Navngivning af uægteskabelige børn

[Annegrete Tønners]

Hej!

Jeg forsker i min mands slægt, hvor et drengebarn fødes i 1826 i Odense uden for ægteskab.
Ved dåben er den udlagte barnefader bortrejst, og de to forældre bliver aldrig gift.
Han rejser til et andet sogn, gifter sig og får børn. Barnets mor forbliver ugift.
Det uægteskabelige barn får den udlagte fars efternavn og dennes fars fornavn.

Var det tilladt at give sit barn barnefaderens navn uden dennes samtykke?

Det undrer mig, at barnet ikke blot får moderens efternavn - medmindre selvfølgelig, at de to forældre havde planer om at gifte sig på et senere tidspunkt, der bare aldrig kom.

Er der nogen, der har erfaring/viden inden for dette felt?

Hilsen
Annegrete Tønners

[Anna N Rasmussen]

Hej Annegrete,

Jeg lytter lige med her, for jeg synes det er et rigtigt interessant emne du bringer op. Og ligesom du, mangler jeg også sikker juridisk-historisk viden på området. Men jeg kan da diske op med adskillige eksempler fra mit eget slægtstræ, der matcher det som du siger:

Gennem både 1700- og 1800-tallet har jeg "uægte" børn, både drenge og piger, der vokser op og lever hele livet med en udlagt barnefaders efternavn (patronym). De fleste af dem har mødre der senere gifter sig og får børn med en ny mand, således at børnene vokser op side om side, som halvsøskende, med forskellige efternavne.

Jeg har sågar to drenge – i to forskellige dele af min slægt – som ved dåben får en nøjagtig kopi af faderens navn, altså både for- og efternavn, og i begge tilfælde er det endda et ret specielt navn. Den ene, døbt 1774, hvis videre skæbne jeg ikke kender, bliver muligvis døbt helt uden den udlagte fars vidende. Men den anden, døbt 1797, døbes tilsyneladende med faderens fulde accept, idet han efter at have været hos moderen som lille, fra tiårsalderen kommer til at bo hos faderen, mens moderen gifter sig med en anden mand.

Jeg har endvidere et eksempel, hvor ikke kun den "uægte" søn (født 1801), men også hans mor, antager den udlagte fars, ikke helt almindelige, efternavn, uden at forældrene nogensinde gifter sig. Faderen bliver senere gift til anden side og andetsteds i landet, mens moderen lever som ugift resten af livet, med sin ex-partners efternavn, og sønnen viderefører efternavnet til kommende generationer. I lige præcis dette tilfælde forestiller jeg mig, at der må foreligge en form for samtykke fra faderens side, hvilket jeg fortsat bakser med at afklare. Drengens fornavn stammer dog, så vidt jeg ved, ikke fra faderens familie.

At drengen i dit eksempel ligefrem fik sit fornavn fra den udlagte fars far, synes jeg umiddelbart vidner om, at der har været en fast, kærestelignende forbindelse mellem forældrene, før de, af uvis grund, brød med hinanden.

Der har faktisk lige været en lignende tråd herinde, med flere gode eksempler, plus henvisning til 1900-tals-lovgivning: http://www.slaegtogdata.dk/forum/index.php?topic=25815.0

Men det kunne være spændende, hvis én her på forum har noget mere eksakt viden om ældre tiders skik, og ikke mindst lov, på området.

Med venlig hilsen
Anna

[Anna N Rasmussen]

Hej igen,

Jeg kan se, at emnet flere gange tidligere har været livligt behandlet herinde, dog uden klare konklusioner - fx fandt jeg denne her lange, fem år gamle tråd frem - forums arkiv er vel nok en guldgrube:

http://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?4,250089,250831

/Anna

[Inger Buchard]

Er baggrunden for jeres overvejelser ikke, at vi går ud fra, at børn får faderens/den uægteskabelige moders efternavn? Men det er vel oprindelig snarere en tradition end lovgivningsbestemt - og hvad vi kalder efternavne (slægtsnavne) er vel snarerekaldenavne.
Fornavn fik alle, men ideen om, at almuen skulle have et slægtsnavn sætter sig først igennem med lovgivningen fra 1771 (Sønderjylland) hhv. 1828 (Kongeriget). Det patronymiske 'efternavn' var vel oprindeligt blot en beskrivelse af det fædrene ophav. At det så bliver et slægtsnavn med lovene af 1771/1828 skyldes historien, men var ikke noget, der undrede samtiden.

Jeg ved ikke, om jeg har ret i ovenstående, men efternavne var ikke beskyttede juridiske størrelser, og i områder med mange uægteskabelige børn (godsområderne i Øst-Holsten kender jeg til) er der i FT mange eksempler på børneflokke med flere efternavne. Det var jo ikke altid let at få tilladelse til ægteskab af godsejeren, så børn endte ofte via moderens ægteskab hos en anden far end den biologiske. Det var der ingen der undrede sig over, mens fattigforsorgen glædede sig over, at der var færre børn at forsørge.

Inger

[Egon Hansen]

Nej, det kommer overhovedet ikke denne tråds overskrift ved, men 3 sønner af Peder Jensen og Maren Mathisdatter(alle ægtefødte) får mellem 1848 og 1856 navnene Mathis Pedersen,Søren Hansen og Peder Mathisen (født i denne rækkefølge), og så det fælles ,skal vi sige "kallenavn" Oldefar, som faderen og farmoderens far også havde båret!
De af brødrene og deres børn som levede i 1904 fik lov at slette "Oldefar" og kalde sig "Pedersen" !

Mvh Egon

[Laila Olsen]

Hej Egon,

De forskellige efternavne skyldes den Kongelige Forordning om at alle skulle føre et familienavn "til alle tider".

Nogle præster - måske de yngre - var indstillet på at gøre dette næsten straks. Andre var noget længere i spyttet. Min mands farmor - født 1881 - fik sin fars patronym - han hed Hans Peder Pedersen - og hun kom til at hedde Hansen.

Iøvrigt:

skulle alle ikke-ægtefødte børn have faderens tilladelse til at barnet måtte bære hans navn. Derved anerkendte han samtidig paterniteten.
Praktisk ordnedes dette ofte ved at barnefaderen tilkendegav dette overfor præsten, som skulle døbe det lille barn.

Min uægte far - født 1912 - der står anført: Barnefaderen har givet tilladelse til at barnet bærer hans navn.

[Egon Hansen]

Jeg tænkte nu mest på de forskellige, skal vi kalde dem "mellemnavne" på brødrene, som alle er født i ægteskab, og med den samme far og den samme moder!
Jeg må indrømme at jeg ikke har set det andre steder end netop Fanø. og jeg tror ikke at det har noget med en kongelig forordning.
M h.t. efternavne, så hed min farfar(født 1857) Hansen eftger sin far Hans Pedersen, men da familien flyttede til et nabosogn med en mere moderne præst kom alle hans søskende til at hedde Pedersen.

Mvh Egon

[Elizabeth Høilund Buffet]

Hej på tråden

Så sent som i Hillerød 1870 - og i Frederiksberg Kirke i 1874 fik min oldefar og hans søster navnet
efternavnet Hansen efter deres far som hed Hans Andersen.

De var begge uægte - men faderen vedkendte sig dem - Forældrene blev aldrig gift men i 1878 kom der en lillebror Emil Valdemar . Denne blev døbt med efternavnet Sørensen efter sin mor Kirsten Sørensdatter i Matthæuskirken i Kbh,   

I 1898 fik Valdemar lov til at skifte sit efternavn fra Sørensen til Hansen som sine to søskende.

Og for at forvirre det hele endnu mere kaldte "frøken Kirsten Sørendatter" sig for Fru Kirsten Andersen efter hun fik børnene - og i flere FT og ved hendes død er begge navne nævnt - nogen gange med Andersen streget over. Hun sagde også at hun var enke i FT.

Havde jeg ikke i forvejen kendt fødselsdatoerne og sted på min oldefar og hans søster - ville det have været svært at finde rede på dette. Heldigvis har jeg personligt kendt hans søster - og nogle af hendes efterkommere - og vidste derfor at Valdemar også var deres bror.

Men det er jo den slags der gør slægsforskning så interessant og spændende.

Mange hilsener fra Elizabeth i Vermont