Kontakt til aner; Hvordan gør du?

[Iver & Inga Hansen]

Hej alle.

Jeg er ny som bruger på slægt og data, men slægtsforskningens verden er mig langt fra ny.

Jeg er i min egen forskning flere gange stødt på, at det har været nødvendigt for mig at kontakte ukendte aner, for at finde frem til ny viden om de fælles aner. Jeg foretrækker at sende breve, hvor jeg venligst beskriver mit ærinde, medmindre personen jeg søger kontakt med, er indehaver af en e-mailadresse.

Da dette er et forum for mere eller mindre ligesindede, er jeg nysgerrig efter at høre, hvilke metoder i selv benytter? Er der forskel på, hvilken metode du vil bruge, ifht. hvor tæt personen er på din egen familie (fx forældres grandkusine/fætter eller din egen grand-grand-grand-grandfætter)?

På forhånd tak.
M. F. Hansen

[Hans Poulsen]

Hej Mogens

Du angiver selv den metode, som jeg foretrækker: Et regulært brev med en passende introduktion af en selv og en redegørelse for, hvorfor du henvender dig.

Send brevet med en kopi og nævn over for vedkommende, at du vil være tilfreds med korte svar ude i kopiens margen. Lav den derfor lidt bred. Mange bryder sig ikke om at formulere breve, men tilfredshed med korte svar vil sikkert falde i god jord

Læg en adresseret, frankeret svarkuvert ved, så modtageren ikke får udgifter på grund af din henvendelse.

Udvides kontakten til vedkommende senere, burde der ikke være noget i vejen for at benytte e-mails.

Drejer det sig om familiemedlemmer, vil jeg skelne.

- Er du i regelmæssig kontakt med dem - fx en eller to gange om året - kan du vist godt benytte den lidt uformelle e-mail, men

- Er det familiemedlemmer, hvor kontakten aldrig har eksisteret eller har været afbrudt igennem en årrække, vil jeg i dit sted benytte brev med kopi og svarkuveret.

Det hele går ud på ikke *at tage vedkommende på sengen*, at levne vedkommende tid til at *sunde sig*, at tale med andre, om det er klogt at reagere positivt på henvendelsen etc. Med andre ord: Du skal gøde jorden.

Venlig hilsen
Hans

[Simon Rix Holländer Jensen]

Jeg spørger næsten alle, hvor jeg finder det aktuelt. Jeg har i enkelte tilfælde fundet en person på Facebook og adspurgt ham, men KUN hvis det ikke var muligt pr. mail. Ellers spørger jeg altid pr. mail.
Jeg kan bedst lide pr. mail da svareren altid kan svare når som helst vedkommende har lyst og ikke vil føle sig tvunget til noget.
Jeg ringer ikke til personer medmindre det er aftalt og vi har udvekslet telefonnumre.

Etikken jeg følger er, bare at være mig selv og aldrig ubehøvlet eller krævende Man kan få mange oplysninger ved at spørge pænt

Husk altid at fortælle i hvilken sammenhæng vedkommendes navn er dukket op i din søgen og evt. hvordan i er i familie.

Jeg er dog blevet kontaktet telefonisk, men det er et valg jeg har taget ved at lægge mit telefonnummer på nettet og det har jeg ikke det mindste i mod. Folk skal bare huske at indtale på telefonsvareren hvad det er de vil, så jeg ikke står i et indkøbscenter og ringer tilbage

[Niels Bjøreng]

Lige en kort præcision.

Når du skriver "kontakte ukendte aner" må du mene familiemedlemmer eller slægtninge.

Ens aner er forældre, deres forældre, deres forældre igen, og ingen andre.

Venlig hilsen
Niels Bjøreng   9400

[Hans Poulsen]

Niels har - ikke uventet - ret i sin præcision, og det er naturligvis godt at kende sin katekismus og andre fine regler.

Dog forfalder jeg tit til samme sprogbrug som Mogens - i daglig tale og såmænd også her blandt vennerne her i DIS-grupperne.

Til eksempel ville jeg uden at blinke omtale en tipoldemors søster som en af mine aner.

Skulle jeg skrive en artikel til et fagblad eller lignende, ville jeg naturligvis rense ud i mine unoder, inden manuskriptet blev afleveret.

Løs på tråden er jeg i min brug af ordene *svigerinde* og *svoger*, men ejendommeligt nok er jeg her i overensstemmelse med (ældre) juridisk sprogbrug - dog ikke ældre end fx lærebøger i familie- og arveret fra før ca. 1960. Mine niecers og nevøers ægtefæller, og der er rigtig mange af dem, omtaler jeg rask væk som hhv. svogre og svigerinder.

Mine venners børn om- og tiltaler tit mig som *Onkel Hans*.

Jeg har aldrig bedt dem gøre det, og inderst inde tror jeg nok, at jeg ville blive gladede, hvis de kun brugte fornavn. Dog - jeg vil hellere bide tungen af mig end rette dem.

Venlig hilsen
Hans

[Iver & Inga Hansen]

I skal alle have tak for at dele jeres metode. Som jeg nævnte i mit startende indlæg, benytter jeg også selv brevet, når jeg skal forsøge at etablere kontakt til ukendte slægtninge. Det har jeg det ganske enkelt bedst med.

Benytter i jer af det håndskrevne eller computerskrevne brev?

Tak for præcisionen. Man lærer med livet; men nøjes sjældent med at hamre sig selv over fingeren een enkelt gang. Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at bruge de korrekte termer i mine fremtidige indlæg.

Venlig hilsen
M. F. Hansen

[Simon Rix Holländer Jensen]

Computerskrevne breve tror jeg er at foretrække da der ikke kan opstå forvirring, hvis modtageren ikke kan tyde din håndskrift