Brug af DNA test for at finde ud af hvor familie navnet stammer fra?

Startet af Mette Løyche, 21 Maj 2024 - 18:30

Forrige emne - Næste emne

Mette Løyche

Kan man bruge en DNA test til at finde ud af hvor familie navnet stammer fra - før 1650? I så fald hvilken?

Baggrund:
Jeg har et lidt usædvanligt efternavn (Løyche) som det er lykkedes os at spore tilbage til een "stamfar" Lauritz Loiche af Mammen sogn i Viborg Amt, født omkring 1656 - 10 generationer tilbage i tiden.

Familie-legenden siger at vi stammer fra Spanien/Sydeuropa (der er mange mørke Løycher) og jeg har fundet en del franske personer med efternavnet Loiche/Loyche (også tilbage til omkring samme tid). Min søster tog en simpel DNA test for år tilbage som tydede på at der var familie i Belgien og Nordfrankrig, men jeg er ikke sikker på hvor præcis den var og hvor langt tilbage i tiden den gik.

Min bror er den eneste mand i vores gren af familien med direkte mandlig linie tilbage til Lauritz (første mulige fælles ane med en anden nulevende mand er min tipoldefar) og jeg vil gerne give ham en Y-DNA test hvis det kan hjælpe med at komme længere tilbage i tiden/give os lidt mere at gå efter, men vil først gerne vide om det er en mulighed og i så fald, hvilken jeg bør vælge.

På forhånd mange tak

mvh

Mette

Anders M. Petersen

Hej Mette!

Spændende opgave!

Som du er inde på, så er det nok Y-DNA på din bror, der skal til for måske at komme sagen lidt nærmere.

Din opgave ligner lidt den, som Jacob Gren og jeg beskrev i "Kan DNA løse slægtens gåder" i sin tid i Slægtsforskeren (se side 7 / opslag 8 her): https://slaegtsbibliotek.dk/900568.pdf - det er "Sporhane" eksemplet, som jeg tænker på.

"Guldløsningen" er en BigY fra FTDNA, men man kan gøre det lidt billigere, men også uden samme dybde ved at vælge Yseq's "Top-Level Orientation SNP Panel".

Begge prøver vil give et ret godt hint om, hvor i Europa denne fædrene linje stammer fra - jeg hjælper gerne med fortolkningen.

Men det, som du ikke skal forvente er at få spontane matches med andre Loiche/Loyche rundt omkring i Europa. Jeg sætter chancen for dette til maks 5%, da rene mandelinjer for det første er ret tynde og for det andet så er Y-DNA testning slet ikke slået igennem i samme grad som autosomal DNA-testning - der er derfor meget lille sandsynlighed for at der er andre Loiche/Loyche derude, som allerede nu har taget en Y-DNA test.

Man kan dog hjælpe tingene lidt på vej efter en BigY / Yseq test ved selv at kontakte Loiche/Loyche rundt omkring i Europa og tilbyde dem at betale en Yseq single-SNP test til lige under 150 kroner (inkl. kit og porto), hvor du tester for den haplogruppe, som din bror har fået. Hvis de er med på spøgen og ellers er i samme haplogruppe, så er der 99,99% sandsynlighed for at navnet kommer fra en fælles forfader.

Hvis du kigger i Slægtsforskeren 2023 nr. 4 kan du se, hvordan jeg med en tilsvarende metode har koblet min uægte Topp-linje til den officielle Topp-linje - dette bare til yderligere inspiration.

Med venlig hilsen
Anders
Medlem af DIS / Bruger Legacy 9.0
Mine aner: www.morup-petersen.dk/stamtavle/1.htm

Mette Løyche

Tusind tak! Meget hjælpsomt. Jeg vender tilbage når/hvis jeg skal have hjælp til at tyde resultaterne