Tingbogens oplysninger

Startet af Henning Jensen, 26 Okt 2011 - 20:53

Forrige emne - Næste emne

Henning Jensen

Hvordan skal disse oplysninger fra Skads Herreds tingbog forstås.
Hvem er Iver Iversens kone og hvem er hans og hans kones forældre.?


Den 13.1.1663
Iver Iversen Sædding boende i Hjerting et vidne, det Iver Jacobsen i Hjerting med flere var den 18. januar 1660 forsamlet udi salig Morten Hansen og Anne Mortens deres bo at skifte, registrere og vurdere deres efterladte gods imellem deres børn og arvinger, Jens Nielsen i Hjerting på sin egen vegne, salig Hans Mortensen en broderlod, Oluf Mortensen på sin egen, Niels Mortensen med hans lavværge, forne Jens Nielsen og Anne Mortensdatter med hendes tilkommende fæstemand, Iver Iversen i Sædding på hendes vegne, deres vilje og samtykke, samt at tillikvidere deres gældere og kreditorer betaling for deres gæld.....

Nok forne Iver Iversen Sædding i Hjerting et afkald, det Jens Nielsen i Hjerting på sin egen så og på hans brødre, Oluf Mortensen og Niels Mortensen ibid. deres vegne, stod her i dag og gav forne Iver Iversen Sædding afkald for al den arv, de kunne tilfalde efter deres salig fader, Morten Hansen og salig moder, Anne Mortens af Hjerting udi den væring, som forne Peder Iversen ‎(fejl? der skal vist stå: "Iver Iversen")‎ nu påbor, det være sig udi huse, bygning .....

og 1667:
Ærlig og forstandig mand, Jens Nielsen i Hjerting, pa hans hustrus fader, Iver Olufsens vegne et aftægtsvidne, det forne Jens Nielsen på forne sin hustrus fader, Iver Olufsens vegne stod her i dag og begærede tingsvidne angående aftægt. Kender jeg mig Iver Iversen og hermed vitterliggør at være med min kære fader, Iver Olufsen akkorderet og forligt om
hans livs ophold og aftægt .....

Er der 2 med samme navn, Iver Iversen.?

Henning Jensen

Finn Hansen

Hej

Umiddelbart vil jeg mene, at der er 1 Iver Iversen.

Men det ser ud til at, Iver Iversen bliver gift med Anne Mortensdatter, da der står "tilkommende fæstemand" - måske kan det også betyde, at Iver Iversen fæster hendes gård - men jeg tror mest på det første.

Venligst
Finn Hansen

Henning Jensen

Hej Finn

Det var også det jeg troede, og jeg har faktisk fundet et notat derom i bogen "Tinget, magten og æren":

"I 1660 overtog Iver Iversen boet efter Morten Hansen, da han giftede sig med dennes datter. Aktiverne var på 163 dlr, udgælden på 98, hvoraf de 18 var lejrmålsbøder, som en nu afdød søn i husstanden havde pådraget sig.
Hvorvidt de 3 andre sønner var myndige er uklart. De to af dem skulle have deres husværelse i gården hos deres søster, »med god røgte til deres klæder at holde rene«. Hovedaktivet i boet var for 47 dlr bådudstyr, men der var dog også for 23 dlr udsæd, tre kreaturer og et svin - og så et pænt indbo til 51 dlr. Da Iver døde knap 7 år senere, efterlod han sig 3 børn, aktiver på 393 dlr ‎(altså mere end en fordobling)‎, og passiver for 58 ‎(næsten en halvering)‎ til sin hustrus næste mand, Jep Jepsen."

Jeg har også fundet skiftet efter den Iver Iversen der i bogen omtales som død knap 7 år senere (1667):

Den 7.1.1668
Mads Mattissen i Sjelborg et registreringsvidne, angående registrering
den 2. januar 1668 i salig Iver lversens efterladte bo og det skifte imellem hans efterladte hustru,
Kirsten Frandsdatter på den ene og begge deres trende børn, navnlig Oluf Iversen gammel 2 år, Maren Iversdatter gammel 6½ år og Gunder Iversdatter gammel 5½ år på den anden side og samme tid overværende til stede forne børns værge, nemlig Mads Hansen i Sædden og Mads Mattissen i Sjelborg.
Vurderingen...

Nu hedder hans hustru pludselig Kirsten Frandsdatter, så måske er der fejl i bogen, så denne Iver Iversen er en helt anden.?

Finn Hansen

Hej Henning

Uden at jeg på nogen som helst måde har indsigt i det sogn, hvorfra Iver Iversen stammer, så vil jeg mene, at det kræver en del mere undersøgelse af, om der findes 2 Iver Iversen, som levede samtidig i det sogn.

Måske skal du rode baglæns og se, om det navn forekommer, hvis der findes kirkebøger, så kik det også og måske, hvis du er heldig ikke bare tingbøger men skifteprotokoller der omtaler boet efter en person hvor Iver Iversen er tilstede, hvis ikke hans eller kones skifte!

Som sagt, jeg er slet ikke inde i det sogn, som emnet berører og ved derfor ikke hvad der var skik og brug på det tidspunkt hos dem.

Men det kan da være noget om det, at der omtales en anden ægteviv Kirsten Frandsdatter og ovenfor Anne Mortensdatter - Dog ... Anne Mortensdatter kan være død og han har giftet sig straks efter med Kirsten Frandsdatter. Det er set mange gange før, at konen knap er kold, så bliver manden forlovet med en ny, altså inden for ca. 1½ til 2 måneder efter konen dør.

Venligs
Finn Hansen

Henning Jensen

Det drejer sig om Hjerting i Guldager sogn, Skads herred, og kirkebogen starter desværre først 1721, så der er ingen hjælp at hente.

Min interesse for Iver Iversen skyldes at min ane "Morten Iversen" ifølge Ingolf Mortensens bog "En Vestjysk slægt gennem 300 år" formentlig er en søn af Iver Iversen i Sædding.
Da han netop i ovennævnte omtales som "Iver Iversen Sædding" passer han perfekt, specielt da han så formentlig opkaldte sin søn "Morten" efter sin svigerfar.

Morten Iversen var Møller i Sønderris Mølle, og havde også en datter "Anne Mortensdatter" der passer med at hun kunne være opkaldt efter hans mor.

Den Iver Iversen der dør 1667/68 har ingen søn ved navn "Morten" Så det kan ikke være ham jeg søger.

Ingolf Mortensen skriver også at Iver Iversen stadig levede i 1698  og han var da 73 år gammel og altså  født omkring 1625.

Han havde formentlig også en anden søn "Iver Iversen" der fæstede en går i Toftnæs i Alslev sogn. I hans fæstebrev står der at han kom fra Sædding.

Er der andre der har arbejdet i dette sogn.?


Henning Jensen

Jeg ved ikke om dette kan hjælpe til opklaringen, eller det bare gør forviringen total:

Skads Herreds tingbog:
Den 5.2.1667
Kirsten Frandsdatter i Hjerting hendes fader og fuldmægtig, ærlig og forstandig mand, Frands Hansen i Hjerting et afkald, det Jens Nielsen boende i Hjerting stod her i dag inden tinge for tingdom og på sin hustru, Benned Iversdatters vegne såvel som pa sin hustrus søster, Use Iversdattes vegne og gav forne Frands Hansen afkald for al den arv, de kunne tilfalde efter deres salig moder, Maren Iversdatter og fader, Iver Olufsen af Hjerting, hans dødelig afgang udi det bo i Hjerting, som forne Kirsten Frandsdatter nu ibor, det være sig udi huse....

Der er skifte efter Kirsten Frandsdatters mand Iver Iversen i 1668, men her i 1667 omtales han ikke.?
Og hvordan er Jens Nielsen, der vel er den samme som omtales i alle afsnit, i familie med de øvrige.?



Søren Agersnap

Det er et ualmindeligt spændende problem, som jeg blev optaget af, selv om jeg, så vidt vides, ikke er i familie med nogen af personerne. Derfor vil jeg også give min mening til kende.

Jeg er overbevist om, at Hans Henrik Appel i sin roste doktordisputats "Tinget, magten og æren" gør sig skyldig ikke bare i én fejl, men flere.

Der må være to personer ved navn Iver Iversen. Den ene kaldes konsekvent Iver Iversen Sædding, formentlig fordi han eller hans familie stammer fra dette nabosogn. Det sker for at adskille ham fra den anden Iver Iversen, der vel er født og opvokset i Hjerting i Guldager sogn. Det er nærmest udelukket, at en og samme Iver Iversen kan have været gift med først Anne Mortensdatter og derefter med Kirsten Frandsdatter. For Anne Mortensdatter levede endnu i 1663, da forældrenes skifte blev tinglyst; og Kirsten Frandsdatter havde i 1668 et barn på 6½ år med sin afdøde mand (det kunne måske være resultat af en affære før første kones død; men det ville formentlig have medført en sag, som ville afspejles i tingbogen).

Det er aldeles ikke uklart, som Appel skriver: "Hvorvidt de 3 andre sønner var myndige..." (Anne Mortensdatters overlevende brødre). Det fremgår klart af forældrenes tinglyste skifte, at de to ældste er myndige og deres egne værger, og den ældste, Jens Nielsen, er oven i købet værge for den yngste, som ikke er fuldmyndig.

Min tolkning af de forskellige tingbogsoplysninger og skifter (som jeg kun kender fra ovenstående referater) kunne føre til følgende rekonstruktion af familiehistorien:

Morten Hansen var (rig) husmand med jord og fisker (eller sømand) i Hjerting. Han var gift med Anne, der havde en søn Jens med sin første, afdøde mand Niels. Af deres fælles børn levede fire, til de begge døde før udgangen af 1659.

Kort tid efter forældrene er sønnen Hans Mortensen død; han angives som arving til en broderlod og belaster samtidig boet med 18 rdl i lejermålsbøder (det er formentlig betaling for mindst to forhold; men da han stod til at arve ca. 20 rdl, har hans søskende sparet 2 daler på ikke at fragå arv og gæld).

Familiens ældste barn Jens Nielsen (der er formentlig kun én af det navn) er gift med Benned Iversdatter, datter af Iver Olufsen og Maren Iversdatter og søster til den anden Iver Iversen (derved bliver Jens Nielsen svoger til begge personer med navnet Iver Iversen, og er derved med til at skabe forvirring for os). Denne Iver Iversen har overtaget sine forældres ejendom og er død ung i 1667, efter sin mor, men før sin far, og før aftægtsbetingelserne er færdige. Det er formentlig grunden til, at Iver Iversens skifte først er klart året efter.

Sådan ser sagen ud for mig lige nu. Kan rekonstruktionen skydes ned? Det er vel metodisk rigtigt at arbejde på den måde.

Venlig hilsen.
Søren Agersnap


Henning Jensen

Hej Søren

Godt at se du stadig er aktiv. Vi skrev lidt mail omkring vores fælles slægt i Ølgod sogn her i foråret, husker du nok.

Hvis vi antager at der er 2 Iver Iversen, tror jeg din teori holder. Jeg undrede mig godt nok over at Jens Nielsen stod som broder, men han er formentlig halvbroder, som du skriver.

Det er bare mærkelig hvis Hans Henrik Appel har lavet så stor en fejl, for han skriver jo at Iver Iversens enke blev gift med Jep Jepsen efter Iver Iversens død. Hvis det er Kirsten Frandsdatter som Jep Jepsen er blevet gift med, er det lidt af en gåde hvordan han kunne tage så meget fejl.

Bortset fra det synes jeg det er en udmærket bog, som jeg kun kan anbefale til dem der har slægtninge i Skads Herred. Der er en masse oplysninger i bogen om hvem der levede hvor og hvornår, og nogen fejl har man vel lov at lave i en bog på over 600 sider.

Jeg har ført alle personerne ind i mit slægtsprogram efter din teori: (klik på "nære slægtninge")

http://www.el-vis.eu/aner/individual.php?pid=I2280&ged=Alfred%20Marinus%20Jensen.GED

Og Morten Hansens efterslægt:

http://www.el-vis.eu/aner/hourglass.php?show_full=1&pid=I2267&generations=3&show_spouse=1&box_width=100

Morten Hansens barnebarn, som jeg tror var Morten Iversen i Sønderris mølle, Guldager, havde flere faddere fra hjerting, bla. "Graves Iversen" og Jes Iversen. Hvordan de lige var i familie kan jeg ikke se, men det styrker vel teorien, om at han havde forbindelse til Hjerting.

Morten Iversen fik børn døbt i guldager i en sen alder, for ifølge oplyninger ved død, skulle han være født ca 1657. Hvis Iver Iversen (Sædding) er hans far var han altså gift med Morten Hansens datter noget før dennes død.

Utrolig så mange oplysninger der kan komme ud af tingbogen.

Med venlig hilsen
Henning Jensen