornholm. V.A. Holm er født 1. Aug. 1873 og gift med Hanne Jensine Larsen, født paa Bakkegaard i Vendsyssel 3. Juli 1876.
  Matr.-Nr. 6a m.fl. af Tjæreby. Hartkorn 6 Tdr. 4 Skpr. Ejendomsskyld 40,000 Kr. Brandassurance for Bygningerne c. 20,000 Kr. Areal 64 3/4 Td.Ld., deraf Ager 57 3/4, Eng 5, Veje m.m. ½, Have og Gaardsplads 1½. Agermarken drives i en 8 Marksdrift: Havre, benyttet Brak, Vintersæd, Byg, Roer, Byg og 2aars Græs. Jordens Bonitet er væsentlig Lermuld og mildere Muld paa Lerunderlag. Der holdes 20 Køer, 16 Stkr. Ungkvæg og Kalve og 2 Tyre af råd dansk Race, 4 Heste og 2 Plage. Sidste Aar solgtes 12 Fedesvin.
Askelygaard hørte i sin Tid under Staden København tilhørende Bidstrupgaard Gods, hvis Fæstegaarde 1768 gik over til Arvefæste, der dog kun sikrede Arveretten, medens enkelte Fæsteforpligtelser bibeholdtes. Som Ejer nævnes Søren Pedersen, der døde 1895, og hans Enke solgte 1907 til Jens Christensen; denne solgte atter 1911 til Lars Chr. Jacobsen, af hvem nuv. Ejer købte.
Gaarden er formentlig ved udskiftningen c. 1794-1804 udflyttet fra Tjæreby By til sin nuv. Plads c. 1½ Km. SØ. for Byen. Hovedb. staar i Grundmur, tækket med Cementsten; Avlsb. staar i Bindingsværk med Straatage. Gaarden har eget Vandværk, der drives ved Vindmotor. - Jordene er jævne og ligger samlede om Gaarden med jævnt Fald i V. mod Engen.

Der er også et billede af gården, som jeg kan scanne og sende hvis du er interesseret.

Venlig hilsen

Hans Mikkelsen

Betina Egmose Andersen

Mange tak - sikke en masse gode oplysninger :) Du må meget gerne sende billedet

Betina :)

Susie Holm

Hej, jeg hedder Susie Holm, har boet på Tjærebygård i Vor Frue  fra ca 1968-69 til 1973. Mine oldefar hed William Holm, født på Bornholm, døde 1961 og ligger på Vor Frue Kirkegård sammen med min oldemor , Hanne Holm, født i Jylland. Min farmor og farfar ligger osse der.
Synes min farmor , en gang, har nævnt navnet " Askely", giver det nogen mening mon ???