Hvem er den rigtige Ole?

Startet af L. Henriksen, 17 Maj 2024 - 00:29

Forrige emne - Næste emne

L. Henriksen

Hej

Kan nogen gennemskue, hvem der er den rigtige Ole Larsen? Han er født i Melby sogn, Frederiksborg amt, i 1722, men der er to drenge med samme navn i sognet, født samme år.

Den ene drengs far hedder Lars, så det kunne sagtens være ham:

"1722
Dominica eodem [Dominica 2da post Trinit.] blev Lars Lochs
Barn døbt og kaldet Ole
Fadderne vare
Hans Loch
Jørgen Nielsøn
Niels Jacobsøn
Jens Skræders Kone i Evetoffte
Hans Larsøns Kone i Melbye
Margrethe Jacob Pedersøns bar Barnet."

Den anden Ole er født uden for ægteskab, og der er ingen oplysninger om faderens navn. Hvor den udlagte barnefaders navn skulle have stået, er der bare blankt. Det kunne også være denne Ole:

"1722
Dominica 22 post Trinit. [1. november] hafde Hans
Smids Daatter i Tollerup en uægte Søn
til Daaben, blev kaldet Ole, og blev
udlagt til Barnefader en Soldat
Ved naffn ____ [navnet ikke oplyst]
Fadderne vare
Hans Smid.
Niels Svendsøn.
Christian Matthiasøn
Kirsten Smids.
Johanne Jacobsdaatter.
Inger Pinds bar Barnet."

Hvordan opklarer jeg, hvem af dem der er den rigtige Ole? Er det muligt at finde frem til, hvem der er udlagt som barnefader?

Øvrige oplysninger om Ole Larsen:

Trolovet med Kirsten Mortens Datter 9. marts 1746 i Melby, Frederiksborg
Forlovere: Jørgen Pedersen, Morten Rasmussen.

Søn:
Hans Oelsen, født i Melby sogn 27. december 1746. Ingen faddere oplyst.
Håber meget, nogen kan hjælpe.

Mvh.
Lene

Bjørn Sommer

Umiddelbart vil jeg sige, at navnet HANS på Ole Larsens ældste søn, der ikke er opkaldt efter nogen af bedsteforældrene, enten kan tydes som om barnet er opkaldt efter en tidligere afdød ægtefælle til moderen, eller at i dette tilfælde Ole Larsen har valgt at opkalde sønnen efter den morfar HANS SMED som har opfostret sit barnebarn i faders sted.

På dette tidspunkt er et barn altid opkaldt:
Afdød ægtefælle går i reglen forud for bedsteforældre eller søskende til forældrene. - En god stedfar kan opkaldes i børnerækken før en biologisk far.

L. Henriksen

Hej Bjørn

Tak for dine tanker om Ole Larsens søn, Hans. Mht. Hans' mor, tror jeg ikke, hun har været gift, før hun blev gift med Ole. Hun kun er 20 år, da de bliver gift, og jeg har ikke fundet hende gift tidligere.

Jeg er også meget interesseret i at vide med sikkerhed, hvem af de to drenge, Ole, er Hans' far. De hedder begge Ole og er begge født samme år i samme sogn.

Mvh.
Lene